Den store stærke flodhest

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I KENYA

DET store vandhul i den vidtstrakte Masai Mara National Park i Kenya ligger badet i aftensolens dæmpede lys. Mens solen går ned i horisonten, giver dens stråler vandet et gyldenbrunt skær. Flokke af zebraer og gnuer nærmer sig vandhullet i ro og mag. Pludselig standser de op. Noget har skræmt dem. Deres øjne er rettede mod en enorm tøndeformet genstand der flyder i kanten af vandhullet. Efter at have skabt voldsomme forstyrrelser i vandet dykker „tønden“ og forsvinder fra overfladen. Det de græssende zebraer og gnuer lige har set, er et aggressivt vanddyr — flodhesten.

Flodhesten lever i vandhuller, floder og søer i Østafrika, og kun elefanten overgår den i størrelse. En voksen flodhest kan blive over 4 meter lang, nå en skulderhøjde på 1,5 meter og veje helt op til fire tons. Man mener at betegnelsen „Behemot“ som findes i Jobs Bog i Bibelen, sigter til flodhesten. Det er ikke overraskende at Bibelen beskriver dette  vældige dyrs knogler som „kobberrør“ og sammenligner dem med „stænger af smedejern“. — Job 40:15-18.

Flodhesten ville bestemt ikke have mange chancer ved en skønhedskonkurrence. Den er tøndeformet, tykhudet, ubehåret og virker klodset. Benene er korte, og man kan undre sig over hvordan de kan bære den kolossale krop. Men undervurdér ikke styrken i disse korte, kraftige ben. På land kan en flodhest løbe hurtigere end et menneske. Og i vand kan den bevæge sig hurtigere end en lille robåd eller motorbåd.

Et vanddyr

Flodhesten er et socialt dyr og lever som regel i flokke på mellem 10 og 15 flodheste der ledes af en dominerende han. Man har dog set større grupper på omkring 150 flodheste. Flodhesten lever både i vand og på land og kommer op af vandet — for det meste om natten — for at spise af den frodige vegetation på bredden. Normalt holder den sig tæt til vandet. Man ved dog at nogle flodheste i tørketiden har vandret 10 kilometer for at finde føde.

Man ved ikke præcis hvordan en flodhest afmærker sit territorium, men den har en besynderlig vane: Den spreder sine ekskrementer med halen. Nogle mener at den gør det for at imponere hunnerne eller true rivalerne. Når den angribes, vrinsker den som en hest, og den brøler når den slås. Selv når den er neddykket, kan man høre kraftige prust. Den dominerende han giver sig til kende med et MUH-Muh-muh.

Flodhesten tilbringer det meste af dagen helt eller delvist neddykket i vand, og dens krop er velegnet til det. Den er måske ikke så dygtig til at svømme som andre dyr der både lever i vand og på land, men den kan holde sig under vandet i op til 15 minutter! Dens næsebor, øjne og ører sidder i samme højde, hvilket gør det muligt for den at have resten af kroppen nedsænket i vand. Det er her, under vandet, at mange af flodhestens aktiviteter — for eksempel parringslegen og selve parringen — finder sted.

Efter en drægtighedsperiode på omkring otte måneder fødes en enkelt unge i lavt vand. Moderen giver die på land — eller i vand der går til anklerne. På trods af sin styrke tager flodhesten sit forældreansvar alvorligt og behandler ungen med forbavsende omsorg. Det er et betagende syn at se en mor flyde i vandet med sin unge på ryggen. Naturligvis vil det tilsyneladende fredelige dyr tage kampen op mod enhver der forsøger at fjerne ungen fra hendes ryg.

Flodhestens hud er velegnet til livet i vandet. Når den kommer op på land, kan man tydeligt se hvorfor. Kirtler under huden udskiller et tyndt, rødbrunt sekret med et højt saltindhold. På afstand får pigmentet det til at se ud som om dyret sveder blod. Sekretet beskytter huden, både i vand og på land. I tidligere tiders afrikanske  samfund blev flodhestens skind skåret i strimler og lagt i blød i olie. Derefter blev strimlerne snoet og tørret og brugt til fremstilling af en frygtindgydende pisk som blev anvendt i stammekrige. * Efter garvning — en proces der tager mindst seks år — er skindet „hårdt som sten og omkring fire og en halv centimeter tykt,“ oplyser Grzimek’s Animal Life Encyclopedia.

Det imponerende og frygtindgydende gab

Munden er det mest imponerende ved flodhesten, som græsser i nærheden af vandet. Den tager græsset med sine læber, der måler en halv meter i bredden. Men flodhesten bruger ikke kun munden til at æde med. Når den åbner munden 150 grader, er det ikke bare et gab, men et truende signal der viser at den er aggressiv. Når flodhestene forsvarer deres territorier, som efterhånden svinder ind, fører det til alvorlige kampe mellem dem. Gabet afslører nogle store hjørnetænder i underkæben. Disse forsvarsvåben kan blive op til 30 centimeter lange regnet fra tandkødsranden.

Flodhestens gab er ikke kun farligt for andre flodheste, men også for mennesker. Alle menneskelige bestræbelser for fredelig sameksistens med dette dyr har været forgæves. En flodhest vil angribe enhver der vover at komme for tæt på dens territorium. Hvis den er såret, er den endnu mere irritabel, og så kan den tilføje en der kommer tæt på, større skade. En arrig flodhest kan med sine store kæber få en båd til at kæntre.

Flodhesten er lige så brutal på land som i vand. Det er for eksempel meget farligt at befinde sig mellem vandet og en flodhest der græsser. I visse dele af Afrika er intetanende beboere blevet angrebet fordi flodhestene har følt at deres vej til vandet var spærret. Flodhesten indgyder frygt i både mennesker og dyr og skal behandles med stor forsigtighed og respekt.

Vil flodhesten overleve?

Når en flodhest græsser alene, er den sårbar over for løvers angreb. Men mennesket synes alligevel at være flodhestens største fjende. „Mennesker har reduceret bestanden af flodheste og størrelsen af deres territorier kraftigt,“ siger World Book Encyclopedia. „Jægere har dræbt et stort antal flodheste, og bønder har inddraget mange af de steder hvor flodhestene engang havde hjemme, til landbrug.“

Ja, menneskets indtrængen på flodhestens levesteder har tvunget flodhesten til at opholde sig i et begrænset område. Det har forstyrret dens ynglevaner og forhindret den i at bevæge sig frit omkring. Under Guds riges styre har Skaberen heldigvis lovet at rette op på forholdet mellem mennesker og dyr så ingen vil „volde skade eller forårsage ødelæggelse“ i det genoprettede jordiske Paradis. — Esajas 11:9.

[Fodnote]

[Kilangivelse på side 25]

Elizabeth DeLaney/Index Stock Photography