Hvordan min åndelige tørst blev stillet

FORTALT AF LUCIA MOUSSANETT

MIDT i Nordvestitaliens bjerge, tæt ved de schweiziske Alper og Frankrigs berømte Mont Blanc, ligger Aostadalen. Dér blev jeg født i 1941 i Challant St. Anselme.

Jeg var den ældste i en søskendeflok på fem, og de fire andre var drenge. Mor var en slider og katolik med liv og sjæl. Også far var ud af en religiøs familie, og to af hans søstre var nonner. Mine forældre gav afkald på mange ting for min skyld og gav mig blandt andet mulighed for at få en uddannelse. Der var ingen skoler dér hvor vi boede, så da jeg var fyldt 11, sendte mine forældre mig på en kostskole drevet af nonner.

Her læste jeg latin, fransk og andre fag. Da jeg fyldte 15, begyndte jeg at tænke alvorligt over hvordan jeg kunne tjene Gud. Jeg nåede frem til at det bedste ville være at gå i kloster. Det var mine forældre dog ikke begejstrede for — det betød nemlig at min mor ville være helt alene om at tage sig af mine brødre. Min far og mor havde håbet at min uddannelse ville føre til at jeg fik et godt job og kunne støtte familien økonomisk.

Jeg var selvfølgelig bedrøvet over mine forældres reaktion, men jeg ønskede en mening med livet og følte at Gud burde indtage førstepladsen. I 1961 gik jeg derfor i kloster.

 Mit liv som nonne

I de første måneder satte jeg mig ind i den romersk-katolske kirkes normer og regler og udførte praktisk arbejde på klosteret. I august 1961 gik jeg i gang med mit noviciat, eller min prøvetid, og jeg begyndte at bære ordensdragt. Jeg foreslog også et nyt navn til mig selv, nemlig min mors navn, Ines. Navnet blev godkendt, og herefter blev jeg kaldt søster Ines.

De fleste novicer havde praktisk arbejde på klosteret, men med den uddannelse jeg havde fået, kunne jeg arbejde som lærer på grundskolen. To år senere, i august 1963, aflagde jeg mit ordensløfte og blev nonne i ordenen af Sankt Joseph-søstre i Aosta. Senere gav klosteret mig økonomisk støtte så jeg kunne uddanne mig yderligere på et universitet i Rom der hedder Maria Santissima Assunta.

I 1967, efter at have afsluttet min uddannelse i Rom, vendte jeg tilbage til Aosta. Dér blev jeg ansat som lærer ved et gymnasium. I 1976 fik jeg tilbud om at blive rektor. Jeg havde stadig nogle undervisningstimer, men blev i øvrigt overført til administrationen og blev medlem af skolekommissionen for Aostadalen.

Mit største ønske var at hjælpe de fattige. Deres vilkår lå mig meget på sinde. Derfor organiserede jeg socialt arbejde af forskellig art, blandt andet hjælp til uhelbredeligt syge uden familie. Jeg iværksatte også et projekt til undervisning af indvandrerbørn og fandt arbejde og logi til de fattige. Samtidig var jeg med til at skaffe lægehjælp til dem der var i nød. Jeg prøvede at leve mit liv i overensstemmelse med kirkens religiøse principper.

På det tidspunkt godtog jeg stadig den katolske teologi — blandt andet treenighedslæren, læren om sjælens udødelighed og betragtningerne vedrørende menneskets evige fremtid. Den katolske teologi var desuden begyndt at give rum for religiøs pluralisme, der betød accept af og sameksistens med andre religioner.

Spørgsmål der begyndte at nage mig

Der var dog nogle ting ved den katolske kirke som nagede mig. Inden dåben og konfirmationen forventedes det for eksempel at forældre og børn skulle sætte sig ind i hvad disse skridt betød. Men de fleste kom aldrig til timerne, og andre gjorde sig ikke den ulejlighed at læse på lektien. Nogle af de kandidater til dåb eller konfirmation som var blevet afvist i ét sogn, kunne endda finde på at tage hen til et andet for at blive døbt eller konfirmeret dér. Det var efter min mening overfladisk og hyklerisk.

Somme tider spurgte jeg mig selv og de andre nonner: „Burde vi ikke forkynde evangeliet i stedet for at vie vores liv til alle mulige andre gøremål?“ Deres svar var: „Vi forkynder ved at gøre gode gerninger.“

Jeg havde også svært ved at tro på at jeg var nødt til at gå til en præst for at bekende mine synder. Jeg mente at jeg selv måtte kunne tale med Gud om den slags personlige anliggender. Det var desuden vanskeligt for mig at acceptere tanken om at man skal lære bønner udenad og gentage dem, og samtidig havde jeg svært ved tro på at paven var ufejlbarlig. Med tiden nåede jeg frem til at jeg bare ville holde fast ved det jeg selv troede på, og fortsætte mit liv som nonne.

Min længsel efter at kende Bibelen

Jeg har altid næret dyb respekt for Bibelen og brændende ønsket at lære den at kende. Hver gang jeg skulle træffe en beslutning eller havde brug for Guds støtte, søgte jeg hjælp i den. På klosteret studerede vi aldrig Bibelen, men jeg læste den på egen hånd. Passagen i Esajas 43:10-12, hvor Jehova Gud siger „I er mine vidner“, havde altid gjort indtryk på mig. Men jeg forstod ikke den fulde betydning af disse ord.

Mens jeg midt i 1960’erne gik på universitetet i Rom, tog jeg et fireårigt teologikursus som Vatikanet havde arrangeret og betalt. Bibelen var dog ikke blandt lærebøgerne. Efter at jeg var vendt tilbage til Aosta, overværede jeg mange økumeniske konferencer, endda dem som fælleskirkelige og ikkekatolske organisationer stod for. Det skærpede min appetit  på at finde ud af hvad Bibelen lærer, for der var stor forvirring blandt de grupper som hævdede at undervise i den.

Jeg lærer mere om Bibelen

I 1982 kom et af Jehovas Vidner forbi det center hvor jeg udførte socialt arbejde, og prøvede at få en samtale med mig om Bibelen. Jeg havde meget travlt, men følte mig fristet af tanken om at lære Bibelen bedre at kende. Jeg bad hende derfor kigge ind på min skole så vi kunne få en snak når jeg havde en fritime.

Damen besøgte mig godt nok, men mit travle program gav aldrig rum for en „fritime“. Desuden måtte jeg senere tage orlov fra skolen for at hjælpe min mor, der havde fået kræft. Efter hendes død i april 1983 vendte jeg tilbage til mit arbejde. På det tidspunkt havde forkynderne mistet kontakten med mig, men kort efter blev jeg besøgt af et andet Jehovas Vidne, som var midt i tyverne. Jeg havde læst Åbenbaringens Bog på egen hånd, så jeg spurgte hende: „Hvem er de 144.000 der er nævnt her i Åbenbaringen, kapitel 14?“

Jeg havde lært at alle gode mennesker ville komme i himmelen, så jeg kunne ikke se logikken i at 144.000 af dem skulle skilles ud fra de andre i himmelen. Jeg funderede over hvem de 144.000 mon var, og hvad de lavede. Det var spørgsmål der spøgte i mit hoved. Forkynderen prøvede igen og igen at træffe mig, men jeg var altid på farten, så det lykkedes hende ikke.

Til sidst gav hun min adresse til Marco, en ældste i hendes menighed. Han traf mig langt om længe i februar 1985. Vi snakkede kun kort, for jeg havde travlt, men vi lavede en aftale. Senere besøgte han og hans kone, Lina, mig regelmæssigt og hjalp mig til at forstå Bibelen. I løbet af kort tid kunne jeg se at katolske lærespørgsmål som treenighedslæren, helvedeslæren og læren om sjælens udødelighed simpelt hen ikke havde noget bibelsk grundlag.

Jeg kommer sammen med Jehovas Vidner

Da jeg kom til et møde hos Jehovas Vidner i deres rigssal, var det tydeligt at tingene foregik helt anderledes end i den katolske kirke. Her sang alle, ikke bare et kor. Desuden deltog de tilstedeværende i mødet. Efterhånden forstod jeg også at hele organisationen bestod af „brødre“ og „søstre“, som alle var oprigtigt interesseret i hinanden. Det var noget der gjorde indtryk på mig.

På det tidspunkt overværede jeg møderne i min ordensdragt. Nogle var tydeligvis rørt over at se en nonne i rigssalen, og jeg følte dyb glæde ved at være omsluttet af kærligheden fra denne store familie. Efterhånden som jeg studerede, kunne jeg også se at mange af de principper jeg havde grundlagt mit liv på, ikke stemte overens med Guds ord. For eksempel siger Bibelen intet om at Guds tjenere skal gå med en særlig klædning. Kirkens hierarki og ceremonielle pragt havde ikke meget at gøre med det Bibelen siger om ydmyge ældste der fører an i menigheden.

Jeg følte at tæppet var blevet trukket væk under mig. Det kunne da ikke passe at jeg havde levet på en løgn i 24 år! Alligevel stod det tydeligt for mig at jeg havde fundet sandheden. Jeg var skræmt ved tanken om at jeg i en alder af 44 år skulle begynde på en frisk. Men hvordan skulle jeg kunne fortsætte mit liv med lukkede øjne nu da jeg havde set hvad Bibelen i virkeligheden lærer?

En vigtig beslutning

Jeg vidste at min afsked fra klosteret ville betyde at jeg kom til at stå uden noget som helst. Men jeg huskede Davids ord om at han ’aldrig havde set en retfærdig forladt eller hans afkom tigge sit brød’. (Salme 37:25) Jeg vidste at jeg ville miste noget af min materielle tryghed, men satte min lid til Gud og tænkte: ’Hvad behøver jeg egentlig at være bange for?’

Min familie troede at jeg var gået fra forstanden. Det var jeg ked af, men jeg huskede Jesu ord: „Den der holder mere af fader eller moder end af mig, er mig ikke værdig.“ (Mattæus 10:37) Samtidig blev jeg opmuntret og styrket af den sympati og medfølelse Vidnerne viste mig. Når jeg gik ned ad gaden i min ordensdragt,  kom de hen til mig for at sige goddag. Det gjorde at jeg blev endnu tættere knyttet til brodersamfundet og følte mig som en del af deres familie.

Til sidst gik jeg til abbedissen og fortalte hende hvorfor jeg havde besluttet at forlade klosteret. Jeg tilbød at forklare hende det ud fra Bibelen, men hun fejede mig af med ordene: „Hvis jeg vil forstå et eller andet i Bibelen, kan jeg spørge en bibelekspert!“

I den katolske kirke var man rystet over min beslutning. Man beskyldte mig for at være umoralsk og påstod at jeg var gået fra forstanden. Men de der kendte mig, vidste at beskyldningerne var usande. De folk jeg havde arbejdet sammen med, reagerede meget forskelligt. Nogle så det jeg gjorde, som en modig handling, mens andre var bekymrede fordi de mente at jeg var ved at komme på afveje. Nogle havde ligefrem ondt af mig.

Den 4. juli 1985 forlod jeg den katolske kirke. Vidnerne vidste hvordan man havde behandlet andre der havde taget samme beslutning, så de frygtede for min sikkerhed og skjulte mig i omkring en måned. De hjalp mig til at komme til møderne ved at hente og bringe mig. Jeg holdt lav profil indtil stormen havde lagt sig. Den 1. august 1985 begyndte jeg så at forkynde sammen med Jehovas Vidner.

Da jeg senere i august måned overværede Jehovas Vidners områdestævne, fik nyhedsmedierne nys om at jeg havde forladt kirken, og bragte historien. Og da jeg blev døbt den 14. december 1985, syntes den lokale tv-station og lokalavisen at det var så opsigtsvækkende at der skulle bringes endnu en reportage for at alle kunne høre om hvad jeg havde gjort.

Da jeg forlod klosteret, havde jeg absolut ingen materielle ejendele, og jeg havde hverken arbejde, hjem eller udsigt til at få pension. Så i omkring et år tjente jeg til dagen og vejen ved at tage mig af en kvinde der var lammet. I juli 1986 begyndte jeg som pioner, som Jehovas Vidner kalder deres heltidsforkyndere. Jeg flyttede til et område hvor der lige var blevet oprettet en lille menighed. Jeg gav enetimer  i sprog og anden privatundervisning til folk i området og drog på den måde nytte af min uddannelse. Det gav mig en fleksibel tidsplan.

Jeg tjener i et fremmed land

Nu da jeg havde lært sandheden fra Bibelen at kende, ønskede jeg at dele den med så mange som muligt. Eftersom jeg talte fransk, spekulerede jeg på at rejse til et fransktalende land i Afrika for at forkynde. Men så blev Jehovas Vidner juridisk anerkendt i det nærliggende Albanien i 1992, og sidst på året blev en lille gruppe pionerer fra Italien sendt til dette land. Blandt dem var Mario og Cristina Fazio fra min menighed. De tilskyndede mig til at besøge dem og til at overveje pionertjeneste i Albanien. Så i en alder af 52 år og efter moden overvejelse og bøn forlod jeg endnu en gang forholdsvis trygge rammer for at vove springet og begive mig ud i en fremmed verden.

Det var i marts 1993. Da jeg var ankommet, så jeg med det samme at jeg befandt mig i en helt anden verden selv om jeg rent geografisk ikke var langt fra mit hjemland. Lige meget hvor folk skulle hen, foregik det til fods, og de talte albansk, som jeg ikke forstod et ord af. Landet gennemgik dybtgående forandringer idet man skiftede fra ét politisk system til et andet. Men folk tørstede efter sandheden fra Bibelen. De elskede at læse og studere den, og bibelstudieeleverne gjorde hurtigt åndelige fremskridt. Det varmede mit hjerte og hjalp mig til at tilpasse mig de nye omgivelser.

Da jeg i 1993 ankom til hovedstaden, Tirana, var der kun én menighed i Albanien og kun lidt mere end 100 Jehovas Vidner spredt over hele landet. Samme måned holdt Jehovas Vidner deres første særlige stævnedag i Tirana. Der var 585 til stede, og 42 blev døbt. Selv om jeg ikke forstod hvad der blev sagt, var jeg rørt over at høre brødrene synge og se hvor opmærksomt de lyttede. Og da højtiden til minde om Jesu Kristi død blev holdt i april, var der 1318 til stede! Fra da af tog væksten i Albanien fart.

Jeg plejede at skue ud over Tirana fra min altan på fjerde sal og spørge mig selv: ’Hvordan skal vi nogen sinde kunne nå ud til alle disse folk?’ Det tog Jehova Gud sig af. Der er nu 23 menigheder af Jehovas Vidner i Tirana. På landsplan er der 68 menigheder og 22 grupper med i alt 2846 forkyndere. Så megen vækst på så få år! Og i 2002 overværede 12.795 mindehøjtiden!

I løbet af disse ti år i Albanien har jeg haft den store forret at hjælpe mindst 40 frem til dåb. Flere af dem er nu pionerer eller er aktive i andre grene af heltidstjenesten. Gennem årene har seks hold italienske forkyndere fået til opgave at hjælpe til med forkyndelsen i Albanien. Når et hold ankom, blev der oprettet et tremåneders sprogkursus for forkynderne, og de sidste fire hold havde jeg den forret at undervise.

Dengang min vennekreds og familie hørte at jeg ville forlade kirken, reagerede de voldsomt. Men efter alle disse år er de blevet mildere stemt fordi de har set at jeg har bevaret roen og har fred i sindet. Det er dejligt at jeg nu får langt større opbakning fra min familie, også fra min 93-årige faster der stadig er nonne.

Lige siden jeg lærte Jehova at kende, har han passet på mig under mange forskellige forhold! Han har ledet mine fødder til sin organisation. Når jeg ser tilbage, husker jeg min længsel efter at hjælpe de fattige, underprivilegerede og nødlidende og mit ønske om helt og fuldt at være optaget af tjenesten for Gud. Derfor takker jeg Jehova, for han har sørget for at min åndelige tørst er blevet stillet.

[Illustration på side 21]

En albansk familie som jeg har studeret Bibelen med. Elleve af dem er blevet døbt

[Illustration på side 21]

De fleste af disse kvinder, som jeg har studeret Bibelen med, er nu i heltidstjenesten