Barcelona — en farvestrålende by med mange  stilarter

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I SPANIEN

FORESTIL dig at du går rundt i et stort kunstmuseum. Der er udstillet mange genstande som fanger din opmærksomhed og giver fantasien vinger. Hvor du end vender dig hen, får du øje på en uendelig variation af betagende, bizarre former og farver. Men denne kunstsamling, der fylder en med undren, befinder sig ikke i en bygning eller på et slot. Det enorme, udendørs kunstmuseum er nemlig selve byen Barcelona, og især Quadrat d’Or * (Det Gyldne Kvadrat). Udstillingen består ikke af malerier eller skulpturer, men af bygningsværker — et væld af stilarter med den mest fantasifulde udsmykning.

Barcelona ligger i den nordøstlige del af Spanien ved Middelhavskysten, cirka 150 kilometer syd for den franske grænse. Den er muligvis den mest europæiske af alle Spaniens byer. I de sidste hundrede år er den blevet et synonym for arkitektonisk nyskabelse — en by med stil.

Til trods for at Barcelona i perioder blev erobret af romerne, visigoterne, maurerne og frankerne, fik den stadig større betydning som handelsby. I det 14. århundrede var byen blevet Spaniens betydeligste industriby og Middelhavets vigtigste havneby. Katedralen og de gotiske bygninger, der i dag ligger på et fremtrædende sted midt i byen, stammer fra denne tid. Den storslåede gotiske arkitektur (1) med dens kunstfærdige og sofistikerede byggeteknik, vidner om den velstand der kendetegnede Barcelona i denne periode.

I det 16. århundrede vendte Spanien opmærksomheden mod vest, for handelen med kolonierne var mere indbringende. Men med den industrielle revolution i det 19. århundrede blev Barcelona center for Spaniens tekstilindustri, og byen begyndte atter at blomstre op.

En ny by kommer til live

Den hastige vækst i det 19. århundrede gjorde Barcelona til en rig by, men skabte også problemer. Byens indbyggertal nærmest eksploderede i sidste halvdel af dette århundrede, uden at byen var blevet udvidet. Noget måtte gøres for at løse problemet med overbefolkning. Civilingeniøren Ildefons Cerdà fik til opgave at udtænke en plan for hvordan byen kunne udvides.

Cerdàs plan, der blev udformet i 1859, blev kaldt L’Eixample, eller udvidelsen, og det er i dag navnet på dette centrale byområde. Ifølge hans plan skulle boulevarder og kvadratiske boligkarréer, opført i næsten fuldendt symmetri, danne en slags krydsogtværsmønster. Målet var at der skulle opstå et imponerende og sundere Barcelona.

Byen begyndte hurtigt at vokse i overensstemmelse med Cerdàs plan. Hver husblok var noget ganske særligt og byder vore dages besøgende på charmerende arkitektur af stor variation og skønhed. Flotte alléer og boulevarder var også en del af byplanen. I bogen Barcelona kalder forfatteren Robert Hughes L’Eixample for ’et af de mest interessante byområder i Europa på grund af arkitekturen’.

Barcelonas voksende velstand medførte at den i 1888 blev værtsby for verdensudstillingen. Arc de Triomf (2) (Triumfbuen) i nærheden af byens centrum blev rejst som et mindesmærke for denne vigtige begivenhed. Dette usædvanlige monument vidner desuden om at der var opstået en ny kunstretning, som har gjort Barcelona til noget ganske særligt blandt verdens byer.

En ny kunstretning kaster glans over byen

I begyndelsen af det 20. århundrede begyndte en ny stilart, den såkaldte art nouveau, at gøre sig gældende i Europa og USA. * Barcelona havde pengene til at investere, en byplan der blot ventede på bygninger til at forskønne byen, samt nytænkende arkitekter der var ivrige efter at eksperimentere. Det har gjort at art nouveau er blevet byens helt specielle særkende. Antoni Gaudí (1852-1926) var førende inden for den nye kunstretning, og han har sat sit uudslettelige præg på Barcelonas bybillede.

De fleste af Gaudís kendteste bygningsværker, hvoraf flere er opført på Verdensarvlisten, findes i Barcelona. Et fremtrædende eksempel er Casa Milà (3), eller La Pedrera (Stenbruddet), der findes på Passeig de Gràcia i nærheden af byens centrum. Ingen af bygningens mure er lige. Den bølgende  facade ser ud som var den udhugget i sandsten, og brystningerne af smedejern leder tanken hen på sammenfiltrede blade og tornebuske. Indvendig antager de buede lofter og søjler alle tænkelige former.

Et andet fremragende eksempel på Gaudís genialitet er Casa Batlló (4), der også ligger på Passeig de Gràcia. Fra 1904 til 1906 ombyggede Gaudí en bygning der tilhørte Josep Batlló i Casanovas, en velhavende industrimagnat. Huset er som hentet ud af en eventyrverden. Det bølgende tag minder om rygraden på en dinosaur, og tagstenene ligner skællene på en fisk. Man tror næsten ikke sine egne øjne.

Gaudís ufuldendte mesterværk, kirken Sagrada Familia (5), er måske det mest bemærkelsesværdige udtryk for hans originalitet. De fire kirkespir på nordfacaden minder om fire tårnhøje lys med størknet voks ned ad siderne. De omkringliggende bygninger tager sig små ud i sammenligning med disse himmelstræbende tårne der er blevet Barcelonas verdensberømte vartegn.

Parc Güell (6), en park tegnet af Gaudí og som ligger på en høj vest for byen, er også noget af en overraskelse. Forvredne skulpturer, søjler, farvestrålende mosaikker og usædvanlige bygninger og skorstene danner en kontrast til de charmerende haver der omgiver dem. Endnu et festfyrværkeri af former og farver er Palau de la Música Catalana (7) der er udført af Gaudís samtidige, Domènech i Montaner.

Mellem bjergene og havet

Både Barcelonas beliggenhed og dens arkitektoniske arv giver byen sin helt egen atmosfære. Bjergkæden Serra de Collserola omgiver byen mod vest, og Middelhavet afgrænser byen mod øst. Havet har ydet et væsentligt bidrag  til Barcelonas velstand og har gjort den til Spaniens vigtigste havneby. Ikke overraskende står der i nærheden af havnen en statue af Christoffer Columbus (8) der peger ud mod havet.

Bjergene og havet giver byen et tempereret klima der fremmer udendørslivet. Hele året rundt er gaderne fyldt med mennesker fra tidlig morgen til sen aften. Næsten på hvert eneste gadehjørne ligger der caféer og restauranter som frister forbipasserende med duften af friskmalet kaffe og med tilbud om at smage de lokale retter. På byens markeder, som for eksempel det berømte Boquería der ligger på den smukke allé som kaldes La Rambla, sælges alle mulige slags frugter, grøntsager og fisk.

Men intet besøg i Barcelona er fuldendt hvis ikke man har været på Montjuïc, et stejlt bjerg i nærheden af havet. Foruden museer og kunstgallerier er der en smuk udsigt over byen og Middelhavet. Nogle af de faciliteter der blev brugt i forbindelse med De Olympiske Lege i 1992, ligger også på Montjuïc. Jehovas Vidner planlægger at besøge Barcelona for at holde et internationalt stævne fra den 31. juli til den 3. august. For at få plads til alle de delegerede vil det være nødvendigt at benytte det enorme Camp Nou fodboldstadion.

Selv om Barcelona, ligesom de fleste andre storbyer, har sine problemer, vil de der besøger byen, uvilkårligt nyde Middelhavsstemningen. Hvad enten det drejer sig om blomsterboderne eller caféerne på La Rambla, de smalle gader og prægtige gamle bygninger i det gotiske kvarter, eller byens fascinerende arkitektur, er Barcelona et udendørs museum fyldt med farver og stilarter som man sent vil glemme.

[Fodnoter]

[Kort på side 14]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Barcelona

Madrid

Sevilla

[Illustration på side 16]

Casa Milàs skorstene og udluftningskanaler

[Kildeangivelse]

Godo-Foto

[Kildeangivelse på side 15]

Billederne øverst: Godo-Foto

[Kildeangivelser på side 17]

Sandra Baker/​Index Stock Photography

Godo-Foto