Efter eksplosionerne

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I ECUADOR

 DEN 20. NOVEMBER, 2002 var det smukt vejr i byen Riobamba i Ecuador. Himmelen var blå med hvide skyer. De omkringliggende snedækkede vulkaner udgjorde perfekte motiver til postkort. De 124.000 indbyggere i byen, som ligger i Andesbjergene, 2700 meter over havets overflade, var optaget af deres sædvanlige gøremål og helt uvidende om den voldsomme begivenhed der kort efter skulle forstyrre freden. Om eftermiddagen kom der pludselig en øredøvende eksplosion! Vinduer og døre begyndte at ryste, og en ildevarslende, hurtigt voksende paddehatsky begyndte at danne sig.

Cirka ti minutter senere lød der endnu en eksplosion. Den blev efterfulgt af en kraftig trykbølge som knuste ruder og blæste døre af deres hængsler. Derefter kom en hvirvlende sky af ild og røg — en sky som fik den første til at virke ubetydelig i sammenligning. Derpå fulgte endnu en række eksplosioner og lysglimt.

José og hans hustru, Ana, et ægtepar i tresserne som begge er Jehovas Vidner, boede 400 meter fra det sted hvor eksplosionerne skete. De blev væltet omkuld af trykbølgen. Ana stod i nærheden af hoveddøren da den blev revet af sine hængsler og slynget imod bagvæggen. Da det skrækslagne ægtepar flygtede ned i den bagerste del af deres hjem, begyndte loftet at styrte sammen over dem. På en eller anden måde lykkedes det dem at komme ud i en lille gårdhave bag huset, hvor de krøb tæt sammen og begyndte at bede til Jehova. Heldigvis kom deres søn et kvarter senere med en bil og kørte dem i sikkerhed.

Men ikke alle klarede sig så godt. Der opstod panik, og massevis af mennesker flygtede til fods. Under den råben og skrigen der fulgte, var der nogle der snublede og faldt i de glasskår som lå spredt ud over fortovene. Biler, busser og lastvogne forlod byen i rasende fart. Nogle af dem kørte endda den forkerte vej gennem ensrettede gader! Mange som flygtede direkte fra deres skole eller arbejdsplads, fandt ikke ud af hvad der var sket med deres pårørende før der var gået næsten 24 timer.

Hvad var årsagen til al den ravage? En brand i et underjordisk våbendepot ved den nærliggende militærbase havde igangsat en massiv kædereaktion af eksploderende signalblus, håndgranater, mortérgranater og panserværnsgranater. Mens eksplosionerne fortsatte, blev det meddelt over højttalerne på politiets biler at alle skulle evakueres og bringes mindst 15 kilometer væk fra byen.

Snart havde alle forladt Riobamba. Tusinder af byens indbyggere befandt sig langs hovedvejen uden for byen, hvor de holdt sig tæt sammen i nattekulden — mange af dem havde ikke overtøj på. Efter adskillige timer begyndte eksplosionerne endelig at stilne af. Temperaturen nærmede sig frysepunktet, og af den grund begyndte folk forsigtigt at gå tilbage mod byen. Næste morgen da dagslyset brød frem, gik det op for mange at døre, vinduer, tage, lofter og vægge i deres huse var blevet stærkt beskadigede. En familie opdagede at nogle sylespidse glasstykker havde boret sig ind i en madras i soveværelset. Andre fandt granatkardæsker både i og omkring deres huse.

Ifølge foreløbige rapporter var 18.000 hjem blevet ødelagt, 538 mennesker var blevet såret, og mindst 7 var omkommet. Ingen af de 950 Jehovas Vidner i området mistede livet, men to af dem blev behandlet for dybe snitsår.

Hjælp til ofrene

Morgenen efter eksplosionerne begyndte de ældste fra de lokale menigheder at opsøge deres kristne brødre og søstre for at se hvordan de havde klaret sig. Senere samme dag mødtes en af Jehovas Vidners rejsende tilsynsmænd med ældste fra 13 lokale menigheder for at vurdere  hvor mange der var kommet til skade og omfanget af de materielle ødelæggelser. Han tilskyndede de ældste til at tage sig af brødrene både åndeligt og følelsesmæssigt. Selv under sådanne vanskelige omstændigheder var det meget vigtigt at overvære møderne. (Hebræerne 10:24, 25) Aftenen efter katastrofen holdt de lokale menigheder derfor deres møder som planlagt.

Torsdag og fredag blev der udarbejdet en detaljeret rapport over de skader der var sket på huse som tilhørte Jehovas Vidner. Rapporten som blev sendt til Jehovas Vidners lokale afdelingskontor i Guayaquil, gjorde opmærksom på det presserende behov der var, for at få afdækket i hundredvis af vinduer, så indbyggerne kunne holde kulden ude. I løbet af få timer fik afdelingskontoret indkøbt tape, store ruller af klart plastic og søm hvormed man kunne foretage midlertidige reparationer.

Lørdag morgen klokken 9 kom der en lastbil med forsyninger fra afdelingskontoret. Flere hold bestående af både mandlige og kvindelige Jehovas Vidner var allerede gået i gang med at hjælpe deres trosfæller med at fjerne det knuste glas, så man kunne komme i gang med at sætte plastic for vinduerne. Tilrettelæggelsen af arbejdet foregik i en lokal rigssal. På gulvet afsatte man mærker til hurtig udmåling af de plasticstykker der skulle bruges. Hjælpehold foretog opmålinger som blev brugt når der skulle udskæres passende plasticstykker til de hold som monterede dem på vinduerne.

José som er omtalt tidligere, fortæller: „Da vi kom hjem om eftermiddagen den følgende dag, var brødrene allerede i færd med at rydde op. Om lørdagen kom min nabo med en bemærkning om det fine stykke arbejde der var blevet udført med plastic-tildækningen af mine vinduer. ’Hvor meget måtte du give for det?’ spurgte han.“ Han blev meget overrasket da han hørte at det ikke havde kostet José noget.

Lørdag aften havde cirka 200 frivillige hjælpere fra lokale menigheder fået afdækket vinduerne i 91 af deres trosfællers huse. Men det var ikke kun Jehovas Vidner som fik hjælp. En lokalavis bragte et foto af et af de huse Vidnerne havde udbedret midlertidigt, og oplyste at kun én af husets otte beboere var et af Jehovas Vidner.

Følelsesmæssig støtte

Eksplosionerne udsatte naturligvis folk for et voldsomt følelsesmæssigt pres. For at give de lokale Jehovas Vidner trøst og støtte blev der afholdt et særligt møde mandag den 25. november, klokken 17.00. Mødet blev ledet af repræsentanter fra Jehovas Vidners lokale afdelingskontor. Da det ikke var muligt at skaffe elektrisk lys, kunne mødet ikke afholdes senere på dagen. Mange ville sikkert finde tidspunktet ubelejligt, og derfor forventede man kun at der ville komme omkring 600 til dette arrangement. Ikke desto mindre mødte 1421 op i stævnehallen i Riobamba, deriblandt flere naboer som ikke selv var Jehovas Vidner! Et af de nøgleskriftsteder som blev behandlet under programmet, var Salme 4:8: „I fred vil jeg både lægge mig og falde i søvn, for du, Jehova, du alene, lader mig bo trygt.“ Alle de tilstedeværende var meget taknemmelige for det trøstende, åndeligt opbyggende program.

Til de tilstedeværende forældre blev der ved programmets afslutning uddelt hundredvis af kopier af artiklen „Hjælp dit barn til at klare naturkatastrofer“ fra Vågn op! for 22. juni 1996. I en af paragrafferne i denne artikel står der:

„USA’s krisestyrelse FEMA (U.S. Federal Emergency Management Agency) siger at det er typisk for børn at de umiddelbart efter en katastrofe er bange for (1) at blive efterladt alene, (2) at blive adskilt fra familien, (3) at det vil ske igen, og (4) at nogen kommer til skade eller mister livet.“ Med denne artikel som udgangspunkt gav man alle forældre følgende tilskyndelser:

1. Hold familien samlet.

2. Tag dig tid til at forklare situationen roligt og grundigt.

3. Tilskynd dit barn til at tale.

4. Lad børnene deltage i oprydningsarbejdet.

 Senere blev flere kopier af denne Vågn op!-artikel udleveret til naboer og dem der studerer Bibelen sammen med Jehovas Vidner.

Tre uger efter eksplosionerne indkøbte man de materialer som skulle bruges til mere permanente reparationer. I nogle tilfælde måtte man udskifte lofter og tage og installere nye vinduer. Efter yderligere tre uger var man færdig både med dette arbejde og med at reparere to rigssale. Mange udtrykte stor taknemmelighed for den kærlige hjælp der blev ydet.

I disse „sidste dage“ er det ikke ualmindeligt at der indtræffer katastrofer af forskellig art. (2 Timoteus 3:1-5) Den hjælp Jehovas Vidner yder hinanden og deres naboer under sådanne omstændigheder, er et vidnesbyrd om den sande kristendoms styrke. José udtrykte det meget godt med følgende bemærkning: „Jehovas organisation tøver ikke med at yde os hjælp når der er behov for det.“

[Illustrationer på side 15]

Cirka 200 Jehovas Vidner deltog frivilligt i oprydningsarbejdet. Der blev taget mål til nye vinduer. Nye ruder blev skåret til og sat i. Mange tage blev udskiftet.