Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

En pind der renser tænderne

En pind der renser tænderne

En pind der renser tænderne

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I ZAMBIA

SELV om kun få afrikanere ejer en industrifremstillet tandbørste, er smukke hvide tænder noget karakteristisk for det afrikanske kontinent. Hvordan kan det være? I mange tilfælde er hemmeligheden bag afrikanernes blændende smil simpelt hen et stykke træ — en pind man tygger på.

Sådanne pinde blev i sin tid brugt af babylonierne og senere af ægypterne, grækerne og romerne. Disse små „tandbørster“ af træ var også almindelige i det før-islamiske Arabien. I Europa holdt man op med at bruge pinde som tandbørster for cirka 300 år siden, men de er stadig populære i dele af Afrika, Asien og Mellemøsten.

De pinde der bruges i Mellemøsten, stammer som regel fra „tandbørstetræet“, Salvadora persica. I Vestafrika kommer de fra lindetræet eller appelsintræet, og på det indiske subkontinent fås de hovedsagelig fra neemtræet. I Østafrika bliver næsten 300 forskellige arter af træer og buske brugt til fremstilling af sådanne pinde. Hvordan kan en pind rense ens tænder?

Når man tygger på den ene ende af en pind, går træfibrene fra hinanden og danner en grov „børste“. Hvis man bliver ved med at tygge, kan børsten fjerne partikler mellem tænderne og stimulere blodcirkulationen i tandkødet. Tygning øger også spytsekretionen, hvilket medfører en slags naturlig mundskylning der fjerner bakterier og skaber et ugæstfrit mundhulemiljø som hindrer dem i at trives. *

Men pinden der tygges på, fungerer ikke kun som børste. Nogle plantearters kviste og rødder indeholder kemiske stoffer som forsinker plakdannelsen. Udtræk fra visse træpinde har vist sig at have en antibakteriel og svampebekæmpende virkning. Kviste fra det føromtalte „tandbørstetræ“ kan endda benyttes i forbindelse med forebyggelse af mavesår. Grene fra planten Diospyros lycioides, som vokser i Namibia og lokalt kaldes muthala, indeholder stoffer der hæmmer væksten af sygdomsfremkaldende mikroorganismer som kan give caries, tandkødsbetændelse og halsbetændelse. Dette naturlige tandhygiejniske hjælpemiddel kan forebygge huller og styrke både tandkødet og det væv tanden sidder fast i. Nogle firmaer fremstiller tandpasta der indeholder fibre og resiner som er udvundet af sådanne planter.

Mange foretrækker selvfølgelig at bruge en almindelig, fabriksfremstillet tandbørste. Hvad enten man bruger en pind eller vælger den mere moderne tandbørste, er én ting helt sikker: Mundhygiejne er en vigtig del af den personlige hygiejne, som forebygger sygdom.

[Fodnote]

^ par. 6 Kosten har selvfølgelig også betydning. Landbefolkningen i Afrika spiser som regel flere fuldkornsprodukter og grøntsager end byboerne. De drikker ikke så mange sodavand og spiser ikke så meget sukker og forarbejdet kost — fødevareprodukter som man véd øger risikoen for at få caries.

[Illustration på side 11]

Nogle af de pinde der bruges til at rense tænder med, stammer fra neemtræet

[Kildeangivelse]

William M. Ciesla, Forest Health Management International, www.forestryimages.org