Tænk på sikkerheden når du reparerer bil
Tænk på sikkerheden når du reparerer bil
Kevin havde flere gange prøvet at skifte olie på sin bil. Han vidste hvordan man fjerner proppen i bundkarret og skruer den fast igen. Men en dag da Kevin skulle skifte olie, smuttede topnøglen, og hans hånd ramte et stykke skarpt metal. Han fik et slemt snitsår i håndfladen der skulle sys sammen med adskillige sting.
MANGE foretager, ligesom Kevin, jævnligt service og mindre reparationer på deres bil. For nogle er det ganske enkelt et spørgsmål om at spare penge. Men det har også andre fordele at lære noget grundlæggende om vedligeholdelse og reparation af biler. „Jeg fik engang problemer med bilen da jeg var ude på en lang køretur,“ siger Kathy. „Men fordi jeg havde lært at lave nogle småreparationer på min bil, kunne jeg ordne problemet og køre videre.“
Måske har du også lyst til at kunne vedligeholde og reparere din bil. Men hvad skal man være opmærksom på for ikke at komme til skade?
Vær forudseende!
Det første du skal tænke på, er sikkerheden. * Som man kan se i tilfældet med Kevin, er det let at komme til skade når der ikke er meget plads at arbejde på, og når man skal lægge kræfterne i mens man bruger værktøj. Når en bolt skal strammes med en topnøgle, bør man for eksempel sikre sig at værktøjet har godt fat om bolten. Man kan spørge sig selv: ’Hvad vil min hånd ramme hvis værktøjet smutter?’ Desuden kan det give en vis beskyttelse at have handsker på eller at vikle en klud om hånden. Det er også lettere at styre en bevægelse ind mod én selv i stedet for bort fra sig. Hvis det drejer sig om at løsne en bolt, vil det måske være en god idé kun at dreje bolten en kvart omgang ad gangen. Det er en god regel altid at være forudseende og have kontrol med situationen. Man må endelig ikke ignorere dette fordi man har travlt.
Der sker ofte uheld når man bruger et stykke værktøj forkert. Tom havde for eksempel problemer med at skifte tændrørene i sin bil. Hvorfor? Hans topnøgle var for kort, og den fik ikke ordentligt fat om det første tændrør. Til sidst satte han en forlænger på mellem topnøglen og skralden. Derefter skiftede han de resterende fem tændrør på samme tid som det havde taget at skifte det ene — og han gjorde det uden uheld! Hvad kan man lære af det? Det er vigtigt at bruge det rigtige værktøj.
Mens man arbejder under bilen eller kigger op under instrumentbrættet, kan må få noget i øjnene. Hvordan kan man forhindre det? „Man skal bruge en eller anden form for øjenbeskyttelse, som for eksempel beskyttelsesbriller,“ siger Sean, der har arbejdet som mekaniker i over ti år. „På det værksted hvor jeg arbejder, er det et krav at man skal bruge den slags sikkerhedsudstyr.“ Arbejder man i nærheden af farlige væsker, som for eksempel batterisyre, skal man bruge beskyttelsesbriller.
Når du arbejder under bilen, så brug altid en godkendt donkraft, en professionel lift eller en forsvarlig værkstedsgrav. Bevæg dig aldrig ind under et køretøj der kun understøttes af en donkraft. I instruktionsbogen til nogle biler er der angivet hvor man bør placere
donkraften og godkendte bukke for at understøtte bilen tilstrækkelig. Vær dog opmærksom på at en pludselig påvirkning, for eksempel de ryk det kan give når man kæmper for at løsne en genstridig bolt — kan få bilen til at glide ned fra sine støttepunkter.Hvordan man undgår farlige overraskelser
Nogle af bilens dele kan blive så varme at man brænder sig på dem. For eksempel kan vandet i køleren stadig være varmt i et stykke tid efter at motoren er blevet standset. Forsøg derfor ikke at fjerne kølerdækslet før det er kølet så meget af at man kan holde på det. I nogle biler er der en elektrisk kølerventilator som starter automatisk — selv efter at motoren er blevet standset. Man kan undgå uheld ved at fjerne stelkablet fra batteriet inden man begynder at arbejde.
Når man arbejder på bilen, bør man undlade at bære ringe eller smykker, især når motoren går. Smykker af metal risikerer ikke alene at hænge fast i dele der stikker ud — de kan også fremkalde en kortslutning og blive rødglødende! Slips, tørklæder, vide ærmer og langt hår kan vikle sig ind i bevægelige dele.
Selv når man tror at nu har man ordnet sit problem, så er der en sidste regel man skal følge. „Dobbelttjek altid dit arbejde,“ siger Dirk, der er værkfører på et travlt værksted. „Jeg kan huske at en mekaniker engang glemte det efter at han havde ordnet nogle bremser. Bremserne svigtede, og bilen kørte lige ind i mit skrivebord.“
Når der opstår noget uventet
Tom opdagede en dag at hans bil var overophedet. Der var gået hul på en kølerslange, og noget væske var løbet ud. Han lappede hullet med et stykke bred og solid tape han havde i bilen, og hældte frostvæske og vand på køleren. Derefter kørte han til en reservedelsforhandler og købte en ny slange. Toms oplevelse viser at det er godt at være forberedt på uventede situationer og have det nødvendige udstyr i bilen.
Når man kører, bør man være opmærksom på underlige lyde og lugte. Yvonne lagde engang mærke til en underlig lugt der kom fra motoren. Hendes mand åbnede motorhjelmen og så en lille gejser af kølervæske der sprøjtede op fra et mindre hul i den øverste del af kølerslangen. Eftersom Yvonne og hendes mand havde opdaget problemet inden bilen blev overophedet, kunne de selv køre til et autoværksted.
Hvad skal man gøre hvis man får motorstop? For det første skal man forsøge at få bilen så langt væk fra kørebanen som muligt. Det anbefales at passagerer, især børn, bliver inde i bilen med sikkerhedsbæltet spændt fast. Hvis det er nødvendigt at stige ud af bilen, så stil dig så langt væk fra trafikken som muligt. Tænd havariblinket, og luk motorhjelmen op som et signal til andre om at du har problemer med bilen. Husk at sætte en advarselstrekant op.
Hvis bilens batterier er flade, kan du få starthjælp fra et andet køretøj. Men vær opmærksom på at batterierne danner en letantændelig gas. En gnist kan antænde gassen, og resultatet vil blive en eksplosion der måske vil oversprøjte dig med ætsende syre. Hvis du eller den hjælpsomme bilist er i tvivl om hvordan man bruger startkabler, * vil det være bedst at skaffe professionel assistance.
Som vi har set, er det et stort ansvar at vedligeholde sin bil. Men hvad enten du arbejder på din bil for at ordne et akut problem eller udfører vedligeholdelsesarbejde, er det nødvendigt at være bevidst om sikkerheden.
[Fodnoter]
^ par. 6 Hvis du ikke har prøvet at udføre en bestemt opgave før, vil det være godt at få fat i en reparationshåndbog til din bil eller bede en erfaren ven om hjælp. Er bilen mere eller mindre computerstyret, er det nok en god idé at få en rutineret mekaniker der har det fornødne udstyr, til at se på den.
^ par. 18 Ved starthjælp på en nyere bil skal man bruge startkabler med indbygget beskyttelse mod overbelastning, ellers vil man kunne skade bilens elektroniske system.
[Tekstcitat på side 21]
Der sker ofte uheld når man bruger et stykke værktøj forkert
[Ramme/illustrationer på side 19]
Hav dette med i bilen
■ Reservehjul og donkraft
■ Startkabler
■ Advarselstrekant
■ Værktøj og beskyttelsesbriller
■ Lommelygte
■ Ekstra dunke (med olie, vand, frostvæske og bremsevæske)
■ Kraftig tape
■ Ekstra sikringer
■ Reb (Bemærk: I nogle lande er det kun lovligt at få en autoriseret kranbil til at slæbe andre biler)
■ En kasse hvor værktøjet kan ligge ordentligt, og hvor dunke kan stå oprejst
Måske har du lyst til at medbringe mere end det der er på denne liste, men nogle autohjælpsfirmaer som på stedet yder bistand til nødstedte bilister, er tilbageholdende med at reparere en bil der er brudt sammen, hvis ejeren allerede selv er begyndt at udbedre fejlen. Hvis du abonnerer på autohjælp, find da ud af hvilke reparationer firmaet tillader at du selv laver.