„Vi er meget glade for vores tøj“

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I MEXICO

DA SPANIERNE første gang ankom til Mexico i det 16. århundrede, stødte de på mange forskellige kulturer — aztekernes, mayaernes og andre. Blev disse kulturer fuldstændigt udryddet af europæerne? Nej, de findes endnu. Af befolkningen i Mexico er omkring 12 millioner direkte efterkommere af etniske grupper som også var her før Christoffer Columbus’ tid. Mange taler endnu de oprindelige sprog, og man kan kende dem på deres smukke dragter.

Den sydvestlige delstat Oaxaca har den største variation af kulturer i Mesoamerika og er som et stort modeshow. Her finder man chontalerne, som lever af landbrug og kvægavl samt af at samle og jage i bjergene. Familiernes haver er fyldt med frugter, grøntsager og blomster. Chontalerne viser deres forkærlighed for naturen ved at brodere blomster og dyr i røde og sorte farver på kvindernes bluser. Ugifte kvinder pynter sig også med farverige bånd i håret.

Huavaerne og zapotekerne bor ligesom chontalerne på Tehuantepectangen, og der er store ligheder i deres klædedragt, men lokalbefolkningen kan alligevel se på en kvindes klædedragt hvilken etnisk baggrund hun har. Zapotekerne, som kalder sig ’folket fra skyerne’, kan endog fastslå hvilken landsby en kvinde kommer fra, alene ved at lægge mærke til hvordan hun sammensætter sit tøj. Chinantekerne, som kommer fra den nordlige del af Oaxaca, bruger mere detaljerede mønstre. Forfædrenes historie bliver fortalt gennem de billeder kvinderne broderer på deres løsthængende, ærmeløse kjoler, kaldet huipiler. Til mere højtidelige lejligheder klæder de sig i flot broderede dragter, som de kalder for „stor mave“.

 Mixtek-kvinder i visse områder af delstaterne Oaxaca, Guerrero og Puebla er også meget glade for broderier. I et af områderne udsmykker kvinderne deres musselinbluser med noget de kalder for „lav mig hvis du kan“. Som andre mexicanske folkeslag bruger de mixtekere der bor langs kysten, den samme slags stof som deres forfædre brugte for hundreder af år siden. På museer kan man se tegninger og dukker fra tiden før spanierne ankom, der viser den samme væveteknik som bliver brugt den dag i dag.

Mænds klædedragt hos mayaerne og aztekerne var meget kunstfærdig i gammel tid. I vor tid går de fleste af de indfødte mænd dog mere eller mindre konventionelt klædt. Men en forkærlighed for klæder fra tiden før spaniernes ankomst kan dog stadig spores, for eksempel blandt huicholerne. Blandt dem har det broderede tøj, der symboliserer deres status i samfundet, så indviklede mønstre og kunstfærdigt tilbehør at det tager tid at studere og opfatte alle detaljerne.

Vil man finde klædedragter der ligner dem fra tiden før spanierne kom, finder man de bedst bevarede blandt nahuatlerne i Cuetzalan-området i delstaten Puebla. Her går kvinderne med prangende hovedbeklædninger af garn der er flettet ind i håret, og bruger et quechquemitl, et fint og let pyntesjal. (Se billedet på side 26). Man kan se eksempler på lignende klædningsstykker afbildet i gamle optegnelser.

I højlandet i delstaten Chiapas er der en mosaik af forskellige etniske grupper, nogle af dem beslægtede. I dette område klæder tzotzilerne, tzeltalerne og tojolabalerne sig i dragter der for dem bare er hverdagstøj, men som er noget af et syn for udenforstående.

Mange i dette område fremstiller også deres eget stof. Når man af sin mor lærer at fremstille sit eget stykke klæde, kan man ikke undgå at føle et stærkt tilhørsforhold til sine forfædre. Tzotzilkvinderne fra det kølige højland i Chiapas lærer hele processen med at lave tøj, lige fra at klippe fåret, vaske og spinde ulden samt farve den med plantefarve, inden de væver stoffet på en traditionel væv. „I begyndelsen var det svært,“ siger Petrona, en pige fra Chamula, stolt, „men jeg var virkelig glad da jeg havde lavet min første uldne nagua [nederdel] og broderet min første bomuldsbluse. Jeg har også selv lavet mit skærf.“ Når man først forstår hvor meget arbejde det har krævet, kan man bedre sætte sig ind i hvorfor hun siger: „Vi er meget glade for vores tøj.“

I de områder af Yucatánhalvøen hvor man er mere konservativ, bruger mayakvinderne til hverdag en hipil, en løsthængende hvid kjole broderet med farverige mønstre. Med dette klædningsstykke følger meget ofte et blondeunderskørt. Ved særlige lejligheder ifører kvinderne og de unge piger sig — både på landet og i byen — med stolthed en terno, en mere kunstfærdigt udsmykket hipil.

Det kan være meget dyrt for besøgende at anskaffe sig sådanne traditionelle mexicanske kjoler. Men til trods for at de fleste indfødte har meget små midler, kan de få del i denne luksus fordi de selv møjsommeligt fremstiller tøjet.

At overvære et kristent møde i en af de 219 lokalsprogede menigheder af Jehovas Vidner i Mexico er en fryd for øjet. Ved disse lejligheder klæder de tilstedeværende sig i deres mere kunstfærdigt udførte dragter, en arv fra deres forfædre — og det er et smukt syn!

 [Kort på side 26]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

YUCATÁN

PUEBLA

OAXACA

CHIAPAS

[Illustration på side 26]

Maya-blondeunderskørt

[Illustration på side 26]

Zapotek-broderi

[Illustration på side 26]

Zapotekere, Oaxaca

[Illustration på side 26]

Maya- kvinde, Yucatán

[Illustration på side 26]

Nahuatlere, Puebla

[Illustration på side 26]

Tzotzilkvinde, Chiapas