En udendørs udstilling af træhuse

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I SLOVAKIET

I NOGLE lande har man gjort en stor indsats for at bevare smukke gamle huse som før blev brugt til beboelse, på frilandsmuseer. Et frilandsmuseum er et udendørs museum hvor man har samlet traditionelt byggeri af kulturhistorisk interesse på ét sted for at gøre de nuværende generationer bekendt med deres forfædres livsform og kunstneriske smag.

Et typisk eksempel på et sådant frilandsmuseum ligger i Centraleuropa, nærmere betegnet nær floden Orava i det nordlige Slovakiet. Lad os se nærmere på dette museum.

Museumslandsbyen Orava

Oravas frilandsmuseum i Zuberec giver et realistisk, tredimensionelt billede af kulturhistorien i dette område i naturlig størrelse. Museet blev grundlagt i 1967 og omfatter huse fra 74 nærliggende landsbyer og landbrug, samt fra afsidesliggende spredte bebyggelser. Samtlige bygninger blev transporteret til museet i mange dele og derefter omhyggeligt samlet igen.

Museet har i alt 11 komplette ejendomme som vi kan besøge. Nogle af boligerne har været hjem for den jævne befolkning i Orava, andre har tilhørt de mere prominente i landsbyen, som har huset borgmestre, adelsmænd, landmænd, landbrugsmedhjælpere og håndværkere. Eftersom jordbrug, kvægavl og fåreavl i flere århundreder var de erhverv de fleste indbyggere var beskæftiget med, er der mange landbrugsbygninger på museet. Foruden en tærskeplads og en fårefold med tilhørende hytte har museet hølofter, kostalde, kornmagasiner og lagerbygninger bygget af bjælker. Vi finder også et bistade, håndlavet værktøj fremstillet efter lokal tradition, et klokketårn og en trækirke med en tilhørende imitation af en kirkegård.

Efter at have set flere af husene bemærker vi at et typisk Orava-hus bestod af fire rum — en opholdsstue, en entré, et køkken og et lille opbevaringsrum bagerst i huset. Nogle af boligerne havde også en lav kælder med et gulv belagt med flade sten. Husene blev bygget af udskåret tømmer, og vinduer og døre blev ofte fremhævet ved at ’indramme’ dem med hvid maling. Tagene og de udsmykkede gavle var beklædt med tækkespån eller planker. Selv om opholdsstuen nogle gange blot havde lergulv, kunne væggene være hvidtet eller beklædt med fint forarbejdet naturtræ. Madlavning foregik over åben ild i køkkenet hvor der var en skorsten som røgen kunne forsvinde op gennem. Ilden fra køkkenet opvarmede også stuen.

Arbejde og leg foregik i fællesskab

Indretningen af disse træhuse er et håndgribeligt bevis på at der var tale om samfund med en stærk samhørighedsfølelse og et nært forhold mellem generationerne. Både i landsbyerne og i de enkelte hjem havde man tilrettelagt forholdene med henblik på samarbejde. Under de barske vilkår i disse bjergrige områder ville det også have været næsten umuligt at overleve hvis man ikke havde haft et nært samarbejde. Familier og naboer arbejdede sammen når køer, får og gæs skulle sættes på græs, og hele landsbyen var fælles om at meje markerne og bringe landbrugsprodukterne ind til markedet. Vedligeholdelse af græsgange og grusveje var også en kollektiv opgave.

Trods det hårde arbejde levede landsbyens beboere i almindelighed en lykkelig tilværelse, især i høsttiden. En rigelig mælkeproduktion og nyankomne kalve og lam gav anledning til stor glæde. Ved sådanne lejligheder genlød bakkerne af folkeviser og flerstemmig sang, akkompagneret af harmonika, fløjte og mundharmonika. Om vinteren samledes de unge piger og de gifte kvinder for at plukke gåsefjer til puder  og dyner. Mændene fik tiden til at gå med at fortælle historier mens de arbejdede, og sidst på dagen samledes man til dans. Nogle steder i området har man holdt disse traditioner i hævd helt frem til i dag.

Et glimt af svundne tider

De dygtige håndværkere som byggede disse smukke gamle træhuse, brugte tegninger der var baseret på byggetekniske principper og grundplaner som gik i arv fra generation til generation. I konstruktionen gjorde man god brug af de materialer der var tilgængelige lokalt. Den smukke måde hvorpå bygningerne passer til deres omgivelser, vidner desuden om praktisk visdom og kunstnerisk sans. Man ser tydeligt at bygningshåndværkerne har lagt hele deres hjerte og faglige kunnen i arbejdet.

Den verdensberømte arkitekt Ludwig Mies van der Rohe har sagt: „Hvert et øksehug har en betydning, og hvert et snit med et stemmejern en mening. . . . Hele generationers ekspertise kommer til udtryk i disse bygninger. Hvilken indsigt i brugen af de anvendte materialer, og hvilke stærke tanker og følelser vidner disse bygninger ikke om? Hvor er de dog tiltalende og charmerende at se på! De er som et ekko af fortidens sange.“

Mens vi standser op for at beundre arkitekturen på frilandsmuseet, prøver vi at forestille os hvordan det har set ud når de mennesker der boede i disse huse, udførte deres daglige gøremål. Forhåbentlig kan vi tage lidt af den ro der kendetegnede deres livsform, med os ud i nutidens hektiske verden.

[Kort på side 14]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Zuberec

[Illustrationer på side 15]

(1) Træhuse; (2) interiøret i et af husene; (3) beboere fra omegnen spiller og danser i folkedragter