Atomkrig — Stadig en trussel?

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I JAPAN

„Ethvert tænkende menneske frygter en atomkrig, og enhver teknologisk stat lægger planer for en sådan. Alle ved at en atomkrig er vanvid, og alle nationer har en undskyldning.“ — Carl Sagan, astronom.

DEN 6. AUGUST 1945 kastede et amerikansk krigsfly en atombombe over den japanske by Hiroshima og forårsagede på et øjeblik et ekstremt stort tab af menneskeliv og ejendom. Det var den første atombombe der blev brugt i krigsførelse. Eksplosionen tilintetgjorde 13 kvadratkilometer af byen, hvor der havde boet 343.000 mennesker, og over to tredjedele af byens bygninger blev ødelagt. Bomben dræbte 70.000 mennesker, og 69.000 blev såret. Tre dage senere blev der kastet endnu en atombombe, denne gang over Nagasaki; 39.000 blev dræbt, og 25.000 såret. Omkring halvdelen af bygningerne i byen blev ødelagt eller beskadiget. Aldrig før i historien havde man taget så kraftigt et våben i brug. Verden havde forandret sig — menneskeheden var trådt ind i atomalderen. Få år senere udviklede USA, det tidligere Sovjetunionen, Storbritannien, Frankrig og Kina et langt mere ødelæggende våben — brintbomben.

Den kolde krig — konflikten mellem kommunistiske og ikkekommunistiske lande — fremskyndede udviklingen af endnu mere avancerede atomvåben og fremføringsmidler. Verden blev grebet af frygt da der blev udviklet såkaldte interkontinentale ballistiske missiler (ICBM) som inden for få minutter — ikke timer — kunne ramme mål næsten 6000 kilometer borte. Nogle ubåde blev udstyret med atommissiler nok til at tilintetgøre 192 forskellige mål. Det blev engang anslået at der på verdensplan fandtes 50.000 atomsprænghoveder! Under den kolde krig var menneskeheden på randen af det nogle kaldte et atomragnarok — en krig uden vindere.

Den kolde krigs afslutning

I 1970’erne lettede det spændte forhold under den kolde krig, „som tilkendegivet i SALT I- og SALT II-aftalerne [Strategic Arms Limitation Talks],“ oplyser The Encyclopædia Britannica. Værket fortsætter: „Heri fastsatte de to supermagter grænser for deres antiballistiske missilsystemer og deres strategiske missiler der kan anvendes som atomvåbenbærere.“ Sidst i 1980’erne oplevede man så et tøbrud i den kolde krig, og få år senere var den slut.

En rapport fra fredsfonden Carnegie Endowment for International Peace siger: „Afslutningen på den kolde krig skabte håb om at det langvarige atomvåbenkapløb og konflikten mellem USA og Rusland var ved at ophøre.“ Atomnedrustningen har resulteret i at hundredvis af atomvåben i de senere år er blevet demonteret. I 1991 underskrev Sovjetunionen og USA den såkaldte Treaty on Reduction and Limitation of Strategic Offensive Arms (en traktat vedrørende reduktion af strategiske våben). Traktaten forpligtede — for første gang i historien — de to atommagter til ikke blot at begrænse, men også at nedbringe antallet af de kampklare strategiske atomsprænghoveder til 6000 i hvert af de to lande. I slutningen af 2001 erklærede begge parter at de havde overholdt traktaten ved at skære ned på antallet af deres strategiske atomsprænghoveder som aftalt. Året efter  underskrev de to lande desuden Moskvatraktaten af 2002, som forpligter begge parter til yderligere at reducere antallet af atomsprænghoveder til mellem 1700 og 2200 i løbet af de kommende ti år.

Men trods denne udvikling „er det i betragtning af truslen om en atomkrig ikke tiden at være veltilfreds,“ har FN’s generalsekretær Kofi Annan sagt. Han tilføjede: „Brugen af atomvåben i en konflikt er stadig en meget reel og særdeles skrækindjagende mulighed ved begyndelsen af det 21. århundrede.“ Sørgeligt nok er der i dag stadig fare for en atomkatastrofe, en af langt værre omfang end dem i Hiroshima og Nagasaki. Hvem udgør en trussel? Og vigtigere endnu: Kan en atomkrig undgås?