Bjerge af marmor
Bjerge af marmor
AF VÅGN OP!-SKRIBENT I ITALIEN
DET ser ud som om bjergtoppene over byerne Carrara og Pietrasanta er sneplettede. Men disse hvide pletter er i virkeligheden vidtstrakte områder med marmorbrokker fra brydning i bjergene. Disse bjerge i Toscanas Apuanske Alper i det nordlige Italien er geologisk set enestående. Her er bjergene af marmor. Intet andet sted i verden findes der en så stor koncentration af denne ædle bjergart.
Lige siden oldtiden har man brudt marmor i disse bjerge og brugt det til søjler, væg- og gulvbelægning samt smukke skulpturer. Store mængder marmor har, ud over lokale håndværkeres erfaring og ekspertise samt den teknologi man anvender her, gjort området til et verdenscenter for marmor. Det er ikke kun det man bryder lokalt, der bliver forarbejdet her. Sten fra alle dele af verden bliver sejlet til Carraras havn og forarbejdet af de specialiserede virksomheder i området, for så igen at blive sendt ud til hele verden.
En ældgammel tradition
Oldtidens romere brugte sten fra dette område til deres bygningsværker og skulpturer. Carraras hvide marmortype, statuario, regnes for at være særlig smuk. I 1505 besøgte Michelangelo byen for at udvælge sig nogle finkornede marmorblokke uden årer og fejl. Af disse sten udhuggede han nogle af sine kendteste mesterværker.
De gamle brydningsmetoder forandrede sig praktisk talt ikke i flere hundrede år. Man udså sig nogle sprækker i klippen eller lavede selv nogle, som man bankede trækiler ind i. Når der blev hældt vand på kilerne, udvidede de sig, og en blok blev på den måde frigjort. I midten af det 18. århundrede begyndte man at bruge sprængstof, men det ødelagde så meget af klippen at højst en tredjedel var brugbar. Bunker af store marmorbrokker — de pletter på bjergene der ser ud som sne — vidner om tidligere anvendte brydningsmetoder.
Det var ikke ufarligt at transportere stenblokke ned ad de stejle skråninger med slæder og reb. „Knækkede tovet der holdt slæden, betød det den visse død for holdlederen, der stod foran marmorblokken og dirigerede begivenhederne; og hvis en af de andre på holdet blev ramt af tovet, der svirpede voldsomt tilbage, var han prisgivet,“ fortæller en kilde.
I dag bruges der selvfølgelig helt andre metoder. Jeg tilbragte en dag i Carrara-området og fik et lille indblik i hvordan man nu arbejder med marmor. Lad mig fortælle hvad jeg lærte.
Et besøg i marmorbruddet
Jeg skal følges med en guide, Giovanni, op til bruddet. Jeg finder ham på en af de mange oplagspladser der er i Carrara. Her opbevares i hundredvis af marmorblokke stablet pænt oven på hinanden, klar til at blive solgt eller til at blive forarbejdet på stedet. Der er maskiner som saver blokkene i skiver, og maskiner der polerer skiverne — to arbejdsopgaver som tidligere skulle klares med håndkraft.
Vi tager Giovannis firhjulstrækker op til marmorbruddet. På vejen derop kører vi igennem stejle hårnålesving som fører os ind i en smal bjergdal hvor der ligger hvide stenbrokker overalt. Vi møder lastbiler der med besvær kører ned ad
bjerget med kæmpestore stenblokke; de kan laste op til 30 tons.Da vi kører rundt om et hjørne, får vi øje på en skinnende hvid væg hugget ind i bjerget. Væggen er enormt stor og består af en række trin eller terrasseafsatser der hver er mellem seks og ni meter høje. Giovanni kører op på en af dem og stopper bilen.
Jeg ser straks at vi nu befinder os i et af dalens utallige marmorbrud. Flere hvide ’ar’ i klippen, nogle af dem flere hundrede meter over os, træder tydeligt frem. Det er ikke uden grund at dette er blevet kaldt ’et storslået, men sørgeligt’ skue.
Mens jeg står og funderer, fanges min opmærksomhed af en bulldozer der med et spidst værktøj forsøger at vælte en blok ned fra vores afsats. Blokken er fuldstændig retvinklet og er omkring 11 meter lang, 2 meter bred og 6 meter høj. Den vælter ned på et lag af stenbrokker der er lagt ud på forhånd for at afbøde faldet. Men hvordan saver man sådanne blokke fri af klippevæggen?
Giovannis far, Franco, der har arbejdet i bruddene hele sit liv, giver mig svaret på det spørgsmål. Han viser mig en remskive der trækker en lang stålwire som skærer sig ind i bagvæggen på den afsats vi står på. Man har boret et hul vandret ind i klippesiden, forklarer Franco, og et lignende hul lodret ned i afsatsen ovenover. De to huller skal ramme hinanden. En stålwire besat med diamanter føres igennem de otte centimeter brede borehuller og samles så den danner en ring, ligesom en stor halskæde. Spændt ud og trukket hurtigt rundt af en elmotor skærer wiren således marmoret ud i den ønskede størrelse. Og når alle blokkens sider — vandrette og lodrette — er skåret fri, bliver blokken væltet. Stålwiren bruges også til at skære blokken i mindre, transportable stykker med. Man anvender lignende metoder i nærliggende underjordiske brud hvor man udhugger marmor dybt inde i hjertet af disse bjerge.
Lokale fabrikker omdanner dette råmateriale til en række forskellige produkter — fliser, konstruktionselementer og bygningsfacader. Carraras stenprodukter har lige siden antikken hovedsagelig været brugt som byggemateriale.
Nogle værksteder producerer gulve og inventar til ind- og udvendig brug, designet efter køberens ønske. Andre værksteder har specialiseret sig i at lave smukt udskårne
kaminhylder, udstyr til badeværelser samt borde og lignende. De forskellige lokale produkter i mange smukke mønstre og farver kommer til at pryde torve såvel som offentlige og private bygninger i hele verden, deriblandt tilbedelsessteder, museer, butikscentre, lufthavne og skyskrabere.At marmor bliver brugt industrielt, er interessant, men at det anvendes dekorativt og kunstnerisk, synes jeg også er spændende. For at finde ud af mere om dette tilbringer jeg eftermiddagen i Pietrasanta.
Marmorværkstederne
„Besøg marmorværkstederne,“ lyder det i en turistbrochure om Pietrasanta, „håndværkerne vil være glade for at vise dig deres kunnen.“ Pietrasanta er et hyggeligt lille sted, og jeg kan frit gå ind i mange af de værksteder der ligger i og omkring den gamle bymidte, og beundre de mange genstande der laves her.
Jeg møder billedhuggere fra mange lande som er travlt optaget af at fremstille komplicerede originale værker; mens de lokale håndværkere, med hænder og ansigt dækket af hvidt støv, er koncentrerede om at lave statuer efter gipsmodeller. Udstillingsateliererne, der er fyldt med klassiske og moderne skatte, ligner overfyldte museer.
At lave en skulptur er tidskrævende. En stenblok på for eksempel to tons bliver måske maskinskåret så den i grove træk har den ønskede form; efterfølgende kan der så gå mellem tre og fem måneder hvor man forsigtigt arbejder med blokken før skulpturen er færdig. Håndværkeren fjerner måske et helt ton marmor i denne proces. Det vigtigste værktøj for en billedhugger var tidligere hammer, mejsel og fil. I dag kan man udføre arbejdet hurtigere ved at bruge redskaber som vinkelsliber og lufthammer, „lillebroderen“ til tryklufthammeren, som man kender fra vejarbejde. De små detaljer må man dog stadig klare i hånden. Resultatet af dette arbejde kan være fantastisk smukt.
At fremstille skulpturer i marmor er en kunstart som ikke længere praktiseres ret mange steder. Men takket være Carrara- og Pietrasanta-områdets ressourcer, de flere hundrede års erfaring med billedhuggerkunst og de talrige besøg af kunstnere der kommer hertil for at lære af de lokale håndværkere, kan området med rette kaldes „et stort marmorakademi“.
[Illustration på side 24]
Underjordisk brud
[Illustrationer på side 24, 25]
Man bruger en stålwire besat med diamanter når man skærer marmorblokke
[Illustration på side 24, 25]
Marmorbrud i Carrara, Italien
[Illustration på side 25]
En marmorstatue af kejser Augustus fra det første århundrede
[Kildeangivelse]
Scala/Art Resource, NY
[Kildeangivelse på side 23]
Studio SEM, Pietrasanta