„Du fandt mig, Jehova!“

FORTALT AF NELLY LENZ

„Er I Jehovas Vidner?“ spurgte jeg de to mænd der var kommet til vores dør. „Ja,“ svarede de, hvortil jeg udbrød: „Det er jeg også.“ Jeg var kun 13 år gammel og kom ikke til møderne i rigssalen. Mine forældre var ikke Jehovas Vidner. Men hvorfor sagde jeg at jeg var det?

HAVDE det ikke været for Jehovas Vidner, var jeg muligvis aldrig blevet født. Min mor blev gravid med mig mens hun boede i Montreal i Quebec i Canada. Hun var kun 17 år. Hendes familie pressede hårdt på for at hun skulle få en abort, og det gik hun med til.

Min mor bad om at få en dag fri fra sit arbejde så hun kunne få foretaget aborten. Hendes chef, som var et af Jehovas Vidner, fandt åbenbart ud af hvorfor hun gerne ville have fri. Hun fortalte hende derfor ganske kort om hvor dyrebart livet er. (Salme 139:13-16) På vej til abortklinikken tænkte min mor over det hendes arbejdsgiver havde sagt, og besluttede sig for ikke at få en abort. Efter fødselen anbragte hun mig på et børnehjem.

Kontakt med sandheden fra Bibelen

Da jeg var omkring to år gammel, hentede min mor og hendes nye mand mig på børnehjemmet. Mens de boede i byen Sainte-Marguerite-du-Lac-Masson, begyndte de at studere Bibelen med Jehovas Vidner og at overvære menighedsmøderne. Men ikke lang tid efter flyttede vi til Boisbriand, og mine forældre holdt op med at studere.

Få år senere genoptog de deres bibelstudium. Jeg lyttede med for at høre hvad der blev sagt om Bibelens løfte om et paradis på jorden. (Lukas 23:43) Jeg kom til at elske Jehova meget højt.

Men en dag fortalte min mor mig at de var holdt op med at studere med Jehovas Vidner, og at vi ikke længere ville tage i rigssalen. Til at begynde med var jeg henrykt. Jeg var otte år gammel og syntes nogle gange at møderne var lige lovlig lange. Den samme aften ville jeg dog gerne tale med Jehova i bøn, men jeg var bekymret for om han ville lytte til mig.

Den følgende søndag så jeg vores naboer som var Jehovas Vidner, tage af sted til møde i rigssalen. Jeg begyndte at græde og spurgte Gud: „Hvorfor må deres børn gerne komme med til møderne når jeg ikke må?“ Ikke desto mindre viste ordene i Salme 33:18 sig at være sande: „Se! Jehovas øje er rettet mod dem der frygter ham, mod dem der venter på hans loyale hengivenhed.“

Jeg begynder igen at komme i rigssalen

Tre uger senere besøgte jeg nabofamilien og sagde til moderen, Lilianne, at jeg gerne ville overvære møderne. Hun forklarede at det ikke var muligt fordi min mor ikke ville have noget med Jehovas Vidner at gøre. Men jeg insisterede, så hun fulgte mig hjem og spurgte min mor om jeg måtte tage med dem. Til min overraskelse gik min mor med til det. Hun sagde at  jeg kunne lære nogle gode principper ved møderne. Så hver søndag tog jeg til møde.

I omkring tre år overværede jeg møderne. Men da jeg var 11, blev mine forældre skilt, og min mor og jeg flyttede væk. Nu mistede jeg igen kontakten med Jehovas Vidner.

Et uventet møde

En dag da jeg sad på fortrappen til vores hus, kom to Jehovas Vidner — Eddie Besson og Don Fisher — hen imod mig og spurgte om mine forældre var hjemme. Da jeg sagde at det var de ikke, vendte de sig om for at gå. Men jeg løb efter dem, og det var på det tidspunkt at samtalen som er nævnt i indledningen, fandt sted.

De to mænd blev naturligvis forbavsede over at høre at jeg var et af Jehovas Vidner. Jeg forklarede dem min situation og bønfaldt dem om at komme tilbage samme aften. Da jeg fortalte min mor at de ville komme forbi, blev hun meget vred og sagde at hun ikke ville tillade dem at komme ind i vores hjem. Faktisk planlagde hun at gå før de kom. Grædende tiggede jeg min mor om at blive. Ligesom hun var ved at gå, ringede det på døren, og dér stod Eddie Besson. Forestil jer hvor glad jeg blev da min mor sagde ja til et bibelstudium!

Endelig kunne jeg igen overvære møderne! Men inden der var gået et år, holdt min mor endnu en gang op med at studere. Denne gang forbød hun mig at have nogen som helst kontakt med Vidnerne, og hun skaffede sig af med alle de publikationer fra Jehovas Vidner hun kunne finde. Men det lykkedes mig at gemme en Bibel, en sangbog, to indbundne årgange af Vagttårnet, to årbøger og bogen Sandheden der fører til evigt liv. * Den sidste gang Eddie Besson studerede med mig, spurgte jeg ham om hvad jeg nu skulle gøre, for jeg elskede Jehova meget højt. Han opfordrede mig til selv at studere og til at bede ofte. Han forsikrede mig om at Jehova nok skulle tage sig af mig. Jeg var kun omkring 14 år gammel.

Jeg holder mine egne „møder“

Fra da af gik jeg hver søndag ind på mit værelse og forstillede mig at jeg var til møde. Jeg indledte og afsluttede mødet med sangen „Hold jer sejrens pris for øje!“, for det var den eneste af Rigets sange som jeg kunne huske. Jeg kan stadig ikke synge denne sang uden at græde. Jeg studerede også en artikel fra Vagttårnet i de årgange jeg havde. Jeg afsluttede mit „møde“ med bøn. Så selvom jeg ikke længere kunne komme sammen med Vidnerne, følte jeg mig nær til Jehova.

Da jeg blev 17, flyttede min mor og jeg til Montreal. Det var nogle svære år, for der herskede alt andet end en kærlig atmosfære i vores hjem.

Jeg blev fundet!

Min mor tog en dag imod bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden fra Jehovas Vidner. Den lå på bordet da jeg kom hjem, og jeg begyndte at kigge i den. Da jeg så at bogen brugte Guds navn, Jehova, begyndte jeg at græde og sagde i en stille bøn, „du har fundet mig, Jehova!“

Jeg måtte i kontakt med mine åndelige brødre og søstre. Men hvordan? Min mor fortalte mig at en af naboerne vist nok var et af Jehovas Vidner. På vej til arbejde tog jeg derfor hen til naboen og ringede på døren. En mand kom halvt i søvne til døren. Han blev virkelig forbavset da jeg fortalte ham at jeg var et af Jehovas Vidner og gerne ville døbes! Han sørgede for at en søster ved navn Josée Miron begyndte at studere Bibelen med mig. Men endnu en gang satte min mor sig imod at jeg studerede. Hun sagde at jeg måtte vente med at blive et Jehovas Vidne til jeg blev 18 år.

En familie eller Jehova?

Min arbejdsgiver lagde mærke til at mine forhold derhjemme blev sværere og sværere. Han inviterede mig ofte til at være sammen med ham og hans kone i weekenden. Eftersom jeg elsker heste, tog vi tit ud at ride sammen. Ægteparret var nærmest som forældre for mig.

En dag sagde min arbejdsgiver at han og hans kone holdt meget af mig, og at de gerne ville have at jeg kom og  boede hos dem. Han tilbød mig noget som jeg altid havde ønsket mig — en kærlig familie. Men der var en betingelse — jeg måtte holde op med at komme sammen med Jehovas Vidner. Jeg fik en uge til at tænke over tilbuddet, men jeg behøvede ikke engang en dags betænkningstid. Jeg gav dem mit svar med det samme. Jehova havde aldrig forladt mig, og jeg kunne heller ikke forlade ham.

Jeg tjener Gud

På grund af de problemer jeg havde derhjemme, flyttede jeg hen til min stedfar. Han opmuntrede mig til at fortsætte med at studere Bibelen, og den 17. december 1983, da jeg var 19 år, blev jeg døbt. Hvor var jeg glad da jeg så Eddie Besson på min dåbsdag. Nu kunne han i hvert fald ikke være i tvivl om at jeg var et af Jehovas Vidner!

Men efter min dåb begyndte min stedfar at ændre indstilling. Hver gang han så mig bede, begyndte han at tale højlydt og kastede endda ting efter mig! Han insisterede også på at jeg tog en højere uddannelse der ville hindre mig i at kunne blive pioner, eller heltidsforkynder. Til sidst bad han mig om at flytte. Han gav mig en check på 100 dollars og sagde at den dag jeg blev nødt til at indløse den, ville jeg indse at Jehova var ligeglad med mig.

Jeg blev pioner den 1. september 1986, og jeg har stadig checken — den er ikke indløst! Til tider var det svært at være pioner på landet uden bil, men brødrene i menigheden støttede mig og var meget hjælpsomme.

Med tiden mødte jeg en rar bror ved navn Ruben Lenz. Vi blev gift i 1989. Ruben tjener i øjeblikket som menighedsældste i Milton i Ontario i Canada, hvor vi har boet siden 2002. Vores ægteskab har været en af de største velsignelser Jehova har givet mig. Jeg fortsatte i heltidstjenesten indtil vi fik vores første barn, Erika, i 1993. Godt tre år senere fik vi en søn, Mika. Efter alle de år hvor jeg var ensom, har Jehova rigt velsignet mig ved at give mig en familie der elsker ham lige så højt som jeg gør.

Selvom jeg i perioder af min opvækst var adskilt fra Jehovas folk, holdt jeg aldrig op med at stole på Gud og holde fast ved håbet om et evigt liv i et paradis på jorden. (Johannes 3:36) Hvor er jeg taknemmelig for at Jehova „fandt“ mig!

[Fodnote]

[Illustration på side 15]

Jeg rider på min arbejdsgivers hest

[Illustration på side 15]

Nelly Lenz med sin mand, Ruben, og deres børn, Erika og Mika