Livet i en tjekkisk mølle
Livet i en tjekkisk mølle
AF VÅGN OP!-SKRIBENT I TJEKKIET
DEN taktfaste knirken og knagen fra møllens tandhjul kunne for hundrede år siden høres overalt i Tjekkiet. Lyden virkede ikke forstyrrende på de fredelige omgivelser, men gjorde snarere landskabet endnu mere idyllisk. Møllerne havde stor betydning for samfundet.
Dengang plejede møllerens kone at bage frisk, vellugtende brød så snart kornet var malet. Man kan forestille sig hvordan hun lægger sit nybagte brød på et stort bord. Sikken en herlig duft! Og se, der er mølleren. Han er noget af et syn som han står der, helt hvid af mel. Han kalder på resten af husstanden så de sammen kan få lidt at spise.
Møller ned gennem historien
Der har været møllere næsten lige så længe som der har været agerdyrkere. I det gamle Israel var det at male korn en ganske almindelig opgave i hjemmet. Normalt var det kvinderne der malede kornet ved hjælp af håndkværne, og de arbejdede ofte sammen to og to. Bibelen omtaler desuden store møllesten der blev drejet af dyr. — Markus 9:42.
Når du hører ordet „mølle“, kommer du måske til at tænke på en vindmølle. Men i Tjekkiet var vandmøller mere populære. Hvorfor? Tjekkerne har tydeligvis ment at vandet var den mest økonomiske og pålidelige energikilde til drift af en mølle.
Ligesom mange andre steder i Centraleuropa blev der i Tjekkiet lavet store anlæg af damme, kanaler og sluser til at regulere vandstrømmen til møllerne. Mølledamme opsamlede vandet, kanaler ledte det hen til møllerne, og sluser kontrollerede vandstrømmen. Nogle kanaler var mindre end 20 meter lange, mens andre var over en kilometer lange og sørgede for vandkraft til adskillige møller langs kanalen.
Mølleren og hans hjælpere
I Tjekkiet var det sådan for hundrede år siden at mølleren og hele hans husstand boede i møllen. Mølleren boede og arbejdede under samme tag og inden for de samme tykke stenmure. Bysbørnene plejede at kalde ham „far“. Og han var nem at genkende med sine typiske
hvide bukser der var smøget op, sin kasket kantet med fåreskind og sine træsko.Mølleren skulle være stærk for at kunne udføre sit arbejde — tænk på alle de sække med mel han skulle løfte og slæbe på i løbet af sit liv. Møllerfaget var et respekteret erhverv der ofte gik i arv fra far til søn. Sønnen stod i lære derhjemme, men nogle gange arbejde han også i en periode hos andre møllermestre for at få større erfaring.
Hele familien var beskæftiget med arbejdet i møllen. Og ofte var familiens hjælp ikke nok, så mølleren udvidede sin husstand med fastansatte folk eller med daglejere. Disse daglejere var erfarne møllersvende der på den travleste tid af året hjalp til i forskellige møller mod kost og logi.
En møllebestyrer — en dygtig og højt agtet mand — stod ofte for driften af møllen. Han blev assisteret af en ung mand der havde lært møllerfaget, og som havde ansvaret for selve maskineriet. Man anså kvaliteten af det mel der blev produceret, som en målestok for hvor dygtig denne arbejder var. Der var også en møllerlærling — en kvik dreng der aldrig slap de erfarne, ældre møllersvende af syne. Der måtte ikke være noget som kunne forstyrre lærlingen i hans oplæring.
Møllestenene
I Jobs Bog i Bibelen omtales „den underste møllesten“. (Job 41:24) Disse ord fra gammel tid fortæller noget om hvordan møllesten fungerede. Der skulle være to sten — ’løberen’ der lå øverst, og ’liggeren’ der lå underst. Den underste sten lå fast, mens den øverste blev drejet rundt så kornet der passerede imellem de to sten, blev malet.
Oprindelig var møllestenene lavet af store klippestykker. Senere blev der lavet kunstmøllesten af knuste sten blandet med cement og magnesiumklorid. Tandhjulene blev bygget af en erfaren håndværker og var lavet af meget hårdt træ. Det var en krævende opgave at lave disse tandhjul, ikke kun på grund af deres komplicerede udformning, men også fordi hjulenes tænder skulle gribe rigtigt ind i hinanden. Tandhjulssystemet øgede omløbshastigheden i resten af maskineriet. Det var disse tandhjuls knirken og knagen der gav møllerne deres karakteristiske lyd.
Møllere i tjekkisk folklore
Nogle møllere var hæderlige og ærlige, men andre var grådige og herskesyge og snød deres kunder. I nogle folkeviser blev der derfor gjort nar af møllerne og deres familier, og i andre blev de rost, og deres hjælpere beskrevet som ønskværdige ægtemænd. Der er også sange der handler om store oversvømmelser — den største trussel mod mølleren og hans mølle, næst efter brand.
Historierne varierede alt efter hvor og hvornår de var blevet til. Men emnet i historierne var det samme over hele Tjekkiet. Det var omvandrende møllersvende der fortalte dem videre. De pyntede nok også noget på historierne. Den dag i dag bruges det tjekkiske ordsprog: „Historierne vandrer, og vandet løber [i møllehjulet]“ — med den underforståede betydning at en historie kører rundt og er blevet ’forbedret’.
Møller i dag
Som tiden er gået, er møllererhvervet langsomt blevet forældet. Møllerne blev moderniseret, og vandhjulet erstattet af elmotoren. Nogle få møllere forsøgte for enhver pris at fastholde deres traditionelle levevis, og enkelte vandmøller i Tjekkiet var stadig i brug efter Anden Verdenskrig. Men året 1948 markerede enden for selv de mest vedholdende møllere. I det år beslaglagde staten møllerne, og de fleste blev sat ud af drift og begyndte at forfalde.
Moderne industrimøller har ikke det samme skær af romantik som de gamle vandmøller. I dag klares arbejdet af moderne maskiner, som i mange tilfælde er styret af computere. De fleste møllesten er erstattet af stålvalser. Men de rustikke gammeldags møller der er tilbage, tiltrækker stadig folk som elsker rolige og romantiske omgivelser, såvel som turister der interesserer sig for kultur og historie.
I dag er mange møller omdannet til udflugtssteder fordi deres charme trækker besøgende til. Mange der rejser til Prag, besøger møllehjulet ved Čertovka, eller „Djævelens kanal“, som er en biflod til floden Vltava. Her blev driften af møllen indstillet i 1938 da den brændte ned. Men møllens næsten syv meter høje vandhjul der er mere end 600 år gammelt, blev i 1995 restaureret som et kulturminde. Og hjulet drejer stadig den dag i dag.
Besøger man en restaureret mølle i dag, vil man levende kunne forestille sig mølleren der for hundrede år siden arbejdede her. Man vil også kunne høre vandets plasken fra møllehjulets drejen. Når man går derfra, forsvinder møllen langsomt i horisonten. Men den skønne lyd af de knirkende og knagende tandhjul vil man sent glemme.
[Illustration på side 22]
Møllesten
[Illustrationer på side 22, 23]
1. En gammel hånddreven kornrenser
2. En møllekværn
3. Hovedakselen overfører kraft fra vandhjulet til kværnene
4. Det næsten syv meter høje vandhjul der engang drev møllen ved Čertovka
[Illustration på side 24]
Møllehjulet ved Čertovka