Jeg klarede den udfordring det er at tjene Gud

FORTALT AF IVAN MIKITKOV

„Hvis du bliver i byen, bliver du sendt tilbage til fængselet,“ truede en KGB-officer. Jeg var lige blevet løsladt efter at have afsonet en dom på 12 år. Min far og mor var alvorligt syge og havde brug for min hjælp. Hvad skulle jeg gøre?

JEG blev født i byen Taul i Moldova i 1928. * Da jeg var et år gammel, besøgte min far, Alexander, byen Lasi i Rumænien, hvor han traf bibelstudenterne, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt. Da han vendte tilbage til Taul, fortalte han sin familie og sine naboer om det han havde lært. Kort efter blev der dannet en lille gruppe bibelstudenter i byen.

Som den yngste af fire drenge var jeg fra min tidligste barndom omgivet af åndeligsindede kristne der var gode eksempler for mig. Jeg fandt dog snart ud af at man vil møde modstand når man tjener Gud; det vil være en udfordring. Jeg kan tydeligt huske hvordan politiet ofte gennemsøgte vores hus for at finde bibelske bøger og blade som vi havde skjult. Men det skræmte mig ikke. Jeg lærte ud fra vores studium af Bibelen at Guds egen søn, Jesus Kristus, og hans disciple var blevet forfulgt. Ved møderne blev vi ofte mindet om at sande kristne kan forvente forfølgelse. — Johannes 15:20.

Styrket til at modstå forfølgelse

I 1934, da jeg kun var seks år, blev der læst et brev op i menigheden i Taul hvori der blev fortalt om de lidelser som vores trosfæller i Nazityskland gennemgik. Vi blev opfordret til at bede for dem. Selvom jeg kun var et barn, glemte jeg aldrig det brev.

Fire år senere blev min egen loyalitet over for Gud sat på prøve. I religionsundervisningen i skolen beordrede den ortodokse præst mig gentagne gange til at gå med et kors i en halskæde. Da jeg nægtede det, bad han de andre børn i klassen om at fremvise deres kors som et bevis på at de var gode kirkemedlemmer. Præsten pegede derefter på mig og spurgte klassen: „Bryder I jer om at have en som ham i klassen? Alle der ikke gør, skal række hånden i vejret.“

Eleverne, som var bange for præsten, rakte derfor alle hånden op. „Der kan du se,“ sagde han til mig, „ingen ønsker at have noget med dig at gøre. Forlad omgående denne bygning.“ Nogle dage senere kom skolens inspektør på besøg hjemme hos os. Da han havde talt med mine forældre, spurgte han mig om jeg ikke gerne ville fortsætte med at gå i skole. Det ville  jeg gerne. Så sagde han: „Så længe jeg er inspektør, kan du gå i skole, og præsten vil ikke få lov til at hindre dig i det.“ Han holdt ord. I den tid han var inspektør, generede præsten mig ikke.

Forfølgelsen intensiveres

Bessarabien, hvor vi boede, blev i 1940 en del af Sovjetunionen. Den 13. og 14. juni 1941 blev alle der var politisk aktive eller fremtrædende i samfundet, deporteret til Sibirien. Jehovas Vidner blev ikke berørt af denne deportation. Men fra da af var vi mere forsigtige når vi holdt møder og var ude i forkyndelsen.

I slutningen af juni 1941 foretog Nazityskland et omfattende overraskelsesangreb på Sovjetunionen, som indtil da havde været dets allierede. Kort efter generobrede de rumænske styrker Bessarabien. Endnu en gang var vi under rumænsk styre.

I de omkringliggende byer blev forkyndere som nægtede at tjene i den rumænske hær, arresteret, og de fleste blev idømt 20 års tvangsarbejde. Min far blev bedt om at møde op på politistationen, hvor han brutalt blev slået fordi han var et af Jehovas Vidner. Jeg selv blev med magt hentet fra skole og tvunget til at overvære gudstjenester.

I marts 1944 tog Anden Verdenskrig en ny drejning da Sovjetunionen indtog den nordlige del af Bessarabien, og i august havde de indtaget hele landet. På det tidspunkt var jeg midt i teenageårene.

Kort efter blev alle sunde og raske mænd fra vores landsby indkaldt til den sovjetiske hær. Forkynderne nægtede imidlertid at gå på kompromis med deres neutralitet. De fik derfor en fængselsdom på ti år. I maj 1945 overgav tyskerne sig, og dermed var Anden Verdenskrig slut i Europa. Ikke desto mindre sad mange forkyndere i Moldova fængslet indtil 1949.

Modgang efter krigen

Da krigen sluttede i 1945, blev Moldova ramt af en frygtelig tørke. Alligevel fortsatte den sovjetiske regering med at kræve at landmændene skulle afgive en stor del af deres afgrøder som skat. Det førte til en forfærdelig hungersnød. Frem til 1947 havde jeg set mange lig i Tauls gader. Min bror Yefim døde, og i ugevis var jeg så medtaget af sult at jeg knap nok kunne bevæge mig. Men hungersnøden fik en ende, og vi forkyndere der havde overlevet, fortsatte vores tjeneste. Jeg forkyndte budskabet fra Bibelen for byens indbyggere, mens min syv år ældre bror, Vasile, forkyndte i de omkringliggende landsbyer.

Nu hvor vennerne var blevet mere aktive i tjenesten, begyndte myndighederne at holde særligt øje med os. Vores forkyndelse, og det at vi ikke ville tage del i politik eller udføre militærtjeneste, fik de sovjetiske myndigheder til at gennemsøge vore hjem for bibelsk læsestof, og til at arrestere os. I 1949 blev nogle af Jehovas Vidner fra nabomenighederne deporteret til Sibirien. Så igen måtte de af os der var tilbage, være mere forsigtige når vi forkyndte.

I mellemtiden havde jeg fået alvorlige problemer med mit helbred, og det blev værre og værre. Lægerne fandt til sidst ud af at jeg led af knogletuberkulose, og i 1950 blev mit højre ben lagt i gips.

Deporteret til Sibirien

Den 1. april 1951 mens mit ben stadig var i gips, blev min familie og jeg arresteret og sammen med andre forkyndere deporteret til Sibirien. * Vi havde næsten ingen tid til at pakke vores ting og nåede derfor kun at tage en lille smule mad med. Den var hurtigt spist.

Efter omkring fjorten dage i tog ankom vi endelig til Asino i Tomsk-området. Her blev vi læsset af som kvæg. Det var bidende koldt udenfor, men dejligt at få noget frisk luft. I maj da isen i floden begyndte at smelte, blev vi ført 100 kilometer med skib til Torba, hvor der var en tømmerlejr i den sibiriske tajga (nåleskovszone syd for Arktis). Her begyndte vi at afsone vores dom, der lød på tvangsarbejde — vi fik at vide at det var en livstidsdom.

 Selvom strafarbejde i en tømmerlejr ikke var det samme som at sidde i fængsel, var vi under konstant overvågning. Om natten sov vores familie i en togvogn. Den sommer byggede vi „boliger“ — primitive jordhuler der lå halvt under jorden, halvt over — som skulle give os læ den kommende vinter.

Fordi jeg havde benet i gips, blev jeg skånet for at arbejde i skovene og fik til opgave at fremstille søm. Dette arbejde gjorde at jeg i al hemmelighed kunne hjælpe med at duplikere numre af Vagttårnet og andre bibelske publikationer. På en eller anden måde blev disse bøger og blade regelmæssigt smuglet ind til os fra Vesteuropa, der lå tusinder af kilometer væk.

Arresteret og fængslet

I 1953 blev gipsen om mit ben fjernet. Selvom jeg havde været forsigtig, havde KGB i mellemtiden fundet ud af at jeg var aktiv inden for min tro og blandt andet kopierede bibelsk læsestof. Derfor blev jeg sammen med andre trosfæller til sidst idømt 12 år i en fangelejr. Under retssagen fik vi lejlighed til at aflægge et grundigt vidnesbyrd om Jehova og hans kærlige hensigt med menneskeheden.

Vi fanger blev sendt til forskellige lejre nær Irkutsk, hundreder af kilometer længere østpå. De var blevet oprettet som straffelejre for personer man anså for at være fjender af Sovjetstaten. Fra den 8. april 1954 til begyndelsen af 1960 opholdt jeg mig i 12 forskellige arbejdslejre af den slags. Derefter blev jeg flyttet 3000 kilometer vestpå til det enorme mordvinske kompleks af fangelejre omkring 400 kilometer sydøst for Moskva. Her havde jeg den glæde at være sammen med trofaste forkyndere fra mange dele af Sovjetunionen.

De sovjetiske myndigheder indså at når forkynderne fik lov til frit at omgås nogle der ikke var Jehovas Vidner, antog nogle af disse Vidnernes tro. Derfor forsøgte man i det mordvinske lejrkompleks, der bestod af mange arbejdslejre og strakte sig over cirka 30 kilometer, at holde os adskilt fra de andre fanger. Mere end 400 Jehovas Vidner blev samlet i vores lejr. Nogle få kilometer derfra var over hundrede kristne søstre samlet i en anden del af lejrkomplekset.

I vores lejr var jeg meget aktiv i forbindelse med at organisere de kristne møder og kopiere bibelske publikationer der var blevet smuglet ind i lejren. Det opdagede lejrledelsen åbenbart, for kort efter, i august 1961, blev jeg dømt til at afsone et år i det berygtede Vladimir-fængsel, der ligger omkring 200 kilometer nordøst for Moskva. Den amerikanske pilot Francis Gary Powers, hvis spionfly blev skudt ned over Rusland den 1. maj 1960, sad indtil februar 1962 også fængslet her.

I Vladimir-fængselet kunne jeg kun lige holde mig i live med den smule mad jeg fik. Jeg kunne klare sulten fordi jeg havde prøvet at sulte som barn, men den ekstreme kulde i vinteren 1961/62 var lige ved at tage livet af mig. Varmeanlægget var brudt sammen, og temperaturen i min celle faldt til langt under frysepunktet. En læge tilså mig, og på grund af min elendige tilstand sørgede han for at jeg blev  overført til en lidt bedre fængselscelle i de uger hvor det var koldest.

Hjulpet til at klare vanskeligheder

Når man i flere måneder har siddet indespærret, kan negative tanker tage modet fra en, og det var netop hvad fængselsledelsen håbede. Jeg bad dog hele tiden og blev styrket af Jehovas ånd og af skriftsteder jeg kunne huske.

Det var især da jeg sad indespærret i Vladimir-fængselet at jeg kunne sætte mig ind i apostelen Paulus’ ord om at være ’trængt på enhver måde, men ikke have så kneben plads at man ikke kan røre sig’ og at være „i vildrede, men ikke helt uden udvej“. (2 Korinther 4:8-10) Efter et år blev jeg flyttet tilbage til det mordvinske lejrkompleks. I disse lejre afsonede jeg resten af min dom på 12 år. Den 8. april 1966 blev jeg karakteriseret som „uforbederlig“ og løsladt. I mine øjne var det et officielt bevis for at jeg var forblevet trofast mod Jehova.

Jeg er tit blevet spurgt hvordan vi fik smuglet bibelske publikationer ind i de sovjetiske lejre og fængsler og dernæst duplikeret dem, til trods for at man prøvede at hindre os i det. Det er en hemmelighed som kun få kender til. En politisk fange fra Letland der afsonede fire år i kvindelejren Potma, skriver således efter sin løsladelse i 1966: „Forkynderne . . . skaffede betydelige mængder af deres bøger og blade ind. . . . Det var som om engle fløj hen over lejren om natten og lod dem dale ned.“ Ja, det var kun med Guds hjælp at det lykkedes!

En periode med relativ frihed

Efter min løsladelse spurgte de der førte an i forkyndelsesarbejdet, om jeg ville flytte til den vestlige del af Ukraine, i nærheden af Moldova, for at hjælpe vores moldoviske brødre. Men da jeg var tidligere straffefange og KGB havde mig i kikkerten, var det meget begrænset hvad jeg kunne gøre. Efter to år med trusler om fængsling flyttede jeg til den sovjetiske republik Kasakhstan, hvor myndighederne sjældent tjekkede ens papirer. I 1969 blev mine forældre meget syge, og jeg flyttede derfor til Ukraine for at tage mig af dem. Det var her i byen Artjomovsk, nord for storbyen Donetsk, at en KGB-officer truede med at sende mig tilbage til fængselet, som gengivet i begyndelsen af artiklen.

Det viste sig at denne officer kun prøvede at skræmme mig. Der var ikke beviser nok til at gøre alvor af truslen. Da jeg var besluttet på at fortsætte min kristne tjeneste og vidste at KGB ville være lige i hælene på mig uanset hvor jeg tog hen, blev jeg og passede mine forældre. Både min far og min mor forblev trofaste mod Jehova lige til deres død. Far døde i november 1969, og mor døde i februar 1976.

Da jeg flyttede tilbage til Ukraine, var jeg 40 år. Mens jeg tog mig af mine forældre, var jeg i menighed med en ung kvinde der hed Maria. Hun var kun otte år da hun sammen med sine forældre var blevet forvist fra Moldova til Sibirien i begyndelsen af april 1951. Maria sagde at hun godt kunne lide når jeg sang. Det blev begyndelsen til et nært venskab, og selvom vi begge var travlt optaget af tjenesten, fik vi tid til at pleje venskabet yderligere. I 1970 sagde hun ja til at gifte sig med mig.

Snart blev vores datter, Lidija, født. I 1983 da Lidija var ti, blev jeg angivet til KGB af et tidligere Jehovas vidne. På det tidspunkt havde jeg i næsten ti år tjent som rejsende tilsynsmand i det østlige Ukraine. Modstandere af vores kristne tjeneste fik folk til at aflægge falsk vidneforklaring under retssagen, og jeg blev idømt fem års fængsel.

I fængselet blev jeg holdt isoleret fra andre Jehovas Vidner. I årevis var jeg isolationsfængslet, men ingen menneskelige instanser kunne hindre mig adgang til Jehova, og han holdt mig altid oppe. Jeg fik også mulighed for at forkynde for andre fanger. Efter at have afsonet fire år af min dom blev jeg endelig løsladt og genforenet med min kone og datter, som begge var forblevet trofaste mod Jehova.

Tilbage til Moldova

Vi blev et år i Ukraine, hvorefter vi flyttede tilbage og bosatte os permanent i Moldova,  hvor der var behov for hjælp fra modne og erfarne kristne. På det tidspunkt tillod de sovjetiske myndigheder større bevægelsesfrihed. I 1988 ankom vi til Beltsy, hvor Maria havde boet før hun blev landsforvist 37 år tidligere. Her i Moldovas næststørste by var der i 1988 omkring 375 forkyndere; i dag er der langt over 1500! Selvom vi boede i Moldova, tjente jeg stadig som rejsende tilsynsmand i Ukraine.

I marts 1991 blev vores organisation juridisk anerkendt i Sovjetunionen. På det tidspunkt var tusinder blevet desillusionerede fordi kommunismen havde svigtet. Mange var forvirrede og havde ingen fremtidsforhåbninger. Efter at Moldova var blevet en uafhængig republik, viste det sig at mange af vores naboer — og endda nogle af dem der tidligere havde forfulgt os — var interesserede i at lære sandheden fra Bibelen at kende. Da vi blev landsforvist i 1951, var der kun få forkyndere tilbage i Moldova, men nu er der over 18.000 i dette lille land med omkring 4,2 millioner indbyggere. De skønne oplevelser vi har haft, opvejer til fulde de mange trængsler vi har været udsat for.

I midten af 1990’erne måtte jeg på grund af dårligt helbred holde op i rejsetjenesten. Der er perioder hvor mit skrantende helbred tager modet fra mig. Men jeg har erfaret at Jehova ved hvad vi behøver for at komme ovenpå igen. Han sørger for den opmuntring vi har brug for, på det rigtige tidspunkt. Hvis jeg kunne leve mit liv om, ville jeg så have levet det anderledes? Nej, bestemt ikke. Men jeg ville gerne have været endnu mere modig og energisk i min tjeneste.

Jeg føler at Jehova har velsignet mig, og at alle hans tjenere som folk betragtet får mange velsignelser uanset deres omstændigheder. Vi har et skønt håb, en levende tro og en sikker forvisning om at alle snart vil få et fuldkomment helbred i den nye verden Jehova indfører.

[Fodnoter]

[Illustration på side 20, 21]

Vort hjem mens vi var forvist til Torba, Sibirien, i 1953. Min far og mor (til venstre) og min bror Vasile og hans søn (til højre)

[Illustration på side 21]

I en fangelejr, 1955

[Illustration på side 23]

Kristne søstre i Sibirien da Maria (nederst til venstre) var omkring 20 år

[Illustration på side 23]

Med vores datter, Lidija

[Illustration på side 23]

Ved vores bryllup, 1970

[Illustration på side 23]

Maria og mig i dag