Budskabet skal ud

FØR telegrafen blev opfundet, var det ofte tidskrævende og besværligt at komme i forbindelse med fjerne egne. Meget afhang af transportmidlerne og terrænet. Det gjaldt også i inkaernes storrige i Sydamerika.

I sin glansperiode sidst i 1400-tallet og først i 1500-tallet omfattede Inkariget dele af de nutidige stater Argentina, Bolivia, Chile, Colombia, Ecuador og Peru, hvor hovedstaden, Cuzco, lå. Samfærdselen blev hæmmet af knejsende bjergkæder, tætte regnskove og anselige afstande. Inkaerne kendte ikke til køretøjer, og deres eneste lastdyr var lamaer. Tilmed var skrivekunsten ukendt. Hvordan kommunikerede man i det vidtstrakte og uvejsomme rige?

Inkaerne gjorde deres sprog, quechua, til rigssprog. Desuden anlagde de et vidtforgrenet vejnet. Den primære hovedvej, „kongevejen“, strakte sig cirka 5000 kilometer gennem Andesbjergene. En 4000 kilometer lang parallelvej løb langs Stillehavet, og de to veje var forbundet via tværveje. Inkaerne anlagde også trindelte brostensveje over bjergpas, pontonbroer over sumpe og dristigt anlagte hængebroer over slugter. Én hængebro havde et spænd på 45 meter og hang i kabler af omfang som en mandskrop. Den var i brug i 500 år, indtil 1880!

Meddelelser blev hovedsagelig formidlet af chasquis, stafetløbere der var stationeret langs hovedfærdselsårerne. Hver af dem løb en etape på 3-4 kilometer, og efter sigende tilbagelagde de i alt over 150 kilometer om dagen. Mange budskaber blev overbragt mundtligt, men statslig statistik blev videregivet ved hjælp af en såkaldt quipu. Den bestod af en snor hvortil der var hæftet undersnore i forskellige farver med et sindrigt system af knuder som hovedsagelig repræsenterede enere, tiere og hundreder. Da spanierne undertvang inkaerne, gik quipu-systemet af brug og siden i glemme.

’Et skønt syn på bjergene’

I dag får millioner af quechua-talende overbragt det vigtigste af alle budskaber — den gode nyhed om Guds rige, en verdensregering der vil skænke fred til alle der underlægger sig den. (Daniel 2:44; Mattæus 24:14) Det er stadig svært at komme omkring i inkaernes gamle domæne, og der findes ikke mange publikationer på quechua. Men Jehovas Vidner — hvoraf mange har lært at tale quechua — glæder sig over at uddele læsestof og lydoptagelser på flere af de sprog der hører under samlebetegnelsen quechua.

Disse evangelieforkynderes virke leder tanken hen på de inspirerede ord: „Hvor skønt et syn på bjergene: til fods kommer den som bringer godt nyt, den som forkynder fred, den som bringer godt nyt om noget bedre.“ — Esajas 52:7.