Evolution — Et faktum?

„EVOLUTION er lige så meget et faktum som solens varme er det,“ hævder den fremtrædende professor og evolutionsforsker Richard Dawkins. Det er selvfølgelig rigtigt at eksperimenter og direkte iagttagelser beviser at solen er varm. Men giver eksperimenter og direkte iagttagelser de samme uigendrivelige beviser for at evolutionslæren er sand?

Før vi besvarer det spørgsmål, er der noget vi må gøre os klart. Mange forskere har lagt mærke til at der over en vis tidsperiode kan ske små forandringer hos efterkommerne af levende organismer. Charles Darwin kaldte denne proces „en af Modifikation ledsaget Afstamning“. Man har direkte kunnet iagttage sådanne forandringer, og de er blevet efterprøvet gennem eksperimenter og anvendt af plante- og dyreavlere. * Disse ændringer kan ikke bestrides. Forskere bruger imidlertid betegnelsen „mikroevolution“ om sådanne små ændringer. Dette udtryk antyder hvad mange forskere hævder — at disse bittesmå forandringer er et bevis på forekomsten af et helt andet fænomen, et som ingen har iagttaget, nemlig det de kalder makroevolution.

Darwin gik imidlertid langt videre end til at sige at forandringer kunne iagttages direkte. I sin berømte bog Arternes oprindelse skrev Darwin: „Jeg betragter alle Væsener, ikke som særegne Skabelsesprodukter, men som Efterkommere af nogle faa Væsener.“ Darwin sagde at disse oprindelige „faa Væsener“, eller såkaldt simple livsformer, gennem „overordentlig smaa Ændringer“ og over enorme tidsperioder langsomt udviklede sig til de millioner af forskellige livsformer der er på Jorden. Evolutionister hævder at der skete en ophobning af disse små ændringer som førte til de store forandringer der skulle til for at fisk kunne blive til padder, og aber til mennesker. Disse formodede store forandringer omtales som makroevolution. Mange finder denne påstand plausibel. De ræsonnerer som så at hvis der kan ske små ændringer inden for en art, hvorfor skulle evolutionsprocessen så ikke over lange tidsperioder kunne forårsage store ændringer? *

Teorien om makroevolution hviler på tre grundlæggende antagelser:

1. Mutationer udgør det råmateriale der er nødvendigt for dannelse af nye arter. *

2. Naturlig selektion fører til dannelse af nye arter.

3. Fossiler dokumenterer makroevolutionære forandringer i planter og dyr.

Er makroevolution så velunderbygget at den bør betragtes som en kendsgerning?

 Kan der opstå nye arter som følge af mutationer?

Mange detaljer i planter og dyr bestemmes af de oplysninger der findes i deres genetiske kode, de arbejdstegninger der er i hver eneste cellekerne. * Forskere har opdaget at mutationer — eller vilkårlige forandringer — i den genetiske kode kan medføre ændringer i planters og dyrs afkom. I 1946 hævdede Hermann J. Muller, nobelpristager og banebrydende genetiker: „Denne akkumulation af mange sjældne og hovedsagelig bittesmå ændringer er ikke alene det primære middel til forædling af planter og dyr, men også, i endnu højere grad, den måde evolutionen er foregået på, drevet af naturlig selektion.“

Læren om makroevolution bygger på den antagelse at mutationer ikke alene kan føre til nye arter, men også til helt nye familier af planter og dyr. Kan denne stærke påstand på nogen måde efterprøves? Lad os se nærmere på hvad cirka 100 års arvelighedsforskning har vist.

I slutningen af 1930’erne antog forskere med stor begejstring den tanke at hvis naturlig selektion kunne frembringe nye plantearter som følge af tilfældige mutationer, så måtte kunstig selektion af mutationer, altså en selektion foretaget af mennesker, kunne gøre det endnu mere effektivt. „Blandt mange biologer og især blandt plante- og dyreavlere bredte der sig en euforisk stemning,“ siger Wolf-Ekkehard Lönnig, en forsker fra Max Planck-instituttet for planteavlsforskning i Tyskland, i et interview med Vågn op! Hvorfor gjorde der det? Lönnig, som har forsket i mutationer i planter i 28 år, siger: „Forskerne mente at tiden var inde til at revolutionere den traditionelle metode at avle planter og dyr på. De troede at de ved at fremme og udvælge gavnlige mutationer kunne frembringe nye og bedre planter og dyr.“ *

Videnskabsfolk i USA, Asien og Europa iværksatte velfinancierede forskningsprogrammer og brugte metoder som man mente ville fremskynde denne udvikling. Hvilke resultater opnåede de efter mere end 40 års intensiv forskning? „Trods enorme udgifter endte forsøget på at fremavle mere effektive varieteter ved bestråling som en stor fiasko,“ siger forskeren Peter von Sengbusch. Lönnig siger: „I 1980’erne havde euforien blandt forskerne i hele verden lagt sig helt, og deres forhåbninger var bristet. Mutationsavl som en særskilt forskningsgren blev opgivet i de vestlige lande. Stort set alle mutanter havde ’negativ selektionsværdi’, det vil sige at de døde eller var svagere end de naturlige varieteter.“ *

 Ikke desto mindre har cirka 100 års forskning i mutationer og især 70 års forskning i mutationsavl hjulpet forskere til at drage nogle slutninger angående mutationers medvirken til dannelse af nye arter. Efter at have undersøgt vidnesbyrdene konkluderer Lönnig: „En oprindelig art [af planter eller dyr] kan ikke omdannes til en helt ny art som følge af mutationer. Denne konklusion stemmer med samtlige forsøg og resultater inden for mutationsforskning i det 20. århundrede samt med sandsynlighedsteoretiske modeller. Loven om tilbagevendende variation indebærer således at arter som adskiller sig genetisk fra andre arter, har grænser som tilfældige mutationer ikke kan ophæve eller overskride.“

Hvad betyder alt dette? Jo, hvis højtuddannede forskere ikke er i stand til at frembringe nye arter ved kunstigt at fremme og udvælge gavnlige mutationer, er det da sandsynligt at en fornuftløs proces ville kunne gøre det bedre? Hvis forskningen viser at en oprindelig art ikke kan udvikle sig til en helt ny art som følge af mutationer, hvordan skulle makroevolution så have kunnet finde sted?

Fører naturlig selektion til dannelse af nye arter?

Darwin mente at det han kaldte naturlig selektion, ville begunstige de livsformer som var bedst egnede til det omgivende miljø, mens de mindre egnede livsformer efterhånden ville uddø. Vor tids evolutionister hævder at efterhånden som arterne bredte sig og blev isolerede, favoriserede den naturlige selektion de arter hvis genmutationer gjorde dem bedst egnede til deres nye miljøforhold. Det medførte, påstår evolutionisterne, at disse isolerede grupper med tiden udviklede sig til helt nye arter.

Som nævnt tidligere viser forskningsresultater tydeligt at helt nye plante- og dyrearter ikke kan frembringes ved mutationer. Hvilke beviser fremfører evolutionisterne da for deres påstand om at naturlig selektion ’vælger’ gavnlige mutationer så der dannes nye arter? En brochure udgivet i 1999 af National Academy of Sciences (NAS) i USA siger: „Et særligt overbevisende eksempel på speciation [artsdannelse] er de 13 finkearter som Darwin studerede på Galápagosøerne, og som i dag kaldes Darwins finker.“

I 1970’erne begyndte en forskningsgruppe ledet af Peter og Rosemary Grant at studere disse finker. Gruppen opdagede efter et år med tørke at finker med lidt større næb havde været mere overlevelsesdygtige end finker med mindre næb. Eftersom en af de vigtigste måder hvorpå man kan identificere de 13 finkearter, er at betragte næbbenes størrelse og form, troede man at denne opdagelse var betydningsfuld. Brochuren fortsætter: „Ægteparret Grant skønner at der, hvis der indtræffer tørke på øerne cirka en gang hvert 10. år, måske vil opstå en ny finkeart i løbet af blot 200 år.“

Brochuren undlader dog at nævne nogle vigtige men i denne forbindelse pinlige kendsgerninger. I årene efter tørken blev de finker der havde et mindre næb, igen de dominerende i populationen. I 1987 skrev Peter Grant og universitetsstuderende Lisle Gibbs derfor i det videnskabelige tidsskrift Nature at der var sket  „en ændring i selektionsretningen“. I 1991 skrev Peter Grant at „populationen, som er underkastet naturlig selektion, oscillerer frem og tilbage“ hver gang klimaet ændrer sig. Forskerne lagde også mærke til at nogle af de forskellige „arter“ af finker parrede sig med hinanden og frembragte afkom som klarede sig bedre end forældrefuglene. Peter og Rosemary Grant konkluderede at hvis dette fortsatte, kunne det inden for 200 år resultere i at to „arter“ smeltede sammen til én art.

George Christopher Williams, som er evolutionsbiolog, skrev tilbage i 1966: „Jeg finder det beklageligt at teorien om naturlig selektion i første omgang blev udviklet som en forklaring på evolutionær forandring. Den er langt vigtigere som en forklaring på videreførelsen af adaptation.“ I 1999 skrev evolutionsteoretikeren Jeffrey Schwartz at hvis Williams’ konklusioner er rigtige, kan det godt være at naturlig selektion medvirker til at arterne bedre kan tilpasse sig livets omskiftelige forhold, men „den skaber ikke noget nyt“.

Nej, Darwins finker er ikke blevet til „noget nyt“. De er stadig finker. Og dét at de formerer sig indbyrdes, sår tvivl om de måder hvorpå nogle evolutionister definerer en art. De er også med til at vise at selv ansete videnskabelige akademier ikke holder sig tilbage fra at fremlægge forskningsresultater på en forudindtaget måde.

Kan fossilerne dokumentere makroevolutionære ændringer?

Den tidligere nævnte brochure fra NAS giver læseren det indtryk at de fossiler forskerne har fundet, til overmål dokumenterer makroevolution. Den siger: „Man har fundet så mange mellemformer mellem fisk og padder, mellem padder og krybdyr, mellem krybdyr og pattedyr og langs primaternes udviklingslinje at det ofte er vanskeligt at fastslå kategorisk hvornår overgangen fra én art til en anden har fundet sted.“

Denne udtalelse kan man godt undre sig over. Hvorfor? I et nummer af tidsskriftet National Geographic i 2004 blev fossilmaterialet beskrevet som „en film om evolutionen, hvor 999 af hver 1000 billeder er klippet væk“. Kan de resterende et ud af tusind „billeder“ dokumentere den makroevolutionære proces? Hvad viser fossilerne os i virkeligheden? Niles Eldredge, en inkarneret evolutionist, indrømmer at fossilmaterialet viser at der over længere tidsrum „kun sker lidt eller ingen akkumulation af evolutionære ændringer i de fleste arter“.

Til dato har forskere verden over gravet omkring 200 millioner store fossiler og milliarder af mikrofossiler op af jorden og katalogiseret dem. Mange forskere er enige om at dette omfattende og detaljerede fossilmateriale viser at alle hovedgrupper af dyr opstod pludseligt og forblev praktisk talt uforandrede,  og at mange arter forsvandt lige så hurtigt som de kom. Efter at have set nærmere på hvad fossilmaterialet viser, skriver biologen Jonathan Wells følgende: „Når det gælder riger, rækker og klasser er en af modifikation ledsaget afstamning fra fælles forfædre tydeligvis ikke en videnskabelig kendsgerning. At dømme efter fossilmaterialet og vores viden om de molekylære systemer er den ikke engang en velunderbygget teori.“

Er evolution et faktum?

Hvorfor holder mange fremtrædende evolutionister på at makroevolution er et faktum? Efter at have kritiseret nogle af Richard Dawkins ræsonnementer skrev en førende evolutionist, Richard Lewontin, at mange forskere er villige til at acceptere videnskabelige påstande som strider mod sund fornuft, „fordi vi har en større forpligtelse, en forpligtelse over for materialismen“. * Mange forskere vil ikke engang overveje muligheden af at der eksisterer en intelligent Designer. Lewontin begrunder det med at „vi ikke kan tillade at der kommer en guddommelig fod inden for døren“.

I tidsskriftet Scientific American citeres sociologen Rodney Stark for at sige: „I 200 år har man fremmet den idé at man for at være forsker må holde sit sind fri af religionens lænker.“ Han nævner endvidere at på de universiteter hvor der drives forskning, „holder de troende deres mund“, og „de irreligiøse diskriminerer“. Stark tilføjer: „I de øverste lag [af forskningsmiljøet] belønnes man for at være ikkereligiøs.“

Hvis du vil acceptere læren om makroevolution, må du tro på at agnostiske og ateistiske forskeres fortolkning af videnskabelige fund ikke er farvet af deres personlige overbevisning. Du må tro på at alle komplekse livsformer blev frembragt som følge af mutationer og naturlig selektion, til trods for at 100 års forskning — hvor man har studeret milliarder af mutationer — har vist at mutationer ikke har medført at en eneste klart defineret art er blevet omdannet til en helt ny art. Du må tro på at alle levende væsener gradvis har udviklet sig fra en fælles forfader, til trods for at fossilmaterialet tydeligt viser at hovedgrupperne af planter og dyr opstod pludseligt og ikke udviklede sig til helt nye arter, selv over meget lange tidsforløb. Lyder dét som en overbevisning der er baseret på fakta?

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 15]

„En oprindelig art [af planter eller dyr] kan ikke omdannes til en helt ny art som følge af mutationer“

[Tekstcitat på side 16]

Darwins finker er højst med til at vise at en art kan tilpasse sig klimaforandringer

[Tekstcitat på side 17]

Fossilmaterialet viser at alle hovedgrupper af dyr opstod pludseligt og forblev praktisk talt uforandrede

[Oversigt på side 14]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

HVORDAN ORGANISMER KLASSIFICERES

Organismer er klassificeret i et hierarkisk system der begynder med arter og slutter med riger. * Sammenlign for eksempel klassifikationen af mennesket og bananfluen som er opført nedenfor.

MENNESKET BANANFLUEN

Art sapiens melanogaster

Slægt Homo Drosophila

Familie Hominider Drosophilidae

Orden Primater Diptera

Klasse Pattedyr Insekter

Række Chordater Leddyr

Rige Dyr Dyr

[Fodnote]

[Kildeangivelse]

Oversigt baseret på bogen Icons of Evolution — Science or Myth? Why Much of What We Teach About Evolution Is Wrong, af Jonathan Wells

[Illustrationer på side 15]

En mutant af en bananflue (øverst) er, selvom den er misdannet, stadig en bananflue

[Kildeangivelse]

© Dr. Jeremy Burgess/Photo Researchers, Inc.

[Illustrationer på side 15]

Forsøg med mutationer i planter viste gang på gang at antallet af nye mutanter aftog gradvis, mens de samme typer af mutanter regelmæssigt dukkede op igen (Den viste mutant har større blomster)

[Kildeangivelse på side 13]

Fra et foto af Mrs. J.M. Cameron/ U.S. National Archives photo

[Kildeangivelse på side 16]

Hoveder af finker: © Dr. Jeremy Burgess/ Photo Researchers, Inc.

[Kildeangivelser på side 17]

Dinosaur: © Pat Canova/Index Stock Imagery; fossiler: GOH CHAI HIN/AFP/Getty Images