Hvad er der ved at ske med kirkerne?

LATINAMERIKANERE, fra Mexico i nord til Chile i syd, har mange ting tilfælles i kulturel henseende. Nogle af de ældre latinamerikanere kan huske den tid da der stort set kun var ét trossamfund, nemlig den romerskkatolske kirke. Det var den religion de spanske conquistadorer med våbenmagt påtvang folket i det 16. århundrede. Brasilien var underlagt det romerskkatolske Portugals kolonistyre. I 400 år støttede den katolske kirke magthaverne til gengæld for økonomisk støtte og anerkendelse som den officielle religion.

Men i 1960’erne indså nogle katolske præster at kirkens støtte til den herskende klasse resulterede i manglende opbakning hos befolkningen. De begyndte derfor at tale de fattiges sag, især ved at fremme det der kaldes befrielsesteologien. Bevægelsen opstod i Latinamerika som en protest mod den fattigdom som mange katolikker led under.

Trods de gejstliges engagement i populære politiske bevægelser har millioner af katolikker vendt deres kirke ryggen og søgt hen til andre. Kirker der holder gudstjenester som ligner rockkoncerter, eller hvor der forekommer følelsesladet salmesang og klappen i hænderne, har oplevet stor vækst. „Den evangelikale bevægelse i Latinamerika er splittet op i utallige separate kirker,“ skriver Duncan Green i sin bog Faces of Latin America. „Ofte bliver sådanne kirker brugt af præster til at fremme deres egen position. Når et kirkesamfund vokser, vil det i mange tilfælde blive splittet op i nye kirker.“

Europa vender kirkerne ryggen

I mere end 1600 år blev det meste af Europa styret af regeringer som påstod at være kristne. Er religionen i Europa i fremgang, nu hvor vi er kommet ind i det 21. århundrede? I 2002 skrev sociologen Steve Bruce i sin bog God is Dead — Secularization in the West om situationen i England: „I det nittende århundrede blev næsten alle vielser foretaget i religiøst regi.“ Men i 1971 gjaldt det kun 60 procent af de engelske bryllupper. I 2000 var tallet nede på 31 procent.

 En journalist der skriver om religiøse emner for Londonavisen Daily Telegraph, siger: „Alle de store kirkesamfund, lige fra den anglikanske kirke og den romerskkatolske kirke til metodistkirken og United Reformed Church, er i stadig tilbagegang.“ I forbindelse med en rapport siger journalisten: „Da kun to procent af befolkningen går til gudstjeneste om søndagen, vil kirkerne i Storbritannien måske være helt forsvundet i 2040.“ Der har lydt lignende udtalelser om den religiøse situation i Holland.

„I de senere årtier er vores land blevet betydeligt mere sekulariseret,“ siges der i en rapport fra en offentlig instans i Holland. „Man anslår at 72 % af befolkningen i år 2020 slet ikke vil have et religiøst tilhørsforhold.“ En tysk nyhedskilde siger: „Et stigende antal tyskere er begyndt at interessere sig for trolddom og det okkulte for at få den trøst og lindring de tidligere fik gennem kirken, jobbet og familien. . . . Kirker overalt i landet har været nødt til at lukke på grund af mangel på kirkegængere.“

De europæere der stadig går i kirke, gør det som regel ikke for at finde ud af hvad Gud kræver af dem. En rapport fra Italien oplyser: „Italienerne skræddersyr deres religion efter den livsstil de har.“ En sociolog dér siger: „Vi accepterer kun de udtalelser fra paven som passer os.“ Det samme kan nok siges om katolikker i Spanien, hvor religiøsitet er blevet erstattet af forbrugerisme og stræben efter et økonomisk paradis her og nu.

Denne udvikling står i skarp modsætning til den måde at tilbede Gud på som Kristus og hans disciple underviste i og praktiserede. Jesus tilbød ikke et åndeligt tagselvbord hvor man kan vælge og vrage mellem det man kan lide, og det man ikke kan lide. Han sagde: „Hvis nogen ønsker at efterfølge mig, så lad ham sige nej til sig  selv og tage sin marterpæl op dag efter dag og følge mig til stadighed.“ Jesus lærte folk at den kristne livsvej var forbundet med en indsats og personlige ofre. — Lukas 9:23.

Markedsføring af religion i Nordamerika

I modsætning til situationen i Canada, hvor folk efter nogles mening ofte har en skeptisk holdning til religion, tager amerikanerne generelt religion mere alvorligt. Ifølge undersøgelser foretaget af nogle af de større meningsmålingsinstitutter siger mindst 40 procent af de adspurgte at de går i kirke hver uge. Det faktiske tal ifølge optællinger synes imidlertid snarere at ligge på omkring 20 procent. Over 60 procent siger at de tror på at Bibelen er Guds ord. Men deres begejstring for en bestemt kirke er tit kortvarig. Ofte skal der ikke så meget til før kirkegængere i USA skifter religion. Hvis en præst mister popularitet eller karisma, kan han også hurtigt miste sin menighed — og i mange tilfælde også en god indtægt!

Nogle kirker studerer forretningsmetoder for at lære hvordan de kan ’markedsføre’ deres gudstjenester på en bedre måde. Der er kirker som bruger tusinder af dollars på at hyre kirkerådgivningsfirmaer. I en rapport om sådanne firmaer siger en tilfreds præst: „Det var alle pengene værd.“ Megakirker, det vil sige kirker med flere tusind medlemmer, klarer sig så godt økonomisk at de har tiltrukket sig erhvervsmagasiners opmærksomhed, som for eksempel The Wall Street Journal og The Economist. Et af disse magasiner oplyser at megakirker typisk tilbyder „alt til krop og sjæl“. Nogle kirkekomplekser har restauranter, caféer, skønhedssaloner, saunaer og sportsfaciliteter. Blandt andre tilbud er teater, moderne musik og besøg af berømtheder. Men hvad er det for et budskab præsterne forkynder?

Ikke overraskende er ’velstandens evangelium’ et populært tema. De troende får at vide at de kan blive rige og få et godt helbred hvis de yder gavmilde bidrag til deres kirke. Når det gælder moral, bliver Gud ofte fremstillet som tolerant. En sociolog siger: „Kirkerne i USA har en terapeutisk funktion og er ikke fordømmende.“ Populære kirkeretninger fokuserer tit på praktiske råd der kan hjælpe folk til at opnå succes i livet. Stadig flere befinder sig godt i frikirker, hvor lærepunkter — der betragtes som en splittende faktor — stort set aldrig bliver nævnt. Derimod bliver politiske emner ofte behandlet klart og specifikt. Nyere eksempler på dette har bragt nogle præster i stor forlegenhed.

Er der ved at ske en religiøs vækkelse i Nordamerika? I 2005 skrev magasinet Newsweek om populariteten af „gudstjenester hvor folk råber, stamper i gulvet og får besvimelsesanfald“, og omtalte også andre populære religiøse handlinger. Newsweek tilføjede: „Men uanset hvad, er der ikke sket en voldsom stigning i antallet af folk der går i kirke.“ Spørgeundersøgelser om folks religiøse tilhørsforhold viser at den hurtigst  voksende kategori er dem der svarer ’intet tilhørsforhold’. Nogle kirker oplever kun vækst fordi det går tilbage for andre. Det siges at folk „i hobetal“ forlader de traditionelle religioner med ceremonierne, orgelmusikken og de kjoleklædte præster.

I denne artikel har vi kort været inde på at kirkesamfund i Latinamerika splittes op i utallige andre, at kirker i Europa lider under manglende tilslutning, og at visse kirkeretninger i USA gør brug af underholdning og forlystelser for at tiltrække medlemmer. Der er selvfølgelig mange undtagelser, men det generelle indtryk er at adskillige kirkesamfund kæmper for at holde på deres medlemmer. Vil det sige at kristendommen er i tilbagegang?

[Ramme/illustration på side 6]

„RELIGIONEN ER BLEVET SOM ET SUPERMARKED“

Lederen af den katolske kirkes Service National des Vocations i Frankrig er blevet citeret for at sige: „Religionen er blevet som et supermarked. Folk benytter deres kirke, og når de ikke er enige med den, går de andre steder hen.“ I en afhandling om religion i Europa siger professor Grace Davie fra University of Exeter i England: „Folk vælger simpelt hen mellem de mange ’varer’ der tilbydes, og kombinerer dem efter forgodtbefindende. Religion er som så mange andre ting i livet blevet noget folk tilpasser efter deres livsstil og interesser.“

[Illustration på side 4, 5]

Graffiti på indgangen til en kirke i Napoli, Italien

[Kildeangivelse]

© Doug Scott/age fotostock

[Illustration på side 4, 5]

I Mexico har mange forladt den katolske kirke