En majestætisk monolit
En majestætisk monolit
AF VÅGN OP!-SKRIBENT I CANADA
FISKERE og navigatører har brugt den som et fast landmærke i århundreder. Digtere, skribenter og kunstnere har udødeliggjort den, og den beskrives i et værk som „gådefuld og betagende“. Vi taler om Percé Rock, en majestætisk klippe i Atlanterhavets glitrende blå vand ved den østlige spids af halvøen Gaspé Peninsula i St. Lawrence-bugten. Klippen er cirka 430 meter lang, omkring 90 meter bred og over 88 meter høj.
Før i tiden kravlede dristige lokale op på toppen af klippen og samlede æg fra fuglenes reder. Men for at bevare og beskytte såvel klippen som fuglene der søger tilflugt på den, besluttede myndighederne i Quebec i 1985 at Percé Rock og den nærliggende ø Bonaventure skulle være fuglereservat. Bonaventure er ynglested for den næststørste nordlige koloni af suler i verden.
Nogle mener at Percé Rock engang har hængt sammen med fastlandet, og at den må have haft hele fire hvælvinger. I dag eksisterer der dog kun én hvælving — over 30 meter bred — for enden af klippen ud mod søsiden. Ved lavvande er klippen og hovedlandet forbundet med en sandbanke. Med fire timers interval kan folk der har mod til det, vandre helt ud til foden af klippen, hvor de ved at famle sig frem og kæmpe sig videre i et kvarters tid kan nå ud til hvælvingen.
Sådanne eventyrlystne har grund til at give agt. En turist som klatrede over nedfaldne klippestykker for at nå åbningen, beretter: „Med få minutters mellemrum kan man høre et frygtindgydende ’voosh’ når klippestykker rammer vandet som små missiler. Nogle klippestykker lander oven på andre med et smæld som af et geværskud.“
Som mange besøgende har oplevet, er Percé Rock et imponerende syn. Men den er kun én ud af mange storslåede seværdigheder på vores betagende Jord. Der er et væld af dem, og de findes i rig variation. Skulle du få en sådan naturoplevelse, så gør som så mange andre har gjort: „Bliv stående og giv agt på Guds undergerninger.“ — Job 37:14.
[Kildeangivelse på side 23]
© Mike Grandmaison Photography