Er der nogen der har en blyant?

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I STORBRITANNIEN

DEN er ikke ret dyr, er klar med det samme og vejer næsten intet. Den er nem at have i lommen, den bruger ikke strøm, den lækker ikke, og dens spor kan slettes igen. Børn lærer at skrive med den, dygtige kunstnere laver mesterværker med den, og de fleste af os har altid en lige ved hånden så vi hurtigt kan grifle noget ned. Ja, den uanselige blyant er et af de billigste og mest udbredte skriveredskaber i verden. Den overraskende beretning om dens opfindelse og videre udvikling tager sin begyndelse med en tilfældig opdagelse i Englands landdistrikt.

Sort bly

I det 16. århundrede fandt man klumper af et mærkeligt sort stof i jorden under bjergskråningerne i Borrowdale, en dal i Lake District i det nordlige England. Mineralet lignede kul, men det kunne ikke brænde, og på en skriveflade efterlod det skinnende, sorte mærker der let kunne viskes ud. I begyndelsen havde stoffet flere forskellige navne, som for eksempel sort bly og plumbago (der betyder „opfører sig som bly“). Det havde en fedtet konsistens, så når man ville anvende det, viklede man fåreskind omkring en klump af det eller bandt snor om et lille aflangt stykke. Ingen ved hvem der først fandt på at indkapsle sort bly i hylstre af træ, men i 1560’erne havde en form for primitiv blyant nået det europæiske kontinent.

Snart udvandt man sort bly og eksporterede det for at imødekomme kunstneres efterspørgsel, og i det 17. århundrede blev det praktisk taget brugt overalt. Samtidig forsøgte producenterne at frembringe et bedre skriveredskab med sort bly. Eftersom stoffet fra Borrowdale var rent og nemt at bryde, blev det et mål for tyveri og sortbørshandel. Som et modtræk vedtog det britiske parlament i 1752 en lov der gjorde det muligt at straffe tyveri af stoffet med fængsel eller forvisning til en straffekoloni.

 I 1779 gjorde den svenske kemiker Carl W. Scheele den overraskende opdagelse at sort bly slet ikke var bly, men en blød form for rent kulstof. Ti år senere gav den tyske geolog Abraham G. Werner det navnet grafit, dannet af græsk graphein, „skrive, tegne“. Så modsat af hvad navnet lader formode, indeholder blyanter faktisk intet som helst bly!

Blyanten bliver til

I mange år havde englænderne monopol på blyantfabrikation fordi deres grafit var så rent at det kunne bruges uden yderligere forarbejdning. Eftersom grafitten på det europæiske fastland var ringere, eksperimenterede blyantfabrikanterne dér med at forbedre den. Den franske ingeniør Nicolas-Jacques Conté blandede pulveriseret grafit med ler, formede blandingen til stifter og glødede dem i en ovn. Ved at variere forholdet mellem grafit og ler kunne han frembringe forskellige nuancer af sort — en proces der stadig bruges. Nicolas Conté tog i 1795 patent på sin opfindelse.

I det 19. århundrede blev blyantfabrikation en stor forretning. Der blev fundet grafit flere steder, deriblandt i Sibirien, Tyskland og det der nu hedder Tjekkiet. I Tyskland og senere i USA skød der en del fabrikker op. Mekanisering og masseproduktion trykkede priserne, og i begyndelsen af det 20. århundrede var blyanter så billige at selv skoleelever brugte dem.

Blyanten i dag

Da der hvert år fremstilles mange milliarder blyanter, er blyanten blevet et forfinet og alsidigt skrive- og tegneredskab. En almindelig træblyant kan tegne en streg der er 56 kilometer lang, eller skrive 45.000 ord. Stifter i en stiftblyant (skrueblyant) af plastic eller metal behøver aldrig at blive spidset. Til fremstillingen af farveblyanter bruges der ikke grafit, men farvestof og pigmenter i snesevis af farver.

Da den uanselige blyant er alsidig, stærk, enkel og effektiv, er der ingen tegn på at den er ved at blive forældet. I mange år fremover er det derfor muligt at du enten på arbejde eller derhjemme vil høre en spørge: „Er der nogen der har en blyant?“

[Ramme/illustration på side 13]

HVORDAN KOMMER BLYET IND I BLYANTEN?

En opløsning af formalet grafit, ler og vand presses gennem et snævert metalrør og kommer ud som en lang spaghetti-lignende streng. Når ’blyet’ er blevet tørret, skåret i passende stykker og glødet i en ovn, nedsænkes det i varm olie og voks. Træet, sædvanligvis cedertræ som er nemt at spidse, saves til små brædder af en blyants længde og en halv blyants tykkelse. De høvles til, og der laves furer. Blyet lægges i furerne på et af de små brædder, og et andet bræt påføres lim og presses ned over det første. Når limen er tør, skæres de enkelte blyanter ud. De formes færdige, pudses med sandpapir, males og stemples med fabrikantens mærke samt andre detaljer og forsynes nogle gange med et viskelæder i den ene ende. Nu er blyanten klar til brug.

[Kildeangivelse]

Faber-Castell AG

[Illustration på side 14]

HVILKEN BLYANT SKAL JEG BRUGE?

For at vælge den rette blyant skal du lægge mærke til hvilke bogstaver og numre der er trykt på blyanten. De angiver hårdhedsgraden. Jo blødere stift, jo mørkere farve.

HB står for medium.

B står for blød. Et nummer som for eksempel 2B eller 6B angiver hvor blød den er — jo højere nummer, jo blødere stift.

H står for hård. Jo højere nummer — 2H, 4H, 6H og så videre — jo hårdere stift.

F står for en tynd stift.

Nogle lande bruger andre skalaer. I USA, for eksempel, svarer en blyant nummer 2 til HB. Ifølge den skala er stiften hårdere jo højere nummeret er.