Tandpine — en smertefuld historie

På markedspladsen i en middelalderby praler en prangende klædt charlatan med at han kan trække tænder ud på folk uden at det gør ondt på dem. Hans medsammensvorne, der spiller modvillig, træder frem. Charlatanen lader som om han trækker en tand ud på ham, hvorefter han løfter en blodplettet kindtand i vejret så alle kan se den. Folk der døjer med tandpine, får så tilbud om at de mod betaling kan få deres dårlige tænder trukket ud. Trommer og trompeter overdøver de lidendes skrig så andre potentielle kunder ikke bliver afskrækket. I dagene derefter opstår der tilfælde af blodforgiftning, men da har plattenslageren for længst taget benene på nakken.

HELDIGVIS behøver folk med tandpine ikke at ty til en sådan behandling i dag. Nutidens tandlæger kan fjerne tandpine og forebygge tab af tænder. Alligevel er mange nervøse for at gå til tandlæge. Et lille tilbageblik over hvordan tandlæger førhen forsøgte at lindre deres patienters smerter, kan hjælpe os til i højere grad at værdsætte tandlægernes arbejde i dag.

Huller i tænderne, eller caries, siges at være den hyppigste sygdom næst efter forkølelse. Caries er ikke kun en nutidig lidelse. Af kong Salomons poetiske ord fremgår det at ubehaget ved at have få tænder i sin alderdom var noget som folk i det gamle Israel regnede for næsten uundgåeligt. — Prædikeren 12:3.

Et problem selv for de kongelige

Selvom Elizabeth I var dronning af England, blev hun ikke forskånet for tandpine. En tysk gæst ved hoffet som lagde mærke til hendes sorte tænder, skrev at det var „en defekt som englænderne synes at have på grund af deres store forbrug af sukker“. I december 1578 var dronningen plaget af tandpine både dag og nat. Hendes læger rådede hende til at få den dårlige tand trukket ud, men det ville hun ikke, måske fordi hun var bange for den smerte det ville give. For at overtale hende til at gøre det fik biskoppen af London, John Aylmer, en af sine egne tænder, som måske var nedbrudt af caries, trukket ud mens hun så på det — en galant gestus, må man sige, eftersom denne ældre herre kun havde få tænder at give af!

Når almindelige borgere dengang skulle have trukket en tand ud, gik de til barberen eller smeden. Men i takt med at folk fik råd til at købe sukker, fik flere mennesker tandpine, og det medførte en øget efterspørgsel efter nogle med erfaring i tandudtrækning. Som følge heraf begyndte nogle læger og kirurger at interessere sig for behandling af tandsygdomme. De måtte dog uddanne sig selv, for dengang vågede man skinsygt over sine forretningshemmeligheder. Der var desuden kun få bøger om emnet.

Omkring hundrede år efter dronning Elizabeth I’s tid herskede Ludvig XIV som konge over Frankrig. Han døjede med tandpine i en stor del af sit liv, og i 1685 fik han fjernet alle tænderne i venstre del af overkæben. Nogle hævder at kongens tandproblemer forklarer hvorfor han i det år traf en ulyksalig beslutning der førte  til undertrykkelse af religionsfriheden i Frankrig og udløste en bølge af grusom forfølgelse mod religiøse minoriteter.

Den moderne tandlægekunst tager sin begyndelse

Den indflydelse Ludvig XIV’s overdådige livsstil øvede på det parisiske selskabsliv, fik stor betydning for tandlægekunstens udvikling. Ens succes ved hoffet og i det sociale liv afhang af om man havde et elegant ydre. Efterspørgselen efter kunstige tænder, som mange brugte af kosmetiske grunde snarere end af tyggemæssige, frembragte en ny gruppe kirurger — tandlæger der behandlede folk fra overklassen. Den førende tandlæge i Paris hed Pierre Fauchard, som havde lært kirurgi mens han var i den franske flåde. Han kritiserede kirurger der overlod patienter der skulle have tænder trukket ud, til inkompetente barberer og kvaksalvere, og han var den første der kaldte sig kæbekirurg.

I 1728 brød Fauchard traditionen med at beskytte forretningshemmeligheder ved at skrive en bog hvori han offentliggjorde alle de behandlingsmetoder han kendte. Som følge deraf blev han kaldt „tandlægekunstens fader“. Han var den første der anbragte patienten i en tandlægestol i stedet for på gulvet. Fauchard fremstillede også fem instrumenter til udtrækning af tænder, men han gjorde meget andet end at trække tænder ud. Han fremstillede et tandlægebor og udviklede metoder til udfyldning af huller. Han lærte at fylde en rodkanal og at fæstne en kunstig tand på roden. De helproteser han lavede, var udskåret af elfenben og forsynet med en fjeder for at holde overkæbeprotesen på plads. Fauchard gjorde tandlægekunsten til en profession, og hans indflydelse nåede helt over på den anden side af Atlanten.

En præsidents lidelser

Hundrede år efter Ludvig XIV’s tid led amerikaneren George Washington af tandpine. Fra han var 22, havde han næsten hvert år fået trukket en tand ud. Man kan forestille sig hvilke smerter han må have haft mens han ledede sin kontinentale armé! Da han i 1789 blev USA’s første præsident, var han praktisk taget tandløs.

For Washington var de kosmetiske følger af tandtabet, og dét at hans gebis sad dårligt, psykisk belastende. Han var sig sit ydre smerteligt bevidst mens han kæmpede for at profilere sig som præsident for en ny nation. Dengang blev helproteser skåret ud i elfenben og var svære at holde på plads fordi de ikke passede særlig godt — de blev nemlig ikke fremstillet ved at man tog aftryk af patientens over- og underkæbe. Problemet kendtes også i England. Det er blevet sagt at englændernes tørre humor kommer af at de lod være med at lukke munden op når de lo, for ikke at blotte deres kunstige tænder.

Det hedder sig at Washingtons tandproteser var lavet af træ, men det er åbenbart ikke rigtigt. De var fremstillet af mennesketænder, elfenben og bly. Washingtons tandlæger har sandsynligvis skaffet tænderne via gravrøvere. Nogle af dem der forhandlede tænder, fulgte efter krigshære og trak tænderne ud på de døde og døende efter et slag. Tandproteser var således kun for de rige. Det var først i 1850’erne, da man begyndte at bruge vulkaniseret gummi som basismateriale til proteser, at proteser blev tilgængelige for almindelige mennesker. Selvom Washingtons tandlæger var på forkant med udviklingen inden for deres fag, forstod de ikke fuldt ud hvad årsagen var til tandpine. *

Sandheden om tandpine

Fra oldtiden og frem til 1700-tallet troede man at tandpine var forårsaget af orm. I 1890 fandt  Willoughby Miller, en amerikansk tandlæge der arbejdede ved Berlins universitet i Tyskland, frem til årsagen til caries, som er en af de hyppigste grunde til tandpine. En bestemt type bakterie der især lever af sukker, danner syrer som angriber tænderne. Men hvordan kan caries forebygges? Det fandt man et svar på ved et tilfælde.

I adskillige år havde tandlæger i Colorado i USA undret sig over at mange af indbyggerne havde plettede tænder. På et tidspunkt fandt man ud af at det skyldtes et forhøjet indhold af fluorid i drikkevandet. Mens forskerne undersøgte dette lokale problem, opdagede de ved et tilfælde noget som har fået verdensomspændende betydning for forebyggelsen af tandpine: Folk fra områder hvor drikkevandet har et lavt indhold af fluorid, har flere cariesangreb end normalt. Tandemalje består blandt andet af fluorid, som forekommer naturligt i mange drikkevandsforsyninger. Når drikkevand med for lidt fluorid tilføres den rette mængde, sker der et fald i antallet af cariesangreb hos befolkningen på op til 65 procent.

Nu var gåden løst. Tandpine er oftest en følge af caries. Sukker forårsager caries. Fluorid forebygger det. Det er dog veldokumenteret at fluorid ikke er nogen erstatning for brugen af tandbørste og tandtråd.

Udviklingen af smertefri tandbehandling

Før man opfandt bedøvelsesmidler, var tandbehandling en smertefuld oplevelse. Tandlægerne udhulede følsomme, nedbrudte tænder med skarpe instrumenter og fyldte dem med varmt metal som blev banket ned i hullet. Eftersom tandlægerne ikke kendte til andre metoder, behandlede de tænder der havde en inficeret nerve, ved at stikke en rødglødende nål ned i rodkanalen. Før man fik udviklet bedøvelsesmidler og specielle instrumenter, var det også en barsk oplevelse at få trukket en tand ud. Den eneste grund til at folk underkastede sig en sådan grusom behandling, var at tandpine var værre. I flere århundreder var det kun muligt at lindre smerte med urtepræparater af eksempelvis opium, hamp og alruner. Ville tandlægerne nogen sinde blive i stand til at udføre fuldstændig smertefri behandling?

De bedøvende egenskaber af kvælstofforilte, eller lattergas, blev opdaget kort efter at den britiske kemiker Joseph Priestley i 1772 fremstillede denne gas. Men lattergas blev først brugt som bedøvelsesmiddel i 1844. Den 10. december samme år overværede Horace Wells, en amerikansk tandlæge i Hartford i Connecticut, en underholdende demonstration af lattergassens virkning. Wells lagde mærke til at en mand der var påvirket af lattergas, kom til at slå sit skinneben mod en hård bænk uden at vise tegn på smerte. Wells var en medfølende mand som var ked af at måtte påføre sine patienter smerte når han behandlede dem. Han fik straks den idé at han kunne anvende lattergassen som bedøvelsesmiddel. Men før han begyndte at give andre lattergas, besluttede han at prøve den på sig selv. Allerede næste dag satte han sig i sin egen tandlægestol og inhalerede lattergas indtil han mistede bevidstheden, hvorefter en kollega trak en dårlig visdomstand ud på ham. Det var en historisk begivenhed. Langt om længe var det muligt at få smertefri tandbehandling. *

Siden da er tandlægekunsten undergået mange teknologiske forbedringer. Af den grund er et besøg hos tandlægen i dag en langt mindre ubehagelig oplevelse end det var før i tiden!

[Fodnoter]

[Illustration på side 28]

En protese af elfenben der tilhørte George Washington, den første præsident i USA

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af The National Museum of Dentistry, Baltimore, MD

[Illustration på side 29]

En kunstners skildring af den første tandoperation hvor man brugte lattergas som bedøvelsesmiddel, 1844

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af National Library of Medicine

[Kildeangivelse på side 27]

Med tilladelse af National Library of Medicine