Storbritanniens kanaler fascinerer stadig mange

AF VÅGN OP-​SKRIBENT I STORBRITANNIEN

I begyndelsen af det 19. århundrede var der anlagt omkring 6000 kilometer kanaler på kryds og tværs gennem England, Skotland og Wales. Hvorfor blev de anlagt, og hvem benytter dem i dag?

DEN industrielle revolution i Storbritannien i det 18. århundrede skabte et stort behov for hurtig og billig transport til fragt af råmaterialer og færdige produkter. Før den tid havde man brugt heste til at bære tunge varer eller trække belæssede vogne på veje der om vinteren havde så dybe hjulspor og blev så mudrede at de næsten var ufremkommelige. For en enkelt hest kunne det til gengæld let og hurtigt lade sig gøre at trække en kanalbåd med en ladning på op til 30 tons.

I 1761 byggede hertugen af Bridgewater en kanal hvorfra han kunne transportere kul fra sine kulminer til kunder i Manchester, 16 kilometer derfra. Det gav ikke alene hertugen en økonomisk gevinst, men førte også til at kulpriserne i Manchester blev halveret. I 1790 føjede et mere udvidet kanalsystem, kaldet Grand Cross, endelig fire vigtige floder sammen og forbandt Englands industrielle områder med forskellige havnebyer. Storbritanniens kanaler blev nu for alvor taget i brug.

Anlægning og brug

Dygtige ingeniører, deriblandt James Brindley, en selvlært mand som udførte alt sit arbejde uden skriftlige udregninger eller tegninger, udviklede sindrige metoder til at lede vand hen over kilometervis af vekslende terræn. Alle de akvædukter, tunneler, sluser og broer der som følge heraf blev bygget af arbejdere kaldet ’navvies’, eller navigatører, betragtes stadig som enestående bedrifter.

Der blev bygget åbne træbåde som var omkring 20 meter lange og 2 meter brede, de  såkaldte ’narrow boats’, til fragt af blandt andet store læs kul, kalk, kalksten, kaolin, jernmalm, mursten og mel. Disse smalle både blev trukket af heste der gik på trækstier langs kanalerne. Såkaldte ’fly boats’ sørgede for hurtig transport af hastesager eller letfordærvelige varer. De sejlede nonstop med en besætning der også arbejdede om natten.

På nogle kanaler blev strømlinede både trukket af heste, der blev udskiftet med faste intervaller. Bådene kunne rumme 120 passagerer og sejlede med en gennemsnitsfart af 15 kilometer i timen. Som det var tilfældet med de såkaldte ’fly boats’, havde disse både fortrinsret i forhold til andre fartøjer. På Bridgewater Canal var der monteret store klinger på forstavnen af passagerbådene så trossen på andre fartøjer kunne skæres over hvis de kom i vejen. Kanalerne gav for første gang almindelige mennesker mulighed for at rejse billigt og komfortabelt over lange afstande.

Livet om bord i en ’narrow boat’

Livet på kanalsystemet, som bådfolkene kaldte ’the cut’, var hårdt. Arbejdet var tungt og ofte farligt. Da bådfolkene altid var på farten, havde de ikke store muligheder for at få en uddannelse, og med tiden blev de mere og mere afskåret fra resten af samfundet.

’Narrow boat’-folkene udviklede deres egen specielle kunstart. De dekorerede deres fartøjer udvendigt med farverige landskabsbilleder, blomstermotiver og geometriske mønstre. Kahytten, som lå ved agterstavnen, blev også dekoreret indvendig. Kahytten målte kun 3 gange 2 meter, og her boede bådejeren med sin kone og deres børn. Men bådfolkene forstod at udnytte den trange plads fuldt ud. De lavede opfindsomme anordninger som skjulte senge og skabe der kunne slås ud og foldes sammen. Der hang hæklede blonder fra hylderne, og dekoreret porcelæn samt messingting hang omkring komfuret og skinnede i lyset. Tilsammen skabte det hele en varm og hyggelig atmosfære. Bådejerens hårdtarbejdende kone havde mange pligter, og lasten på båden var ofte meget beskidt, men alligevel formåede hun at holde familien og båden skinnende ren. Hun satte  endda en ære i at skrubbe tovværket der var spundet omkring rorpinden, helt hvidt.

Tilbagegang — og brug af kanalerne i dag

Da kanalsystemet næsten var færdigt, i 1825, åbnede George Stephenson en af de første offentlige jernbanelinjer som brugte damplokomotiver, Stockton-Darlington-banen. I løbet af de næste 20 år tog jernbanen transportvirksomheden fra kanalerne, som derefter begyndte at ligge ubenyttede hen og gå i forfald. Nogle af dem blev endda opkøbt af jernbaneselskaberne for at kvæle konkurrencen. Kanalernes tilbagegang fortsatte da man efter Første Verdenskrig efterhånden fik bygget nye og bedre veje. Selv optimister troede ikke at kanalerne kunne overleve meget længere.

Takket være enkeltpersoners og forskellige gruppers arbejde inden for de sidste 50 år har det dog langtfra været tilfældet. Nogle af bådene i kanalerne bliver stadig anvendt til fragt, mens andre er blevet omdannet til permanente boliger eller feriebåde. Det er nu muligt at tage på opdagelse på 3000 kilometer kanaler gennem nogle af Storbritanniens smukkeste og mest uspolerede områder. ’Narrow boat’-entusiaster har desuden genoplivet gamle traditioner og afholder regelmæssigt kanalfestivaler så flere får lejlighed til at blive bekendt med dem. De farvestrålende feriebåde er blevet så populære at der nu er flere ’narrow boats’ i kanalerne end da handelstrafikken var på sit højeste. Kanalerne bliver nu genetableret i samme tempo som de blev anlagt for 200 år siden.

Det er imidlertid kun en lille del af de mange der i dag nyder gavn af kanalerne, som er bådfolk. Hvordan det? Jo, genetableringen af kanalerne har skabt et netværk af parker, og fodgængere, cyklister og lystfiskere har nu adgang til trækstier i by- og landområder der før var ukendte for de fleste. Vandreservoirerne som er blevet bygget for at opretholde vandstanden i kanalerne, er blevet vigtige levesteder for mange dyr, og selve kanalerne er levested for mange forskellige planter, fugle og pattedyr.

Anlæggelsen af Storbritanniens mange kanaler indledte en tid med store forandringer — og et uventet enderesultat. De samme kanaler som har været med til at danne basis for vores moderne tilværelse, anvendes nu som en flugt fra tidens stress og jag.

[Ramme/​illustration på side 14]

NAVIGERING GENNEM KANALTUNNELER

Kun meget få tunneler har trækstier. Før man fik motordrevne både, kunne en ’narrow boat’ kun komme gennem en tunnel ved hjælp af en farlig metode kaldet ’legging’. Man lagde et par planker på hver side af skibets bov. Nogle mænd, såkaldte ’leggers’, lå på ryggen på disse planker som de holdt fast i med hænderne, og ved hjælp af fødderne som de stemmede mod muren, skubbede de båden gennem tunnelen. I mørket, kun oplyst af et enkelt stearinlys, kunne en ’legger’ nemt miste fodfæstet og falde i vandet. Det skete at en mand blev knust mellem skibet og tunnelvæggen, med døden til følge. Engang havde kanalsystemet i Storbritannien 68 kilometer tunneler, og ved de længere tunneler var der ansat professionelle ’leggers’. Den længste tunnel, som nu er genåbnet ved Standedge i Yorkshire, er 5 kilometer lang.

[Kildeangivelse]

Med tilladelse fra British Waterways

 [Ramme/​illustrationer på side 15]

SLUSER OG ET SINDRIGT SKIBSLØFTEVÆRK

Vand kan som bekendt ikke løbe op ad bakke, så hvad gør man når en kanal støder på højereliggende arealer? Man kan lade kanalen følge en kurve for at blive på samme niveau, hvilket gør ruten længere, eller man kan lade den løbe ind i en tunnel der er lavet gennem forhindringen. Som en tredje mulighed kan man hæve vandvejen ved hjælp af sluser. En sluse består af et kammer der forbinder to forskellige vandniveauer, og som har en port i hver ende. Når en båd er inde i en sluse, lukkes begge porte. Slusen bliver derefter fyldt op med vand for at løfte båden op til det næste niveau, eller den tømmes for at sænke båden — alt efter behov.

Hvad gør man hvis gamle sluser ikke kan repareres? Det var problemet da man i Skotland gennemførte et stort projekt med at genforbinde to kanaler mellem Glasgow og Edinburgh som i lang tid ikke havde været vedligeholdt. Det kunne ikke betale sig at genopbygge de 11 sluser ved Falkirk som engang forbandt Union Canal med verdens ældste hav til hav-kanal, Forth and Clyde. Derfor fandt man på en genial løsning — Falkirk Wheel — en usædvanlig konstruktion med en roterende bådlift der måler 35 meter i diameter. Denne lift kan overføre otte både, fire ad gangen i to modsatrettede lifte, fra et niveau til et andet. Hver tur tager kun 15 minutter.

Bådliften som er placeret i en stor, rund dam hvor der er fortøjningsplads til 20 både, blev i Londonavisen The Times beskrevet som „en forbløffende ingeniørbedrift“.

[Kildeangivelse]

Øverst til højre: Med tilladelse fra British Waterways

[Ramme/​illustrationer på side 16, 17]

 VI NYDER AT SEJLE PÅ KANALERNE

I den senere tid har min kone og jeg, som begge er oppe i årene, nydt at holde en fredfyldt ferie med sejlads på kanalerne. Hvordan fredfyldt? For det første er vi langt væk fra trafikken og alle de fartglade bilister på vejene. På en ’narrow boat’ kan man ikke bevæge sig med mere end fem kilometer i timen. Hvorfor skal man sejle så langsomt? For ikke at skabe for voldsomt kølvand, da det kunne ødelægge bredderne langs kanalerne. Det betyder at vi ofte bliver overhalet af folk der går tur med deres hund på den gamle træksti!

Endnu en fordel ved det rolige tempo er at vi har tid til at nyde landskabet, som kan være usædvanlig smukt, og endda nå at hilse på folk der går forbi. Vi lejer som regel en båd i South Wales ved Monmouthshire and Brecon Canal. Denne kanal strækker sig omkring 50 kilometer fra grænsen til Wales op til bjergpartiet Brecon Beacons, som når op over 800 meters højde. Nu og da er det ekstra spændende, nemlig når vi er fremme ved sluserne, hvor båden skal løftes eller sænkes til et andet niveau. — Se rammen på side 15.

Bådene er veludstyrede og meget komfortable. På nogle af dem er der endda to soveværelser med hver sit brusebad og toilet. Der er også centralvarme i tilfælde af at det bliver koldt om aftenen. Vi laver som regel vores egen mad, men hvis vi en dag gerne vil prøve noget andet, kan vi stoppe op og spise på et af de mange spisesteder der er langs kanalen.

Alt er meget fredfyldt, især tidligt om morgenen når træer og bakker spejler sig i kanalen. Der er så stille at man tydeligt kan adskille de forskellige typer fuglesang. Fiskehejrene er dog tavse og bevæger sig langsomt og adstadigt foran os mens de overvåger det hele fra bredden. — Indsendt.

[Kildeangivelser]

Med tilladelse fra British Waterways

Øverst til højre: Med tilladelse fra Chris & Stelle on Belle (www.railwaybraking.com/​belle)

[Kildeangivelse på side 13]

Med tilladelse fra British Waterways