Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Du kan klare opgaven som enlig forælder

Du kan klare opgaven som enlig forælder

Du kan klare opgaven som enlig forælder

DET er blevet sagt at hvis kernefamilien var et dyr, ville det sikkert være opført på listen over truede arter. Tænk over dette: Alene i USA findes der over 13 millioner enlige forældre, langt de fleste enlige mødre. I Danmark bor omkring 244.000 børn i dag med en enlig forælder.

Selvom du er enlig forælder, kan du alligevel få et godt familieliv. Prøv at anvende følgende forslag:

Tænk positivt. Bibelen siger: „Alle den nødstedtes dage er onde, men den hvis hjerte er vel til mode har altid fest.“ (Ordsprogene 15:15) Det kan godt være at du ikke ligefrem føler at dit liv er en fest, men dette vers viser at glæde har mere at gøre med et positivt livssyn end med omstændighederne. (Ordsprogene 17:22) Det fører ikke noget godt med sig at tænke at dine børn er fortabte, eller at din familie aldrig vil komme til at fungere igen. Den slags tanker vil bare gøre dig modløs og vanskeliggøre din opgave som forælder. — Ordsprogene 24:10.

Forslag: Skriv en liste over alle de negative udtryk du plejer at bruge til beskrivelse af din situation. Skriv derefter noget positivt til erstatning for hvert af de negative udtryk. Udskift for eksempel udtrykket: „Det er for meget for mig,“ med: „Jeg kan godt klare mit ansvar som enlig forælder, og jeg kan få den hjælp der er nødvendig.“ — Filipperne 4:13.

Læg et budget. Det er ofte på pengepungen at enlige forældre — især enlige mødre — bliver hårdest ramt. I nogle tilfælde kan det økonomiske pres imidlertid lette hvis man bliver god til at lægge et budget og følge det. Et bibelsk ordsprog siger: „Den kloge ser ulykken og skjuler sig.“ (Ordsprogene 22:3) For at undgå økonomisk ’ulykke’ er det vigtigt med planlægning og forudseenhed.

Forslag: Udarbejd et budget. Skriv alle de udgifter ned du har i løbet af en måned, og find ud af hvad dine penge går til. Dan dig et klart overblik over hvordan du bruger pengene. Er det blevet en vane for dig at købe på kredit? Køber du ting til dine børn for at kompensere for at de mangler den ene af deres forældre? Hvis børnene er gamle nok, så drøft sammen med dem hvordan I kan spare. Det vil være en god oplæring for børnene, og så kan det endda være at de har nogle gode idéer!

Hav et fredeligt forhold til din tidligere ægtefælle. Vær opmærksom på at det at tale dårligt om din tidligere ægtefælle over for dit barn — eller at bruge dit barn til at spionere for at du kan holde dig orienteret om hvad din eksmand eller -kone foretager sig — virker nedbrydende. * Det er meget bedre at samarbejde med din forhenværende ægtefælle om opdragelse og andet der har med jeres barns velfærd at gøre. Bibelen siger: „Om muligt, så vidt det står til jer, hold fred med alle mennesker“ — det gælder også din forhenværende ægtefælle. — Romerne 12:18.

Forslag: Næste gang der opstår en uoverensstemmelse mellem dig og din tidligere ægtefælle, så prøv at behandle vedkommende som en kollega. På en arbejdsplads ville du sikkert bestræbe dig på at have et fredeligt forhold til alle — selv dem du ikke ligefrem beundrer. Hav det samme forhold til din eksmand eller -kone. Det kan godt være at I ikke altid er enige, men enhver gnist behøver ikke at antænde et helt bål. — Lukas 12:58.

Vær et godt eksempel. Spørg dig selv: ’Hvilke værdier og holdninger ønsker jeg at mine børn får? Viser jeg at jeg selv har disse værdier og holdninger?’ Er du for eksempel almindeligvis glad og tilfreds selvom du er alene med dine børn? Eller lader du dine omstændigheder kaste en skygge over dit liv? Bliver du ved med at føle dig krænket over den måde din forhenværende ægtefælle har behandlet dig på? Eller kan du klare uretfærdig behandling som du står magtesløs over for? (Ordsprogene 15:18) Det skal indrømmes at det ikke er let at være et godt eksempel på alle disse områder, og du må ikke forvente fuldkommenhed af dig selv. Imidlertid er det godt at huske på at børn er tilbøjelige til at tillægge sig de samme holdninger som deres forældre.

Forslag: Skriv tre egenskaber ned som du godt kunne tænke dig at hvert af dine børn har som voksne. * Skriv derefter ud for hver egenskab hvad du selv kan gøre for at være et eksempel og opelske netop den egenskab i dit barn.

Pas godt på dig selv. Når man lever et travlt liv, kan man let komme til at negligere sine egne fysiske og følelsesmæssige behov. Lad det ikke ske for dig! Det er også vigtigt at du sørger for at få dækket dit „åndelige behov“. (Mattæus 5:3) Husk — man kommer ikke langt i en bil uden brændstof. Du kommer heller ikke langt hvis du ikke giver dig tid til at få ’fyldt på’.

Der er også „en tid til at le“ og „en tid til at danse omkring“. (Prædikeren 3:4) Adspredelse er ikke tidsspilde. Det kan forfriske dig og give dig ny styrke til at klare opgaven som enlig forælder.

Forslag: Tal med andre enlige forældre om hvad de gør for at passe på sig selv. Du må naturligvis ’forvisse dig om de mere vigtige ting’, men sæt også lidt tid til side hver uge til at gøre noget bare fordi du har lyst til det. (Filipperne 1:10) Skriv ned hvad du har lyst til at gøre, og hvornår du vil gøre det.

[Fodnoter]

^ par. 8 Læs mere om dette i artiklen „Skilsmisse — hvordan det påvirker teenagere“ på side 18-21 i dette blad.

^ par. 11 Det kunne for eksempel være egenskaberne „respekt“, „rimelighed“ og „tilgivelse“, som står omtalt på side 6-8 i dette blad.