Eksempler fra det virkelige liv — første del

Som det fremgår af de indledende artikler i denne særudgave af Vågn op!, er et godt familieliv ikke ensbetydende med et problemfrit familieliv. Og det kan næppe overraske nogen, for vi lever i det Bibelen kalder „kritiske tider som er vanskelige at klare“. (2 Timoteus 3:1) Alle familier vil derfor komme ud for vanskeligheder af den ene eller den anden art.

Det er værd at huske at et godt familieliv ikke afhænger af om man har såkaldt ideelle omstændigheder. Nej, Jesus sagde: „Lykkelige er de som erkender deres åndelige behov.“ (Mattæus 5:3) Familier der tilgodeser deres åndelige behov ved at følge Bibelens principper, har fundet nøglen til et godt familieliv — på trods af ugunstige omstændigheder. Lad os se nogle eksempler på det.

Når man har et handicappet barn. Bibelen lægger vægt på at man viser omsorg for sin familie, også for familiemedlemmer med særlige behov. Den siger: „Hvis nogen ikke sørger for sine egne, og især for dem som er medlemmer af hans husstand, har han fornægtet troen og er værre end én uden tro.“ — 1 Timoteus 5:8.

På side 15 beretter Victor, en far i Sydafrika, om hvordan han og hans kone har taget sig af deres handicappede søn i mere end 40 år.

Hvis man er adopteret. Principperne i Bibelen kan hjælpe en person til at få et ligevægtigt syn på sit eget værd — også selvom han eller hun måske er blevet svigtet af sine biologiske forældre. Ja, Bibelen siger at Jehova Gud er en „hjælper“ for de faderløse. — Salme 10:14.

På side 16 beskriver Kenyatta, en ung kvinde i USA, hvordan hun har lært at klare de følelsesmæssige virkninger af aldrig at have mødt sine biologiske forældre.

Når man mister en af sine forældre. Hvis ens far eller mor dør, kan det give følelsesmæssige sår som er vanskelige at hele. Bibelen kan imidlertid hjælpe, for dens forfatter, Jehova, er „al trøsts Gud“. — 2 Korinther 1:3.

På side 17 fortæller Angela, en ung kvinde i Australien, om hvordan hendes forhold til Gud hjælper hende til at leve med et smerteligt tab.

Alle familier møder udfordringer. Som beretningerne på de følgende sider viser, har familier der anvender Bibelens principper, fundet en vigtig nøgle til at kunne tackle de udfordringer de kommer ud for.

 [Ramme/​illustrationer på side 15]

Når man har et handicappet barn

Fortalt af Victor Maynes, Sydafrika

„Andrew har lige fra fødselen været afhængig af at vi klæder ham på, bader ham og til tider endda hjælper ham med at spise. Han er nu 44 år gammel.“

VI FIK mistanke om at der var noget galt da Andrew efter at være fyldt et år endnu ikke var begyndt at lære at gå. Omkring samme tidspunkt fik han et krampeanfald. Vi tog ham straks til hospitalet, hvor man fortalte os at han havde epilepsi. Men det var ikke det hele. Yderligere undersøgelser viste at Andrew var hjerneskadet.

Efter at have forsøgt med mange forskellige behandlinger lykkedes det at få styr på Andrews krampeanfald. En overgang måtte han have fire forskellige slags medicin tre gange daglig. Men medicinen kan naturligvis ikke helbrede hans mentale retardering. Selv nu hvor Andrew er 44, er han mentalt set som et barn på fem eller seks år.

Lægerne rådede os til at anbringe Andrew på en institution, men det besluttede vi os for ikke at gøre. Det var muligt for os at passe ham hjemme, så det valgte vi, selvom det selvfølgelig har været forbundet med en del udfordringer.

Vi gjorde det til en fælles opgave for hele familien at passe Andrew. Vores andre børn — to piger og en dreng — var søde til at hjælpe, og det er jeg meget taknemmelig for. Som Jehovas Vidner har vi også fået stor støtte fra vores trosfæller i menigheden. Nogle gange har de lavet mad til os eller endda passet Andrew så vi kunne få mulighed for at deltage i den kristne forkyndelse eller tage os af andre anliggender.

Vi har altid tænkt meget på Guds løfte i Esajas 33:24 om at der vil komme en tid hvor „ingen indbygger siger: ’Jeg er syg.’“ Vi tror fuldt og fast på at Gud vil gennemføre sin hensigt og indføre en ny verden hvor al sygdom er fjernet. (2 Peter 3:13) Vi ser derfor frem til den dag hvor Andrew bliver rask. Indtil da har vi tillid til Jesu ord om at hvis vi prioriterer det der har med Guds rige at gøre, højest, vil vi få alt hvad vi behøver, i tilgift. (Mattæus 6:33) Det har altid holdt stik i vores tilfælde — vi har aldrig manglet noget.

Det er naturligvis ikke alle der kan klare at tage sig af et sygt familiemedlem derhjemme. Men til dem der gør det, vil jeg for det første anbefale at de regelmæssigt beder inderligt til Gud. (1 Peter 5:6, 7) For det andet at de giver barnet masser af kærlig omsorg og aldrig undervurderer dets evne til at lære at elske Jehova Gud. (Efeserne 6:4) For det tredje at alle i familien inddrages i hjælpen. Og for det fjerde at de husker at barnet altid får mest kærlighed hjemme hos sin egen familie. Det er selvfølgelig ikke alle der har de samme omstændigheder som os. Personligt har vi aldrig fortrudt at vi valgte selv at tage os af Andrew. Han er den mest elskelige søn — den mest elskelige mand — jeg kender.

 [Ramme/​illustrationer på side 16]

Hvis man er adopteret

Fortalt af Kenyatta Young, USA

„Selvom man har en stedfar eller stedmor, er man trods alt biologisk forbundet med én af de forældre man bor hos. Men jeg er adopteret, så det gælder ikke i mit tilfælde. Jeg ved ikke engang hvem af mine forældre jeg ligner.“

JEG har ingen anelse om hvem min far er, og jeg har aldrig mødt min mor. Hun var alkoholiker og stofmisbruger da hun ventede mig. Lige efter at jeg var blevet født, kom jeg på børnehjem, og jeg var på mange forskellige hjem før jeg som næsten toårig blev adopteret.

Min adoptivfar siger at han straks fik lyst til at adoptere mig da sagsbehandleren viste ham et billede af mig, og jeg havde lige fra starten af et godt forhold til min nye mor. Jeg kaldte hende mor og sagde at jeg gerne ville med hende hjem.

Jeg kan dog huske at jeg som barn var bange for at blive sendt tilbage til børnehjemmet hvis jeg gjorde noget forkert. Jeg turde ikke være i dårligt humør eller blive syg som andre børn. Jeg prøvede endda at undgå at blive forkølet! Men mine forældre forsikrede mig altid om at de elskede mig og aldrig ville svigte mig.

Selv som voksen kæmper jeg nogle gange med følelsen af ikke at have samme værd som dem der er vokset op hos deres biologiske forældre. Og lige når jeg har fået lidt hold på mine følelser, sker det ofte at en eller anden siger: „Hvor må du være taknemmelig over at have sådan nogle vidunderlige forældre der har været villige til at adoptere dig!“ Jeg er naturligvis taknemmelig, men den slags udtalelser får mig til at føle at der er noget galt med mig, og at det kræver en usædvanlig stor indsats af andre at holde af mig.

Jeg har svært ved at acceptere at jeg sikkert aldrig finder ud af hvem min biologiske far er. Indimellem føler jeg mig såret over at min biologiske mor ikke sørgede for at få nok styr på sit liv til at kunne beholde mig — som om jeg ikke var værd at kæmpe for. Til andre tider har jeg ondt af hende. Jeg tænker tit på at hvis jeg møder hende en dag, vil jeg fortælle hende at jeg har haft et godt liv, og at hun ikke skal være ked af at hun ikke kunne beholde mig.

Mine adoptivforældre er Jehovas Vidner, og en af de bedste gaver de har givet mig, er det de har lært mig ud fra Bibelen. Det trøster mig altid at tænke på ordene i Salme 27:10: „Om så min fader og min moder forlod mig, da ville Jehova tage mig til sig.“ Sådan har det været for mig. Der er også noget positivt ved at være adopteret. For eksempel er jeg meget optaget af andre mennesker — deres liv og deres baggrund — måske fordi jeg ikke selv kender min biologiske familie. Jeg elsker mennesker, og det er vigtigt når man som jeg er en kristen forkynder. Det giver mig et indholdsrigt og værdigt liv at tale om Bibelen. Hvis jeg føler mig nedtrykt, sørger jeg for at komme ud og gøre noget for andre. Når jeg underviser andre i Bibelen, kommer jeg samtidig til at lære dem at kende, og alle har noget interessant at fortælle om sig selv.

 [Ramme/​illustrationer på side 17]

Når man mister en af sine forældre

Fortalt af Angela Rutgers, Australien

„Da min far døde, følte jeg det som om der blev revet et stort hul i mit sikkerhedsnet. Det menneske som vidste alt og kunne hjælpe mig med alt, var nu borte.“

MIN far døde for ti år siden, da jeg var teenager. Han havde gennemgået en operation, og endnu mens han lå på opvågningsstuen, fortalte lægen os at der ikke var mere de kunne gøre. Min mor ønskede desperat at få nogle flere oplysninger, min storebror besvimede, og jeg stod der og vidste ikke hvad jeg skulle stille op med alle mine følelser. Seks måneder senere døde min far.

I en periode havde jeg meget modstridende følelser. Jeg ville gerne have at mine venner forstod hvad jeg gennemgik, men jeg ønskede ikke at de havde ondt af mig. Derfor bestræbte jeg mig for ikke at vise dem hvad jeg følte. På den anden side følte jeg også at hvis jeg morede mig og hyggede mig sammen med dem, var det det samme som at sige at alt var som det plejede, men det var det jo ikke. Det har ikke været let for mine venner!

Og ja, jeg har skyldfølelser i forbindelse med min fars død. Jeg ville ønske at jeg oftere havde fortalt ham at jeg elskede ham, og at jeg havde givet ham et knus lidt oftere eller brugt mere tid sammen med ham. Selvom jeg fortæller mig selv at min far ikke ville have ønsket at jeg tænkte sådan, kan jeg ikke lade være.

Som et af Jehovas Vidner finder jeg stor trøst i opstandelseshåbet, som er omtalt i Bibelen. (Johannes 5:28, 29) Jeg forestiller mig at min far er taget på en rejse til udlandet, og at han en dag vil komme hjem, selvom jeg ikke ved nøjagtig hvornår. Til at begynde med opmuntrede det mig mærkeligt nok ikke spor når nogen sagde: „Din far vil komme tilbage i opstandelsen.“ Jeg tænkte: „Det er altså lige nu jeg har brug for min far!“ Men billedet med en udenlandsrejse hjalp. Det gjorde opstandelseshåbet virkeligt for mig og hjalp mig samtidig til at klare det umiddelbare tab.

Mine trosfæller har været en stor støtte for mig. Jeg husker især at en af dem fortalte mig at han havde meget svært ved at tale med mig om min fars død, men at han hele tiden tænkte på mig og min familie. Den kommentar hæftede jeg mig ved. Den hjalp mig de dage hvor ingen sagde noget, for jeg forstod at mange tænkte på os selvom de ikke fik det sagt. Det betød utrolig meget for mig!

Fire måneder efter min fars død begyndte min mor at gå mere ud at forkynde, og jeg kunne se at det var noget der gjorde hende gladere, så jeg valgte at gøre det samme. Det er forbavsende hvor meget bedre man selv får det når man hjælper andre. Det har styrket min tro på Jehovas ord og løfter, og det hjælper mig til allerede nu at se tingene i et større perspektiv.