Kom og mød batakerne

Da den italienske opdagelsesrejsende Marco Polo i det 13. århundrede besøgte øen Sumatra i Indonesien, omtalte han et „bjergfolk“. De „lever . . . som vilde dyr og spiser menneskekød“, sagde han. Man mener at dette folk var batakerne. Min kone og jeg har imidlertid et helt andet syn på disse mennesker. Kom og mød det folk som vi har lært at kende og er kommet til at holde af.

 „HORAS!“ Med denne hjertelige hilsen blev vi budt velkommen af vores nye batakvenner da vi ankom til vores nye missionærdistrikt tæt ved Tobasøen i Nordsumatra i Indonesien. Tobasøen, som er en af Sumatras flotteste naturseværdigheder, er verdens største vulkansø, og den ligger lige midt i batakernes område. — Se  rammen herunder.

Batakerne er en af Indonesiens største indfødte befolkningsgrupper. De er omkring otte millioner og omfatter muligvis seks uafhængige, men nært forbundne, etniske grupper — tobaerne, simalungunerne, karoerne, dairierne, angkolaerne og mandailingerne. Hver af grupperne består af store familieklaner. Når bataker møder hinanden, er deres første spørgsmål som regel: „Hvilken klan tilhører du?“ Derefter kan de hurtigt afgøre hvor nært beslægtede de er.

Regler for ægteskab

Traditionelle batakægteskaber forener almindeligvis ikke kun to mennesker, men også to klaner. Fætre og kusiner på mødrene side regnes for at være et ideelt parti. Derimod er det strengt forbudt at gifte sig med en fætter eller kusine på fædrene side eller med en person fra samme klan. Desuden følger traditionelle ægteskaber regelen: Mænd fra klan A gifter sig med kvinder fra klan B, mænd fra klan B gifter sig med kvinder fra klan C, og mænd fra klan C gifter sig med kvinder fra klan A. Disse cirkulære alliancer styrker batakernes slægtskabsbånd og giver nygifte et meget stort familienetværk.

Selv hvis et batakpar er lovformeligt gift og har børn, bliver deres ægteskab ikke anerkendt af deres klaner før der er blevet holdt et traditionelt klanbryllup. Den omfattende ceremoni involverer nogle gange flere hundrede slægtninge og kan vare i timevis.

Ved karobryllupper, for eksempel, tæller man omhyggeligt brudekøbesummen og medgiften og fordeler pengene blandt bestemte grupper i hver klan. Først derefter kan brylluppet fortsætte. Klanmedlemmer holder lange taler om ægteskabet, mens bruden og brudgommen lytter respektfuldt. Fest og dans afslutter brylluppet.

Et paradis for en landmand

Før i tiden boede mange batakfamilier sammen i store langhuse med to markante tagspidser der lignede bøffelhorn. Nogle af  disse udsmykkede bygninger — der var lavet af træ, bambus og sukkerpalmefibre — var bygget på pæle, og de kunne være store nok til at huse helt op til 12 familier. Husene var opført uden brug af søm. Adskillige 300 år gamle bygninger er stadig beboet. Husdyrene — grise, hunde, høns, køer og vandbøfler — opholder sig under huset.

Den lokale økonomi hviler hovedsagelig på landbrug, fiskeri, kvægdrift og turisme. Området der skråner ned mod Tobasøen som et naturligt amfiteater, er intet mindre end et paradis for en landmand. Terrasser af smaragdgrønne rismarker hæver sig højt op over søen. Kaffe, frugt, krydderier og grøntsager har gunstige vækstbetingelser i den næringsrige, mørke vulkanske jord. Og fiskere i trækanoer høster naturens rige gaver i søens kølige, klare vand.

Ved slutningen af dagen leger og svømmer børnene i søen, mændene hygger sig på caféerne, og musikken giver genlyd i den kølige aftenluft. Batakerne er kendt for deres energiske og følelsesladede sang. De elsker også at danse — mænd og kvinder hver for sig — mens de graciøst bevæger arme og hænder.

En broget fortid

Fra Marco Polos tid og frem til det 19. århundrede forlød det at batakerne var aggressive kannibaler der som et led i deres ritualer spiste fjendtlige soldater og forbrydere. Men Leonard Y. Andaya, der er professor i historie, siger at sådanne „detaljerede beretninger om makaber kannibalisme kan være opdigtet af batakerne selv i et forsøg på at hindre fremmede i at trænge ind i deres land“. Uanset hvordan det forholdt sig, „nedlagde det hollandske kolonistyre i det 19. århundrede forbud mod kannibalisme i de områder det herskede over“, siger bogen The Batak — Peoples of the Island of Sumatra.

Batakerne var animister og troede på et utal af guder og ånder. De gav sig også af med offerritualer, spiritistiske seancer, spådomskunst  og trolddom. Okkulte besværgelser, spådomstavler og helbredelsesforskrifter blev optegnet på op mod halvanden meter lange barkstrimler der blev foldet som en harmonika til en form for bog. De vævede også kunstfærdige hellige klædestykker som skulle beskytte mod ondt og forudsige fremtiden.

Optegnelser viser at de første vestlige missionærer der kom til batakerne, var baptisterne R. Burton og N. Ward, der ankom i 1824. Ti år senere, mens det hollandske militær prøvede at besætte dele af landet, vovede to andre missionærer, amerikanerne H. Lyman og S. Munson, sig ind i batakernes område, men de blev snart slået ihjel. To katolske missionærer, der overhørte advarslerne mod at begive sig ind i potentielt farlige områder, har måske lidt samme skæbne.

Den tyske missionær Ludwig Nommensen, der begyndte at arbejde blandt batakerne i 1862, gik det bedre. Han overlevede og havde stor succes med sit arbejde. Faktisk står der stadig stor respekt om ham blandt mange af de lokale. I dag bekender de fleste bataker sig som kristne, mens resten hovedsagelig er muslimer eller animister. Ikke desto mindre holder mange stadig fast ved visse dele af deres traditionelle tro.

Den gode nyhed når batakerne

Omkring 1936 kom Jehovas Vidner til batakernes område med den gode nyhed om Guds rige, som Jesus havde forudsagt ville blive forkyndt „på hele den beboede jord“. (Mattæus 24:14) Mange bataker tog imod det bibelske budskab og vendte deres overtro ryggen. I dag er der omkring 30 menigheder af Jehovas Vidner i området. — Se rammen til højre.

Når min kone og jeg forkynder den gode nyhed for folk her, møder vi ofte turister der er fulde af lovord om Tobasøens spektakulære skønhed og behagelige klima. Vi giver dem fuldstændig ret, men tilføjer at den virkelige skønhed er folket — de varmhjertede og venlige bataker.

[Ramme på side 17]

 EN KØLIG SØ MED EN HED FORTID

Tobasøen er 87 kilometer lang og 27 kilometer bred, og det gør den til verdens absolut største kratersø. Den indeholder så meget ferskvand at det ville kunne dække hele Storbritannien i næsten en meters højde. Med sin placering midt mellem grønne vulkantoppe, som er en del af Barisanbjergene, er denne smukke sø en fotografs drøm fra en hvilken som helst vinkel.

Søen opstod ved et eller flere vulkanudbrud, som forskere mener har været blandt de mest voldsomme i jordklodens historie. Med tiden blev den gigantiske caldera fyldt med vand, og derved opstod det der nu er kendt som Tobasøen. Efterfølgende landhævninger i søen dannede den smukke ø Samosir, der har et areal på omkring 650 kvadratkilometer, hvilket nogenlunde svarer til størrelsen af Bornholm.

[Ramme på side 18]

ET TEMPERERET PARADIS

Tobasøen ligger omkring 300 kilometer fra ækvator, men klimaet er overraskende køligt. Det skyldes at søen ligger 900 meter over havoverfladen. Palmetræer og fyrretræer trives side om side i dette tempererede paradis.

Søen markerer en økologisk skillelinje for en lang række dyr. For eksempel findes der orangutanger, hvidhåndede gibboner og Thomas’ bladaber nord for søen, mens der syd for søen findes tapirer, spøgelsesaber og sorttoppede bladaber.

[Illustration på side 19]

FRA ÅNDEMEDIUM TIL SAND KRISTEN

Nursiah er batak og var ḍukun, eller heksedoktor. Hun brugte magi til at helbrede sygdomme, uddrive onde ånder og kommunikere med de „døde“. * Hun havde en blomstrende virksomhed og var — trods sine okkulte aktiviteter — et respekteret medlem af den lokale protestantiske kirke.

Da Nursiah mødte Jehovas Vidner, blev hun overrasket over at finde ud af at Guds navn er Jehova. (Salme 83:18) Senere læste hun i Bibelen at mange af dem der var blevet troende i det første århundrede, var holdt op med at beskæftige sig med magi og havde brændt deres spiritistiske bøger for at kunne tjene Gud på en antagelig måde. (Apostelgerninger 19:18, 19) Trods stærk modstand besluttede hun at gøre det samme, i fuld tillid til Jesu ord: „Sandheden skal frigøre jer.“ — Johannes 8:32.

I dag er Nursiah og hendes søn, Besli, døbte Jehovas Vidner, og hendes mand, Nengku, overværer regelmæssigt møderne. „Efter at jeg er begyndt at tjene Jehova,“ siger hun, „har jeg fået et meget bedre liv! Da jeg var ḍukun, længtes jeg efter at kende sandheden. Nu er jeg virkelig glad og tilfreds.“

[Fodnote]

[Illustration]

Nursiah med sin mand og sin søn

[Kort på side 16]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Sumatra

Tobasøen

[Kildeangivelse]

Baseret på NASA/​Visible Earth imagery

[Illustration på side 16, 17]

Tobasøen set fra Pusuk Buhits skråninger på hovedlandet

[Illustration på side 18]

Sipisopiso-vandfaldet, der ligger ved den nordlige ende af Tobasøen, har et fald på 110 meter