Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Vi betragter verden

Vi betragter verden

Vi betragter verden

Det internationale kræftforskningscenter har hævet klassifikationen af uv-apparater til solbruning fra „sandsynligvis kræftfremkaldende for mennesker“ til „kræftfremkaldende for mennesker“. — THE LANCET ONCOLOGY, STORBRITANNIEN.

I Argentina har 9 ud af 10 gravide kvinder ikke ønsket at blive gravide. — CLARÍN, ARGENTINA.

„Opdagelse af nye arter er ren rutine for forskere. Hver dag identificerer biologer omkring 50 arter. Næsten 17.000 nye planter og dyr blev beskrevet alene i 2006 — hvilket er omkring 1 % af de 1,8 millioner navngivne arter der findes.“ — TIME, USA.

Er skydevåben en beskyttelse?

Er man bedre beskyttet hvis man har et skydevåben på sig når man bliver overfaldet? En undersøgelse foretaget af University of Pennsylvania School of Medicine i USA konkluderede at det som regel ikke er tilfældet. Efter at have udelukket situationer hvor politiet var indblandet, hvor våbenejere havde skudt sig selv, og hvor skyderierne havde været uforsætlige, konkluderede forskerne at de der bærer skydevåben, har „4,5 gange større risiko for at blive ramt af skud i forbindelse med et overfald end dem der ikke bærer skydevåben“. Ifølge undersøgelsen lykkes det godt nok nogle at forsvare sig med deres eget våben, men chancerne er små. Den forestilling at det at eje skydevåben er „en beskyttelse i et farligt miljø, bør debatteres og tages op til fornyet overvejelse“, sagde rapporten.

Munke med læbestift

Nye munke i Thailand har „plettet den konservative buddhismes rygte“ ved at bruge læbestift, gå med for stramtsiddende dragter, „vrikke med hofterne når de går, og bære dametasker“, siger en nyhedsrapport fra Bangkok. Bekymring over homoseksuelle novicers opførsel har fået religiøse myndigheder til at foreslå at munke bliver undervist i at opføre sig anstændigt. En ledende buddhistpræst forklarede at homoseksualitet i sig selv ikke er forbudt blandt munkene, „ellers ville mere end halvdelen af dem blive frataget deres munkestatus“.

Tog forbeholdt kvinder

I årevis har kvinder som har kørt med Indiens overfyldte pendlertog, været nødt til at finde sig i at mandlige passagerer var uforskammede over for dem, tog på dem, nappede dem, stirrede på dem og på anden måde chikanerede dem. Som en reaktion på et stigende antal klager har regeringen besluttet helt at formene mændene adgang til visse tog, rapporterer Calcutta-avisen The Telegraph. Resultatet er blevet at der i Indiens fire største byer — New Delhi, Mumbai, Chennai og Calcutta — er indsat et begrænset antal „særtog for kvinder“. Passagererne er efter sigende meget tilfredse.