Jeg begyndte på mit livs bedste løb
Jeg begyndte på mit livs bedste løb
FORTALT AF KARL-ERIK BERGMAN
At løbe hurtigt gav mig en vidunderlig følelse. Jeg var et naturtalent, så det at løbe sprint blev det vigtigste i mit liv.
I 1972, i en alder af 17 år, meldte jeg mig ind i en sportsklub. Det gik snart op for mig hvor meget arbejde der lå foran mig hvis jeg skulle være eliteatlet. Medfødte evner er ikke nok til at man kan blive topsprinter. Men jeg var parat til at lægge mig i selen.
Da jeg var 22, kom jeg på Finlands landshold. Det følgende år var jeg den i Finland der havde den bedste gennemsnitstid i 100-meter-løb. På grund af skader på akillessenen og hasesenerne kunne jeg imidlertid ikke udnytte mit fulde potentiale. Men min begejstring for at løbe fik mig til at blive træner for lovende atleter. I 1982 planlagde jeg at flytte til Californien, hvor klimaet var bedre for mig, for at gå på universitetet og fortsætte min karriere inden for sporten. Jeg havde endog købt flybilletten.
Det der forandrede mit liv
En aften kort tid før min planlagte rejse til Californien ringede det på døren. Jeg åbnede, og udenfor stod to kvinder der var Jehovas Vidner. De udstrålede stor ro og ligevægt, egenskaber som man sætter højt hos en atlet. Jeg inviterede dem ind, og vi satte os ned og fik en snak. Efter en meget oplysende samtale gav de mig en bog der hed Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden. * Jeg begyndte at læse den. Da jeg var kommet omkring halvvejs igennem, gik det op for mig at det den sagde, var sandheden. Kvinderne vendte tilbage, og jeg spurgte dem hvordan jeg kunne blive et af Jehovas Vidner. De svarede at jeg måtte have mig et bibelstudium.
Jeg tog ikke kun imod et personligt bibelstudium, men begyndte også at overvære møderne sammen med Jehovas Vidner i rigssalen i Vantaa, hvor jeg boede. Jeg fandt ud af at det jeg lærte, var baseret på Bibelen. De bibelske sandheder jeg blev undervist i, begyndte lidt efter lidt at ændre mit syn på hvad der virkelig betyder noget i livet. Jeg tog derfor hen til rejsebureauet og fik pengene retur for min flybillet. En del af pengene brugte jeg på at købe et jakkesæt som jeg kunne have på til møderne, og en taske til min bibel og bibelske bøger og
blade. Jeg blev døbt som et af Jehovas Vidner ved et stævne i Helsinki i 1983.Andre atleter slår ind på samme løbebane
Efterhånden som jeg lærte Bibelens sandheder at kende, fortalte jeg ivrigt mine venner om dem. I starten troede de ikke deres egne ører. Inden længe gik der endda rygter om at jeg havde mistet forstanden. En efter en begyndte mine venner at undgå mig. Men i tiden efter min dåb mødte jeg flere andre atleter på den løbebane hvor jeg trænede regelmæssigt for at holde mig i form. Vores samtaler hjalp dem til at se at selvom jeg havde forandret mig, var jeg ikke gået fra forstanden.
Flere af disse atleter kom med tiden til at forstå at det jeg sagde, var fornuftigt og værd at overveje nøjere. De bemærkede at jeg ikke længere havde et grimt sprog og en aggressiv personlighed. Nogle få af dem ville gerne lære mere om Bibelen. Jeg kunne godt lide at vise andre at Bibelen sammenligner en kristens liv med en idrætskamp. Vi er med i løbet om det evige livs sejrspris. — 2 Timoteus 2:5; 4:7, 8.
Sandheden er at virkelig glæde og mening med livet ikke kommer af at vinde atletikkonkurrencer, men af at gøre det der behager Skaberen. Mine samtaler med andre atleter fik nogle af dem til at revurdere deres mål i livet, og flere af dem tog imod de bibelske sandheder som havde fået mig til at lægge mit liv om. Det er skønt at se at mange af dem har været lige så ivrige for at tjene Gud som de var for at dyrke sport.
En af dem var Yvonne, en talentfuld 800-meter-løber. Hun var den hurtigste kvindelige løber i Skandinavien på den distance og var indehaver af Finlandsrekorden. Hun repræsenterede med stor succes Finland ved europæiske atletikstævner. Som følge af vores samtaler begyndte Yvonne at se hvor tomt det er at søge berømmelse i vore dages verden. Hun lærte, som Bibelen siger, at denne verden forsvinder og vil blive erstattet af en ny verden som Gud vil skabe. — 1 Johannes 2:17.
Der gik ikke lang tid før Yvonne sagde ja til at studere Bibelen. På det tidspunkt kom hun sammen med Jouko, der var en dygtig løber på Finlands atletiklandshold. Han havde repræsenteret Finland ved både europamesterskaberne og verdensmesterskaberne i atletik. Med tiden flyttede Yvonne og Jouko til USA for at fortsætte deres sportskarrierer.
Mens de var der, fortsatte Yvonne med at studere Bibelen, og Jouko deltog også i studiet. Hans mål var at finde noget at sætte en finger på så han kunne få Yvonne bragt til fornuft. Men lidt efter lidt nåede Bibelens sandheder også Joukos hjerte. Yvonne og Jouko giftede sig, og senere indviede de deres liv til Gud og symboliserede det ved vanddåben. I dag er de begge pionerer, som Jehovas Vidners heltidsforkyndere kaldes.
Jeg påbegyndte også et bibelstudium med Barbro, der var finsk mester i kvindernes 400-meter-løb. Hun havde kort forinden repræsenteret Finland ved nogle europæiske atletikstævner. Barbro og hendes mand, Jarmo, der havde været stangspringer, flyttede til Sverige, hvor Barbro fortsatte med at studere Bibelen. Her begyndte Jarmo også at være med til studiet. Begge havde ledt efter en mening med livet, og da de havde lært Bibelens sandheder at kende, blev de døbt i Sverige. Med tiden blev Jarmo fysioterapeut, og som ægtepar har de været meget nidkære i forkyndelsen. Jarmo tjener som ældste i den kristne menighed.
Så var der Heidi, der også var en lovende løber. Hun var i begyndelsen af teenageårene, og som hendes træner lagde jeg mærke til at hun interesserede sig for åndelige emner. En dag fortalte jeg hende derfor om det Bibelen lærer om Guds rige og de velsignelser Riget vil medføre for jorden. Jeg spurgte hende: „Tror du at vi kan komme til at opleve de velsignelser der er givet løfte om?“ — Salme 37:11, 29; Mattæus 6:9, 10.
„Ja,“ svarede hun. Hun ville gerne studere Bibelen. Jeg fik derfor arrangeret at en af mine kvindelige trosfæller skulle studere med hende. Efter nogle få år symboliserede Heidi også sin indvielse til Gud ved vanddåben. Med tiden blev hun en skøn åndeligsindet kvinde,
og vi blev gift. Hun har været en fantastisk livsledsager, og hun har bevaret en stærk beslutsomhed i tjenesten for Gud — en beslutsomhed der i sportens verden ville have givet hende store chancer for at blive topatlet.Min lillebror Peter, der også var sportsmand, reagerede i første omgang meget negativt på at jeg begyndte at studere Bibelen. Men så gav jeg ham et eksemplar af bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden. Senere kom han til mig og sagde: „Jeg er begyndt at læse bogen, men det er ikke det hele jeg forstår. Kan du hjælpe mig?“ Jeg arrangerede at et andet Jehovas vidne skulle studere med ham, og efter fire måneders studium blev han døbt. Senere giftede han sig, og hans kone tjener som pioner.
Løbet fortsætter
Allerede inden jeg blev døbt, havde jeg bestemt mig for at blive missionær. Kort efter min dåb begyndte jeg i pionertjenesten. Jeg forstod at når man er med i det løb der gælder livet, må man gøre sit bedste. Min kone, Heidi, og jeg ansøgte om at komme på Gilead, Jehovas Vidners missionærskole i New York, og i 1994 blev vi indbudt. Da vi havde afsluttet skolen, fik vi til opgave at tjene i Letland, hvor en stor del af befolkningen taler russisk.
Sovjetunionens fald havde gjort folk desillusionerede. Bibelen havde været miskrediteret og endda forbudt, men vi oplevede at mange var interesseret i hvad den havde at sige. At lære russisk var en af de sværeste udfordringer jeg nogen sinde havde stået over for. Men efter seks års missionærtjeneste i Letland blev jeg udnævnt til at besøge og opmuntre Jehovas Vidners menigheder som rejsende tilsynsmand. Den opgave udfører jeg stadig sammen med min trofaste kone.
I årenes løb har jeg haft mulighed for at oplære mange til at løbe det løb der gælder livet, „det virkelige liv“ i Guds nye verden. (1 Timoteus 6:19) For at kunne træne atleter til at nå deres fulde potentiale må man lære at forstå dem godt. Træneren må hjælpe dem til at udvikle deres stærke sider og arbejde med deres svage sider. Han må opildne dem til at holde ud og yde deres bedste.
Det har overrasket mig at se hvor meget en kristen har til fælles med en sportsmand, som apostelen Paulus understregede i sit første brev til korintherne. En topatlet er helt koncentreret om sin træning; han fantaserer ikke bare om at vinde. Han sætter sig realistiske mål og arbejder systematisk på at nå dem. Hvis han mister dem af syne og slækker på sin indsats, vil al hans hårde træning være forgæves. En sand kristen må på samme måde blive ved med at være målrettet og fokuseret.
En succesrig atlet må også have en kostplan og blive ved med nøje at overholde den. Noget lignende gælder en sand kristen. Han fylder sig ikke med noget umoralsk fra ’dæmonernes bord’, som apostelen Paulus udtrykte det. I stedet tager han for sig af den nærende åndelige føde Gud har sørget for gennem sit ord, Bibelen. (1 Korinther 10:21) Dertil kommer at en topatlet vil bevare en positiv indstilling når der opstår vanskeligheder. Han indrømmer sine fejl og foretager justeringer. „Jeg [løber] ikke som i det uvisse,“ skrev Paulus. „Men jeg banker løs på mit legeme,“ sagde han, for ikke at blive diskvalificeret. — 1 Korinther 9:24-27.
Salme 139:14) Sammen arbejder vi målrettet på at få den sejrspris som „det virkelige liv“ er — det „som skal komme“ i Guds nye verden. — 1 Timoteus 4:8.
Min kone og jeg nyder stadig at holde os i god fysisk form ved regelmæssigt at træne i et motionscenter. Men vi lader ikke dette hindre os i at tjene Jehova, der har skabt mennesket så underfuldt. (Efter at apostelen Paulus havde beskrevet den „sky af vidner“ der var i førkristen tid, gav han tilskyndelsen: „[Lad os] aflægge enhver vægt og den synd som let omklamrer os, og lad os med udholdenhed løbe det væddeløb der ligger foran os.“ (Hebræerne 12:1) At løbe dette løb er det mest udbytterige man kan foretage sig, for det vil føre til evige velsignelser for alle de løbere der fuldender det. — 2 Timoteus 4:7, 8.
[Fodnote]
^ par. 7 Udgivet af Jehovas Vidner, men ikke længere på lager.
[Illustration på side 14]
Midt i 1980’erne: Heidi og mig; Yvonne bagerst og Jouko og deres datter foran
[Illustration på side 15]
Med Heidi i forkyndelsen i dag
[Illustration på side 15]
Ved Jehovas Vidners områdestævne i Helsinki i 2009. Yvonne og Jouko på vores venstre side og Jarmo og Barbro på vores højre
[Kildeangivelse på side 12]
Bragt i Aamulehti 21/8 1979