Jurter — nomadeboliger i Centralasien
Jurter — nomadeboliger i Centralasien
HVAD er det der er blødt og rundt og beskytter mod kulden om vinteren og varmen om sommeren? For nomadefolk i dele af Centralasien er svaret: en jurte! Fra Mongoliets og Kasakhstans stepper til Kirgisistans bjerge og dale var disse traditionelle boliger engang et almindeligt syn.
En jurte er en rund, teltlignende konstruktion hvis indervægge er beklædt med dekorative stråmåtter. Udenpå er jurten beklædt med store filtstykker der er lavet af fåreuld. Jurter vejer ikke ret meget og er lette at samle, men er alligevel robuste og komfortable i de varme somre og kolde vintre. Kirgiserne kalder jurten et gråt hus, kasakherne kalder den et filthus, og mongolerne kalder den en ger, der betyder „bolig“.
Jurter kan være gråbrune eller helt hvide, afhængig af farven på ulden. Kirgisiske og kasakhiske jurter er ofte dekoreret med egnsbestemte farvestrålende uldmotiver, der forestiller vædderhorn. Før i tiden var de smukke tæpper og filtstykkerne på gulvene noget der afspejlede en families velstand og status.
En vigtig del af jurten er midterringen, eller hjulet, som alle tagstængerne er forbundet med. Denne stærke og tunge ring giver hele konstruktionen stabilitet. En filtklap der dækker ringen, kan åbnes for at give ventilation og lukkes når vejret er dårligt. På klare aftener kan man åbne filtklappen og se op på stjernerne.
Ideelle til nomadelivet
I Kasakhstan, Kirgisistan og Mongoliet er der stadig folk der lever som nomader ude på landet. I sin bog Yurts — Living in the Round fortæller Becky Kemery om hvordan kameler stadig bliver brugt til at flytte jurter i Mongoliet: „Træskelettet bliver læsset på en kamel så vægten fordeles ligeligt på begge sider. Taghjulet er det sidste der bliver anbragt, og det passer fint ned over puklen. Filtstykkerne læsses på en anden kamel. Hvor hyrderne ikke har kameler til at flytte jurterne med, benytter de kærrer der bliver trukket af yakokser eller heste, eller måske bliver jurterne kørt til deres nye bestemmelsessted på en russisk lastvogn.“
Mongolske jurter har lige stænger og fladere tage end andre. Det bevirker at de lettere kan modstå de kraftige vinde på de åbne stepper og undgå lynnedslag. Jurterne i Kirgisistan
og Kasakhstan har en stejlere taghældning og er mere afrundede i toppen. Som regel er indgangen til en jurte placeret så sollyset kan falde ind. Modsat indgangen står nogle trækister med stabler af farverigt dekorerede filtmåtter og tæpper. Det er skik og brug at pladsen foran dette farverige arrangement er forbeholdt en betydningsfuld gæst eller familiens ældste mandlige medlem.Højre side af jurten er kvindernes område. Alt hvad man skal bruge til madlavning, rengøring, syning og filtning, opbevares her. Den anden side er til mændene. Her opbevares sadler, ridepiske og andet udstyr til jagt og pasning af dyrene.
Jurten overlever politiske forandringer
Nomadernes livsstil ændrede sig radikalt efter den kommunistiske revolution i 1917. I hele Centralasien byggede russerne skoler, hospitaler og veje, og det bevirkede at folk blev mere fastboende.
Som tiden gik, opgav mange af de indfødte deres nomadeliv til fordel for livet i byer eller landsbyer. Men den dag i dag bruges jurter nogle gange af hyrder fra store kollektivbrug når de i sommermånederne passer får, køer og heste.
„Som teenager,“ fortæller Maksat, en kirgisisk mand der nu er sidst i trediverne, „hjalp jeg min far med at passe den hjord han havde ansvaret for. I juli, når sneen var smeltet og bjergpassene var åbne, drev vi vores dyr op til græsgange højt oppe i bjergene.
Vi satte her vores jurte op ved en bjergbæk, hvor der var rigeligt med vand til vask og madlavning. Vi blev boende indtil det begyndte at blive koldt først i oktober.“ Jurten har altså stadig en plads i det moderne samfund.
Jurten i dag
I lande som Kirgisistan er det almindeligt at se jurter langs vejen. De bliver brugt som butikker eller caféer, hvor besøgende kan nyde det lokale køkken. Turister kan få en fornemmelse af traditionel kirgisisk levevis ved at overnatte i en jurte i Kirgisistans bjerge eller ved bredden af den smukke sø Issyk-Kul.
Jurter spiller også en rolle i traditionelle centralasiatiske begravelsesskikke. Maksat forklarer: „I Kirgisistan bliver den afdøde lagt inde i jurten, og her kan familie og venner komme og give udtryk for deres sorg.“
I de senere år er jurten dukket op i Vesten. Nogle har promoveret jurten som praktisk og mindre forstyrrende for miljøet. De fleste moderne jurter er imidlertid helt anderledes end dem der blev bygget før i tiden. De er fremstillet ved hjælp af højteknologiske materialer og bliver ofte bygget som mere permanente huse.
Jurtens oprindelse kan ikke fastslås med sikkerhed, men det er hævet over enhver tvivl at denne boligform har vist sig meget nyttig og praktisk. Jurten vil altid have sine rødder i det centralasiatiske folks nomadeliv og er et varigt vidnesbyrd om tilpasningsdygtige menneskers opfindsomhed og ukuelighed.
[Illustration på side 17]
Jurter opstillet ved bredden af den berømte sø Issyk-Kul i Kirgisistan