Vi betragter verden
Vi betragter verden
„Over halvdelen af russerne mener at den bedste måde at ’løse problemer på’ er ved at bestikke embedsmændene.“ — REUTERS BUREAU, RUSLAND.
„En undersøgelse har vist at 17,5 procent af alle voksne i Kina har en psykisk lidelse . . . Der er større sandsynlighed for at kvinder bliver ramt af sindslidelser og angstanfald end mænd.“ — CHINA DAILY, KINA.
„Mindst 28 procent af alle trafikulykker i USA — eller 1,6 millioner ulykker om året — skyldes at bilisterne taler i mobiltelefon eller sender/læser sms’er, viser nye beregninger fra Det Nationale Sikkerhedsråd.“ — UC BERKELEY WELLNESS LETTER, USA.
„En ubehagelig del af Irlands historie“
„Rapporten fra kommissionen til undersøgelse af børnemisbrug afslører en ubehagelig del af Irlands historie,“ skriver The Irish Times. Ifølge avisen afslører rapporten en historie der er plettet af systematisk misbrug af børn i katolske institutioner. Misbruget omfatter alt lige fra det at „slå børn som havde begået den forbrydelse at have fået hovedlus“, til gentagne tilfælde af seksuelt misbrug. Hvorfor så man gennem fingre med overgrebene? På grund af misforstået loyalitet over for „den katolske kirkes øverste myndighed,“ skriver avisen. „Regeringen og kirken skulle skamme sig,“ lyder en overskrift i avisen, idet den citerer en af dem der støtter ofrene.
Vand på månen
Forskere har skudt en totrinsraket ind i månens overflade, og de siger at de har fundet vand i den støvsky der blev slynget op ved nedslaget. Skyen blev undersøgt ved hjælp af spektrometre — instrumenter der analyserer sammensætningen af et materiale ved at isolere bølgelængderne af det lys materialet absorberer og udsender. „Vi er ved at opklare mysterierne om vores nærmeste nabo og på den måde hele solsystemet,“ siger Michael Wargo, der leder måneforskningen ved NASA’s hovedkvarter i Washington, D.C. Desuden har en månesonde for nylig afsløret at der er flere millioner tons vand på månens nordpol.
Guldbarrer fra en automat
Flere steder rundt om i verden er guldbarrer nu blevet føjet til den lange liste af produkter som kan trækkes i automater. For eksempel er der et hotel i Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater som har fået installeret en automat hvor man kan købe 320 genstande, heriblandt guldbarrer med en vægt på op til 10 gram samt specialfremstillede guldmønter. Guldprisen opdateres hvert tiende minut via en computer der tjekker de internationale markedspriser. I begyndelsen tog automaten kun imod den lokale valuta, men der er planer om at den også skal kunne tage kreditkort. Man valgte at anbringe automaten her „fordi der er stor efterspørgsel efter guld i dette område“, siger en rapport fra Reuters.