Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Er det fornuftigt at tygge betelnød?

Er det fornuftigt at tygge betelnød?

Er det fornuftigt at tygge betelnød?

PÅ EN gade i den sydlige del af Asien møder du en som smiler venligt til dig og derved afslører en række mørkfarvede tænder i en mund fuld af blodrødt spyt. Da han eller hun spytter på fortovet, kommer der en grim, rød plet. Den pågældende tygger betelnød.

Fra Østafrika, Pakistan og Indien over det sydøstlige Asien til Papua Ny Guinea og Mikronesien findes der millioner der tygger betelnød — omkring 10 procent af befolkningen i hele verden. De der sælger betelnød — nogle gange sammen med deres børn — sætter deres borde eller boder op på markeder og gader. Andre sælgere bruger neonlys og letpåklædte piger — „betelnødskønheder“ — for at tiltrække kunderne.

På verdensplan er salget af betelnød en milliardforretning. Men hvad er betelnød? Hvorfor er der så mange der tygger betelnød? Hvordan bliver deres helbred påvirket af denne vane? Hvad siger Bibelen om det? Og hvordan kan man blive vanen kvit?

Hvad er betelnød?

Det der almindeligvis kaldes betelnød, er den kødfulde frugt af betel- eller pinangpalmen (Areca catechu), en tropisk plante som findes i Stillehavsområdet og Sydøstasien. Navnet betel stammer fra betelpeberplanten, som betelpalmen i øvrigt ikke er beslægtet med. Folk der tygger betelnød, pakker en nød og lidt brændt kalk ind i et blad fra en betelpeberplante. Den brændte kalk fremmer frigivelsen af alkaloider der virker stimulerende. Nogle tilsætter desuden krydderier, tobak eller sødestoffer for at forbedre smagen.

Ovennævnte produkt fremmer spytsekretionen og farver spyttet blodrødt. De der tygger betelnød, spytter derfor ofte — også under transport i forskellige køretøjer — til fare for deres medtrafikanter.

De tygger sig til kvaler

„Tygning af areca-nød har været kendt langt tilbage i tiden, og skikken har haft stor social, kulturel og endog religiøs betydning,“ siger tidsskriftet Oral Health. „De der tygger betelnød, betragter det ofte som noget helt uskadeligt og fortæller at det giver dem en følelse af velvære og eufori, en varm fornemmelse i hele kroppen . . . Kendsgerningerne viser imidlertid at det langtfra er uskadeligt.“ Hvordan det?

De myndigheder som arbejder på at forebygge brugen af rusmidler, mener at et af de alkaloider der findes i betelnød, kan være vanedannende. Nogle tygger da også helt op til 50 betelnødder om dagen! Brugen af betelnød fører hurtigt til misfarvning af tænderne og kan resultere i tandkødssygdomme. Ifølge Oral Health kan de der har for vane at tygge betelnød, få „betelnød-slimhinde“ — det vil sige rustrøde og rynkede slimhinder i mundhulen. Det kan også føre til en tilstand der kaldes „submukøs oral fibrose“ — en kronisk, fremadskridende ardannelse i mundhulens slimhinde.

Der er også en forbindelse mellem tygning af betelnød og kræft i mundhulen og svælget, en kræftform der kaldes oralt pladecellekarcinom. Den hyppige forekomst af mundhulekræft blandt voksne i Sydøstasien synes at bekræfte dette. Omkring 85 procent af dem der i Taiwan-området får mundhulekræft, tygger betelnød. „Desuden er forekomsten af mundhulecancer i Taiwan — en af de ti hyppigste dødsårsager på øen — næsten firedoblet i løbet af de sidste 40 år,“ siger Taiwan-avisen The China Post.

Andre steder er situationen nogenlunde den samme. Papua New Guinea Post-Courier skriver: „Ifølge PNG Medical Society er dét som de fleste i Papua Ny Guinea foretrækker at tygge, nemlig betelnød, årsag til mange helbredsproblemer og til mindst 2000 dødsfald om året.“ Ifølge en forfatter, som også er læge, „er virkningerne af vanemæssig tygning af betelnød mindst lige så forskellige som virkningerne af tobaksrygning“. Blandt helbredsproblemerne er hjerte-kar-sygdomme.

Hvad siger Bibelen?

Bibelen er ikke nogen lægevidenskabelig lærebog, og den nævner ikke tygning af betelnød specifikt. Den indeholder imidlertid en lang række principper der kan hjælpe os til at leve et renere, sundere og bedre liv. Tænk engang over følgende bibelvers og de spørgsmål de giver anledning til.

„I elskede, . . . lad os rense os for enhver besmittelse af kød og ånd, idet vi fuldender hellighed i gudsfrygt.“ (2 Korinther 7:1) „Jeg [beder] jer . . . om at fremstille jeres legemer som et . . . helligt, Gud velbehageligt slagtoffer.“ (Romerne 12:1) Er man hellig, eller ren, i Guds øjne hvis man besmitter sit legeme ved at tygge betelnød?

„Ved [Gud] lever vi.“ (Apostelgerninger 17:28) „Enhver god gave og enhver fuldkommen foræring er ovenfra.“ (Jakob 1:17) Livet er en dyrebar gave fra Gud. Viser man respekt for denne gave hvis man ligger under for vaner der kan medføre sygdom?

„Ingen kan trælle for to herrer.“ (Mattæus 6:24) „Jeg vil ikke lade noget få myndighed over mig.“ (1 Korinther 6:12) Kan en som ønsker at behage Gud, tillade sig at blive slave af en uren vane og lade den styre sit liv?

„Du skal elske din næste som dig selv.“ (Markus 12:31) „Kærligheden gør ikke næsten noget ondt.“ (Romerne 13:10) Viser man oprigtig kærlighed til andre hvis man spytter på en uhygiejnisk måde — og efterlader grimme, røde spytklatter på gangstier, fortove og andre steder?

Det er uundgåeligt at ’man høster hvad man sår’. (Galaterne 6:7, 8) Det er en naturlov. Hvis vi har nogle dårlige vaner, vil vi altså høste noget dårligt. Hvis vi derimod lever et liv som er i overensstemmelse med Guds hensigt, hvilket indebærer at vi har gode vaner, vil vi ikke alene høste noget godt, men også opnå sand og varig glæde og lykke. Hvad kan man gøre hvis man har for vane at tygge betelnød, men gerne vil bryde denne vane og leve et bedre og mere meningsfyldt liv ved at gøre det der er rigtigt i Guds øjne? Man kan under bøn prøve at følge nedennævnte gennemprøvede fremgangsmåde.

Tre skridt som kan hjælpe en til at blive vanen kvit

1. Motivér dig selv. For at overvinde en dårlig vane har man behov for en stærkere motivation end bevidstheden om at den kan skade ens helbred. Mange bliver jo ved med at tygge betelnød, ryge tobak eller tage stoffer selvom de udmærket ved at deres vane udsætter deres liv og helbred for fare. For at styrke ens motivation er det en god idé at man, ved at undersøge Bibelen, lærer Skaberen og hans dybe kærlighed til os at kende. „Guds ord er levende og virkende,“ står der i Hebræerbrevet 4:12.

2. Bed Gud om hjælp. Jesus sagde: „Bliv ved med at bede, og der vil blive givet jer; bliv ved med at søge, og I vil finde; bliv ved med at banke på, og der vil blive lukket op for jer. For enhver der beder, får, og enhver der søger, finder, og for enhver der banker på, vil der blive lukket op.“ (Lukas 11:9, 10) Når Jehova, den sande Gud, ser at du oprigtigt og under bøn søger ham for at få hjælp og styrke, vil han ikke svigte dig. „Gud er kærlighed,“ står der i Første Johannesbrev 4:8. Apostelen Paulus var en af dem der oplevede at være genstand for denne kærlighed. Han skrev: „Alt har jeg styrke til ved ham som giver mig kraft.“ — Filipperne 4:13.

3. Få hjælp fra andre. De mennesker man omgås, kan have stor indflydelse på en i god eller dårlig retning. „Den der vandrer med de vise bliver vís, men den der omgås tåber går det dårligt,“ står der i Ordsprogene 13:20. Så man bør vælge sine venner med visdom. Blandt Jehovas Vidner er der i andre dele af verden mange som tidligere tyggede betelnød. Men gennem studium af Bibelen og ved at komme sammen med trosfæller fik de den ekstra hjælp der var nødvendig for at slippe af med deres urene vane.

[Ramme/​illustrationer på side 24, 25]

DE SLAP FRI AF VANEN

Vågn op! har interviewet fem personer som tidligere tyggede betelnød, men som er holdt op. Læg mærke til hvad de siger.

Hvorfor begyndte du at tygge betelnød?

Pauline: Mine forældre viste mig hvordan man tygger betelnød, allerede da jeg var lille. Det var skik og brug i den landsby jeg kommer fra i Papua Ny Guinea.

Betty: Min far gav mig betelnød da jeg var 2 år gammel. I teenageårene havde jeg så mange betelnødder på mig at jeg lignede et træ med betelnødder! Jeg var så afhængig at det første jeg gjorde om morgenen, var at tygge betelnød.

Wen-Chung: Jeg begyndte at tygge betelnød da jeg var 16 år. Man blev betragtet som voksen og „cool“ hvis man gjorde det, og jeg ville gerne accepteres af de andre.

Jiao-Lian: Jeg solgte betelnød for at klare mig selv økonomisk. Af hensyn til salget følte jeg at jeg måtte sikre mig at kvaliteten var god. Derfor begyndte jeg selv at prøvesmage, og det førte til afhængighed.

Hvordan har vanen påvirket dit helbred?

Jiao-Lian: Min mund, mine tænder og mine læber blev blodrøde. Jeg er helt flov over at se på fotografier af mig selv fra dengang. Jeg har stadig sår på læberne.

Pauline: Jeg fik sår i munden, kvalme og diarré.

Betty: Jeg vejede kun 35 kilo. Det var svær undervægt for en voksen på min højde. Mine tænder så forfærdelige ud, og jeg rensede og polerede dem ofte med ståluld.

Sam: Jeg fik diarré og tandkødssygdomme. Jeg har kun èn tand tilbage! Det gjorde det nok heller ikke bedre at jeg brugte ståluld når jeg børstede dem.

Hvorfor holdt du op?

Pauline: Jeg læste i Bibelen — i Andet Korintherbrev 7:1 — at Gud ønsker at vi skal „rense os for enhver besmittelse af kød“. Jeg traf den beslutning at jeg ihærdigt ville bestræbe mig for at behage min Skaber.

Sam: Jeg ønskede at Jehova Guds hellige ånd skulle indvirke på mit liv. Derfor bad jeg Jehova hjælpe mig med at modstå fristelsen til at tygge betelnød. Han besvarede mine bønner. Jeg har ikke tygget betelnød i 30 år.

Jiao-Lian: Under min bibellæsning faldt jeg over ordene: „Gør jeres hænder rene, I syndere.“ (Jakob 4:8) Det påbud ramte mig. Var det rigtigt af mig at bruge og sælge betelnød når jeg vidste hvilken skade dette produkt kunne forvolde? Jeg besluttede lige på stedet at ’gøre mine hænder rene’ ved at aflægge denne fysisk og åndeligt urene vane.

Hvordan har du haft gavn af at holde op?

Wen-Chung: Jeg begyndte at tygge betelnød for at blive accepteret af mine kammerater. Nu kan jeg glæde mig over langt mere værdifulde venskaber, både venskab med Jehova og venskab med mine åndelige brødre og søstre.

Sam: I dag har jeg et langt bedre helbred — både fysisk og åndeligt. Og jeg er bedre i stand til at tage mig af min familie fordi jeg ikke solder pengene op på dårlige vaner.

Pauline: Jeg føler mig ren og fri. Mine tænder er hvide og stærke. Og mit hus og min have er fri for grimme røde pletter og rester af betelnød.

Betty: Jeg har en ren samvittighed og et langt bedre helbred. Jeg kan faktisk arbejde både som skolelærer og som heltidsforkynder.

[Illustrationer]

Betty

Pauline

Wen-Chung

Jiao-Lian

Sam

[Diagram/​illustrationer på side 23]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Vanemæssig tygning af betelnød kan føre til alvorlige helbredsmæssige problemer

Misfarvning af tænderne og tandkødssygdomme

Submukøs oral fibrose

Oralt pladecellekarcinom

[Illustration på side 22]

Betelnødder pakket ind i blade fra betelpeberplanten