Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Verdens største blomst

Verdens største blomst

Verdens største blomst

„KOM med mig, sir, kom, en blomst, meget stor, smuk, vidunderlig,“ sagde Joseph Arnolds begejstrede guide på en planteekspedition på den indonesiske ø Sumatra. Joseph Arnold, en britisk botaniker, fulgte efter guiden og så noget han beskrev som „virkelig enestående“. Det var en forbløffende blomst. Nu, næsten 200 år senere, er den blomst han så på sin ekspedition i 1818 — den imponerende rafflesia — stadig opført som den største blomst i verden.

Der findes i snesevis af arter af rafflesia, og de vokser kun i junglerne i Sydøstasien. Man opdager dog fortsat nye arter. Den art der frembringer den største blomst, er Rafflesia arnoldii, opkaldt efter Joseph Arnold og hans ekspeditionsledsager, sir Thomas Stamford Raffles, som var Singapores grundlægger og guvernør. Hvor smuk denne blomst end er, er det dog næppe en man vil plukke for at komme i en buket.

Bemærk dens størrelse. Rafflesiaen kan blive omkring en meter i diameter — størrelsen på et hjul på en bus — og veje næsten elleve kilo. * Blomsten har fem kraftige, rød-brune kødfulde kronblade oversået med blege vortelignende pletter. Kronbladene samles i en stor fordybning der ligner en potte, og som kan rumme op til seks liter vand.

Bemærk dernæst dens lugt. Ifølge en bramfri beskrivelse lugter rafflesiaen som et „bisonkadaver langt henne i forrådnelsesprocessen“ og bærer velfortjente alternative navne som ligblomst og stinkende lilje-lig. * Ådselædende fluer foretager det meste af bestøvningen; stanken er nemlig uimodståelig for dem.

Rafflesia-blomsten har ingen stængel, blade eller rødder og lever som snylter på visse lianer i bunden af junglen. Når en ny rafflesia-knop bryder gennem barken på værtslianen, vokser den i cirka ti måneder og bliver ofte lige så stor som et kæmpe kålhoved. Endelig, i løbet af nogle timer, udfolder de kødfulde kronblade sig og åbenbarer deres fulde skønhed. Inde i midten er der en skive med spidse pigge. Man ved ikke meget om piggenes funktion, men nogle forskere mener at de er med til at fordele varme og samtidig forstærke stanken.

Blomstens særprægede skønhed er dog kortvarig. Efter blot nogle få dage dør blomsten, går i forrådnelse og efterlader en slimet sort substans.

Rafflesia arnoldii er sjælden og truet af udryddelse. Hvorfor? Han- og hunblomsterne må nødvendigvis blomstre i nærheden af hinanden for at der kan finde en krydsbestøvning sted, men de fleste knopper når aldrig at springe ud. Mange af knopperne høstes nemlig for at blive brugt i traditionel medicin eller spist som en delikatesse. Det er gået hårdt ud over antallet af disse vildtvoksende planter. Den vedvarende ødelæggelse af blomsternes levested i den tropiske regnskov udgør også en alvorlig trussel.

At se en rafflesia er en fantastisk oplevelse. Dens størrelse gør et stort indtryk. Lugten er mildest talt uforglemmelig, og dens form og farve påfaldende. Verdens største blomst er blot et af Skaberens utallige forbløffende værker. I Salme 104:24 står der: „Hvor er dine værker mange, Jehova! Dem alle har du udført med visdom. Jorden er fuld af hvad du har frembragt.“

[Fodnoter]

^ par. 4 Blomsterne hos nogle arter af rafflesia måler kun ti centimeter i diameter.

^ par. 5 Titan arum-blomsten (Amorphophallus titanum) har også øgenavnet ligblomst og bliver somme tider forvekslet med rafflesiaen. — Se Vågn op! for 22. juni 2000, side 31.

[Kort på side 17]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

MALAYSIA

SUMATRA

[Illustration på side 17]

En rafflesia-knop på vej til at åbne sig