HVAD SIGER BIBELEN?
Sex før ægteskabet
Er det i orden at have sex før ægteskabet?
„For dette er Guds vilje ... at I afholder jer fra utugt.“ — 1 Thessaloniker 4:3.
HVAD NOGLE SIGER
I visse kulturer er det acceptabelt at to ugifte voksne går i seng med hinanden hvis de begge er indforstået med det. Og nogle steder bliver det også betragtet som acceptabelt at ugifte unge giver sig af med visse former for intime seksuelle handlinger.
HVAD BIBELEN SIGER
I Bibelen bruges ordet „utugt“ om bestemte seksuelle handlinger uden for ægteskabet. Gud forventer at de der tilbeder ham, ’afholder sig fra utugt’. (1 Thessaloniker 4:3) Utugt bliver kategoriseret som en alvorlig synd, ligesom ægteskabsbrud, spiritisme, drukkenskab, afgudsdyrkelse, mord og tyveri. — 1 Korinther 6:9, 10; Åbenbaringen 21:8.
HVORFOR DET HAR BETYDNING
Det har det fordi Bibelen advarer om at „Gud vil dømme utugtige“. (Hebræerne 13:4) Og hvad der er endnu vigtigere, vi viser at vi elsker Jehova Gud ved at adlyde hans love angående seksualmoral. (1 Johannes 5:3) Til gengæld velsigner han dem der følger hans bud. — Esajas 48:18.
Er det moralsk forkert for ugifte at give sig af med nogen som helst intime seksuelle handlinger?
„Lad utugt og urenhed af enhver art eller havesyge end ikke nævnes iblandt jer.“ — Efeserne 5:3.
HVAD NOGLE SIGER
Mange mener at bortset fra samleje er der intet forkert i at ugifte giver sig af med intimt kæleri.
HVAD BIBELEN SIGER
Når Bibelen omtaler umoralske seksuelle handlinger, nævner den ikke kun utugt, men også seksuel „urenhed“ og „skamløshed“. (2 Korinther 12:21) Det står altså klart at der er forskellige intime seksuelle handlinger som Gud finder frastødende når de forekommer uden for ægteskabet, også hvis der ikke er tale om samleje.
Det gennemgående budskab i Bibelen hvad angår sex, er at kun en mand og en kvinde der er gift, må have intimt seksuelt samvær med hinanden. Bibelen taler også imod „begærlig seksuel lidenskab“. (1 Thessaloniker 4:5) Hvad menes der med det udtryk? Det kan forklares med et eksempel som kan gælde både en mand og en kvinde: En kvinde er måske besluttet på ikke at have samleje med sin kæreste. Alligevel giver hun sig hen til ham i intimt kæleri. Derved begærer de noget som ikke tilhører dem. Og de gør sig derfor skyldig i „begærlig seksuel lidenskab“. Et sådant seksuelt begær fordømmes i Bibelen. — Efeserne 5:3-5.
Hvordan kan man undgå kønslig umoralitet?
„Flygt fra utugt.“ — 1 Korinther 6:18.
HVORFOR DET HAR BETYDNING
Ifølge Bibelen er der fare for at de der har sex før ægteskabet, mister deres venskab med Gud. — Kolossenserne 3:5, 6.
HVAD BIBELEN SIGER
Bibelen tilskynder folk til at ’flygte fra utugt’. (1 Korinther 6:18) Derfor må man holde sig på lang afstand af alt det der kan lokke en til at begå seksuelle umoralske handlinger. (Ordsprogene 22:3) For at kunne forblive moralsk ren er det for eksempel vigtigt at undgå at knytte nære venskaber med dem der ignorerer Guds principper angående sex. Bibelen advarer: „Den der vandrer med de vise bliver vís, men den der omgås tåber går det dårligt.“ — Ordsprogene 13:20.
Noget der også kan føre til kønslig umoralitet, er at nære sindet med umoralske tanker. (Romerne 8:5, 6) Det er derfor klogt at undgå musik, film, trykt materiale og alt andet der på en upassende måde skildrer seksuelle handlinger eller fremmer en seksuel adfærd som Gud finder krænkende. — Salme 101:3.