Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

HOVEDARTIKEL | HVAD ER ÆGTE SUCCES?

Hvordan man får ægte succes

Hvordan man får ægte succes

Bibelen kan hjælpe mennesker til at få det rigtige syn på succes. Den lærer ikke at succes er noget som kun nogle få heldige kan opnå. På den anden side støtter den heller ikke den eventyragtige forestilling om at hvis man blot følger sine drømme, vil alle ens ønsker blive opfyldt. Denne opfattelse — som børn alt for ofte bliver opflasket med — vil højst sandsynligt føre til skuffelse.

I virkeligheden har alle mulighed for at opnå ægte succes — men det kræver at man anstrenger sig. Tænk over følgende principper.

  • HVAD BIBELEN SIGER:

    „Den der elsker sølv, bliver ikke mæt af sølv, og den der elsker overflod, bliver det heller ikke af indtægt.“ — Prædikeren 5:10.

    HVAD DET BETYDER. En materialistisk livsstil er ikke en garanti for at man bliver tilfreds. Som regel forholder det sig lige modsat. „Folk der først og fremmest er drevet af ønsket om at tjene penge, har langt større sandsynlighed for at blive ramt af angst og depression end dem der lægger vægt på at have stærke relationer til andre,“ skriver ph.d. Jean M. Twenge i sin bog Generation Me. Hun tilføjer: „Undersøgelser viser igen og igen at man ikke kan købe lykken for penge — når folk har en levestandard over eksistensminimummet, er deres tilfredshed i livet ikke specielt afhængig af deres indkomst.“

    HVAD DU KAN GØRE. Stil efter noget der er mere tilfredsstillende end penge og ejendele. Jesus sagde: „Vogt jer for enhver form for havesyge, for selv om et menneske har overflod, hidrører hans liv ikke fra det han ejer.“ — Lukas 12:15.

  • HVAD BIBELEN SIGER:

    „Stolthed går forud for fald, og en hovmodig ånd forud for snublen.“ — Ordsprogene 16:18.

    HVAD DET BETYDER. At have høje ambitioner eller for høje tanker om sig selv vil ikke føre til ægte succes. Det har faktisk vist sig at virksomhedsledere der har opnået langvarig succes, „udviser en påfaldende beskedenhed, er selvudslettende og underspillende. I modsætning hertil har [to tredjedele af] sammenligningsvirksomhederne ledere med et enormt personligt ego, der har bidraget til virksomhedens nedtur eller vedvarende middelmådighed“. (Bogen Good to Great; på dansk med samme titel) Hvad kan man lære af det? Hvis man har for høje tanker om sig selv, vil det snarere føre til fiasko end til succes.

    HVAD DU KAN GØRE. I stedet for at gå op i prestige så læg vægt på at være beskeden. Bibelen siger: „Hvis nogen mener at han er noget, skønt han intet er, bedrager han sit eget sind.“ (Galaterne 6:3) Det er i hvert fald ikke et tegn på succes.

  • HVAD BIBELEN SIGER:

    „Der er intet bedre for et menneske end at ... nyde godt af sin møje.“ — Prædikeren 2:24.

    HVAD DET BETYDER. Hvis du sørger for at have en god arbejdsmoral, vil du sikkert glæde dig mere over dit arbejde. I bogen Teach Your Children Well skriver ph.d. Madeline Levine: „Følelsen af at have succes med noget afhænger til dels af at man er god til det, og det at være god til noget afhænger i høj grad af at man er vedholdende og anstrenger sig.“ Det indbefatter at man ikke lader sig slå ud når man indimellem oplever nederlag.

    HVAD DU KAN GØRE. Læg dig i selen for at blive god til dit arbejde, og giv ikke op selvom du møder forhindringer. Hvis du har børn, så giv dem chancen for selv (alt efter deres alder og evner) at få styr på deres problemer. Vær ikke hurtig til at gribe ind og løse alle problemerne for dem. Unge finder stor tilfredsstillelse ved at lære ikke at give op — og det er en god forberedelse til voksenlivet.

  • HVAD BIBELEN SIGER:

    „En levende hund er bedre stillet end en død løve.“ — Prædikeren 9:4.

    HVAD DET BETYDER. Hvis du har et arbejde, indtager det en vis plads i dit liv, men det må ikke være hele dit liv. Hvor succesrig ville du egentlig føle dig hvis du var nået til tops på dit job, men havde mistet dit gode helbred eller din families respekt? De der virkelig har succes, forsøger at holde en god balance mellem deres arbejde, helbred og familieliv.

    HVAD DU KAN GØRE. Pas på dig selv. Få tilstrækkelig med hvile. Du vinder jo ikke noget ved at ende som en arbejdsnarkoman der ofrer alt — helbred, familie og venskaber — for at opnå en falsk og overfladisk succes.

  • HVAD BIBELEN SIGER:

    „Lykkelige er de som erkender deres åndelige behov.“ — Mattæus 5:3.

    HVAD DET BETYDER. At studere Bibelen og følge dens principper er væsentlige faktorer for at opnå ægte succes. Millioner af Jehovas Vidner har opdaget at de ikke længere har så mange bekymringer angående det materielle når de sætter åndelige anliggender først i deres liv. — Mattæus 6:31-33.

    HVAD DU KAN GØRE. Find ud af hvordan Bibelen kan hjælpe dig til at få ægte succes. Du kan få flere oplysninger ved at kontakte de lokale Jehovas Vidner eller besøge hjemmesiden www.dan124.com.