Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

En effektiv behandling må bekæmpe årsagen til problemet, ikke bare symptomerne

UDFORDRINGEN

Vi må kende årsagen til problemerne

Vi må kende årsagen til problemerne

Tror du at mennesker kan løse de mange problemer der skaber utryghed og truer vores fremtid? Hvis en behandling skal være effektiv, må årsagerne til problemerne bekæmpes, ikke bare symptomerne.

Det kan illustreres med en mand ved navn Tom, som blev syg og til sidst døde. En læge på det hospital hvor Tom var indlagt kort før sin død, forklarer hvorfor han døde: “Da de første symptomer begyndte at vise sig, var der ikke nogen der tænkte på at undersøge årsagen til dem.” Det ser ud til at Toms tidligere læger blot havde prøvet at lindre hans symptomer.

Er mennesker i gang med at tackle verdens problemer på samme måde? I et forsøg på at bekæmpe kriminalitet vedtager regeringerne for eksempel love, installerer videoovervågning og udvider politistyrken. Disse tiltag virker selvfølgelig i en vis udstrækning, men de tager ikke fat om roden til problemerne. Den måde folk opfører sig på, er jo som regel et udtryk for deres holdninger, overbevisning og ønsker.

Daniel, der bor i et land i Sydamerika hvor de økonomiske forhold er blevet værre, siger: “Engang havde vi et helt normalt liv hvor vi ikke gik rundt og frygtede overfald og røveri. Men nu er der ikke længere en eneste by eller landsby man kan føle sig sikker i. Den dårlige økonomi har afsløret hvordan mange i virkeligheden er – grådige og uden respekt for andres liv og ejendele.”

Elias, * der flygtede fra en konflikt i Mellemøsten og senere begyndte at studere Bibelen, fortæller: “Mange unge mænd i min hjemby blev af deres familie og det politisk-religiøse styre opfordret til at gå ind i krigen så de kunne få heltestatus. Og modstanderne fik det samme at vide! Alt det fik mig til at se hvor skuffet man bliver hvis man stoler på verdens ledere.”

Læg mærke til hvad en gammel bog fyldt med visdomsord siger:

  • “Menneskehjertets tilbøjeligheder er onde fra ungdommen af.” – 1. Mosebog 8:21.

  • “Hjertet er mere forræderisk end noget andet, og det er desperat. Hvem kender det?” – Jeremias 17:9.

  • “Fra hjertet [kommer der] onde tanker, mord, ... umoralske seksuelle forhold, tyveri, falsk vidnesbyrd.” – Matthæus 15:19.

Ingen har været i stand til at bekæmpe de negative tilbøjeligheder der gemmer sig i mennesket. Det virker faktisk til at de dårlige karaktertræk bliver værre, som man kan se af de problemer der blev nævnt i den foregående artikel. (2. Timotheus 3:1-5) Og sådan er det på trods af den store mængde information der er tilgængelig, og at det aldrig har været lettere at kommunikere med andre. Så hvorfor kan det ikke lade sig gøre for os at skabe en verden med fred og tryghed? Kræver vi for meget af os selv? Forsøger vi i virkeligheden at gøre det umulige?

FORSØGER VI AT GØRE DET UMULIGE?

Selv hvis det på en eller anden måde skulle lykkes for os at bekæmpe menneskets dårlige karaktertræk, ville vi stadig ikke kunne skabe en verden med fred og tryghed for alle. Hvorfor ikke? Fordi vi mennesker har nogle begrænsninger.

Det forholder sig ganske enkelt sådan her: “Mennesket [har] ikke ret til selv at styre sine skridt.” (Jeremias 10:23) Ligesom vi ikke er skabt til at leve under vand eller i det ydre rum, er vi heller ikke skabt til selv at styre eller at regere over andre.

Ligesom vi ikke er skabt til at leve under vand, er vi heller ikke skabt til at regere over andre

Tænk over dette: Hvad synes folk i almindelighed om at andre fortæller dem hvordan de skal leve deres liv, eller hvilke moralnormer de skal følge? Bryder folk sig om at få fortalt hvilken holdning de skal have til sådan noget som abort, seksualmoral eller børneopdragelse? Det er bare nogle få af de emner der skaber splittelser. Så selvom det måske er svært at indrømme, giver det Bibelen siger, mening. Vi har simpelthen hverken evnen eller retten til at udøve myndighed over andre mennesker. Men hvad skal vi så gøre?

Vi må få hjælp af ham der har skabt det hele. Han må jo vide alt om os! Og i modsætning til hvad nogle tror, er han ikke ligeglad med os. Hans omsorg for mennesker kommer faktisk til udtryk i Bibelen. Hvis vi forstår denne enestående bog, vil vi bedre kunne forstå menneskets natur. Og vi vil også forstå årsagen til at det er gået så galt i menneskehedens historie. Så vil vi kunne se hvorfor det er som en tysk filosof engang skrev: “Folk og regeringer har aldrig lært af historien eller ændret på deres gerninger som følge af den.”

BIBELENS VISDOM BESKYTTER OS

Jesus sagde på et tidspunkt: “Visdommen ses tydeligt af resultaterne.” (Lukas 7:35) Et eksempel på denne visdom findes i Salme 146:3, hvor der står: “Sæt ikke jeres lid til fyrster eller til en menneskesøn, som ikke kan frelse nogen.” Dette fornuftige råd kan hjælpe os til ikke at håbe på noget der alligevel aldrig vil ske. Kenneth, der bor i en by i USA med udbredt vold, siger: “Den ene politiker efter den anden lover at gøre tingene bedre, men de lever ikke op til deres løfter. Gang på gang viser deres mislykkede forsøg at Bibelen har ret.”

Daniel, der blev citeret tidligere, siger: “Hver dag bliver jeg mere og mere overbevist om at mennesker ikke er i stand til at regere. ... Penge i banken eller forskellige investeringer er ingen garanti for en sikker fremtid. Jeg har set hvordan nogle er blevet slemt skuffede fordi de stolede på de ting.”

Ud over at Bibelen hjælper os til ikke at have urealistiske forventninger, giver den os et håb. Det håb vil bladet her også komme ind på.

^ Navnet er ændret.