Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Kommunikation er som en bro der forbinder dig og dine børn

TIL FORÆLDRE

5: Kommunikation

5: Kommunikation

HVAD DET VIL SIGE

God kommunikation er tovejs – det kræver at både du og dine børn fortæller hinanden hvad I tænker og føler.

HVORFOR DET ER VIGTIGT

Det kan især være en udfordring at kommunikere med teenagere. Det er måske ikke så længe siden “du følte at du havde backstage-adgang til dit barns liv”, står der i bogen Breaking the Code. “Det bedste du kan håbe på nu, er at få en plads blandt tilskuerne, og det bliver sikkert ikke engang en særligt god plads.” Selvom det ikke ser sådan ud, er det i den periode børnene har mest brug for at I kommunikerer.

HVAD DU KAN GØRE

Vær altid klar til at tale med dit barn. Det gælder også hvis det er sent om aftenen.

“Måske har man lyst til at sige: ‘Vi har jo været sammen hele dagen! Og så kommer du først nu!’ Men hvordan kan man brokke sig over at ens barn har lyst til at åbne sig for en? Er det ikke det alle forældre ønsker sig?” – Lisa.

“Jeg sætter pris på min nattesøvn, men nogle af de bedste samtaler jeg har haft med mine teenagere, har været efter midnat.” – Herbert.

PRINCIP FRA BIBELEN: “Den enkelte skal ikke være optaget af hvad der er godt for ham selv, men af hvad der er godt for andre.” – 1. Korinther 10:24.

Vær nærværende. En far indrømmer: “Nogle gange tager jeg mig selv i at tænke på andre ting mens mine børn taler til mig. Men det gennemskuer de hurtigt.”

Hvis det virker bekendt, så sluk for tv’et og læg din mobil og tablet fra dig. Koncentrér dig om det dit barn siger, og vis at det han eller hun har på hjerte, er vigtigt nok til at du vil ofre det din fulde opmærksomhed – uanset hvor lille en ting det måtte være.

“Vi er nødt til at forsikre vores børn om at deres følelser betyder noget for os. Ellers holder de deres bekymringer for sig selv eller finder en anden at tale med.” – Maranda.

“Lad være med at overreagere – også selvom det dit barn siger, virker lidt langt ude.” – Anthony.

PRINCIP FRA BIBELEN: ‘Vær opmærksomme på hvordan I hører efter.’ – Lukas 8:18.

Udnyt tidspunkter hvor I er afslappede. Nogle gange er det lettere for børn at åbne sig over for deres forældre når de ikke sidder ansigt til ansigt med dem.

“Vi udnytter køreturene. Det at vi sidder ved siden af hinanden i stedet for over for hinanden, har ofte ført til nogle gode samtaler.” – Nicole.

Et andet godt tidspunkt at snakke sammen er under måltiderne.

“Når vi spiser aftensmad, fortæller vi hver især om det værste og det bedste der er sket den dag. Det er noget der knytter os sammen og minder os om at vi ikke behøver at stå alene med problemerne.” – Robin.

PRINCIP FRA BIBELEN: ‘Vær hurtig til at lytte, men langsom til at tale.’ – Jakob 1:19.