TIL UNGE
12: Mål
HVAD DET VIL SIGE
Et mål er ikke bare en drøm – altså noget man ønsker ville ske. Det er noget der kræver planlægning, fleksibilitet og hårdt arbejde.
Et mål kan være kortsigtet (der tager dage eller uger at nå), langsigtet (et år eller mere) eller noget derimellem (måneder). Man kan nå et langsigtet mål ved hjælp af en række delmål.
HVORFOR DET ER VIGTIGT
Hver gang du når et mål, er det med til at øge din selvtillid, styrke dine venskaber og gøre dig mere lykkelig.
Selvtillid: Når du opstiller mindre mål og når dem, giver det dig større selvtillid og mod på at tackle større mål. Det vil også gøre det lettere for dig at klare de udfordringer du møder i din hverdag, som for eksempel gruppepres.
Venskaber: De fleste kan godt lide at være sammen med folk der er målorienterede – det vil sige nogle der ved hvad de vil med deres liv, og er villige til at gøre en indsats for at opnå det. Og noget der virkelig styrker et venskab, er at arbejde på at nå et fælles mål.
Lykke: Når man når et mål, oplever man en følelse af glæde og tilfredshed.
“Jeg elsker at sætte mig mål. De holder mig i gang og giver mig noget at arbejde hen imod. Og når man har nået et mål, føles det fedt at kigge tilbage og tænke: ‘Jeg klarede det!’” – Christopher.
PRINCIP FRA BIBELEN: “Den, der venter på det helt ideelle vejr, får hverken sået eller høstet.” – Prædikeren 11:4, Bibelen på Hverdagsdansk.
HVAD DU KAN GØRE
Opstil mål. Lav en liste over potentielle mål, og find ud af hvilket et af dem du vil nå som det første, som det andet, som det tredje og så videre.
Læg en plan. For hvert enkelt mål skal du ...
-
sætte en realistisk deadline.
-
finde ud af hvad der skal til for at nå det.
-
prøve at forudse udfordringer og hvordan du vil klare dem.
Gå i gang. Vent ikke med at komme i gang til hver eneste detalje er på plads. Spørg dig selv ‘Hvad er det allerførste jeg kan gøre der kan hjælpe mig til at nå mit mål?’, og gå så i gang med det. Sørg også for at holde styr på de fremskridt du gør undervejs.
PRINCIP FRA BIBELEN: “Den flittiges planer vil føre til noget godt.” – Ordsprogene 21:5.