Hvad lærer Bibelen os?
“Dette er en historisk beretning om himlen og jorden på den tid de blev skabt.” (1. Mosebog 2:4) Med de ord fortæller Bibelen beretningen om hvordan vores planet blev til. Stemmer det overens med videnskaben? Lad os se nærmere på nogle eksempler.
Har universet altid eksisteret?
I 1. Mosebog 1:1 står der: “I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.”
Helt frem til anden halvdel af det 20. århundrede mente mange fremtrædende videnskabsmænd at universet altid havde eksisteret. Men nyere opdagelser har fået de fleste videnskabsmænd i dag til at indse at universet må have haft en begyndelse.
Hvordan så jorden oprindeligt ud?
Ifølge 1. Mosebog 1:2, 9 var jorden helt i begyndelsen “formløs og øde” og dækket af vand.
Den beskrivelse stemmer med nyere videnskabelige opdagelser. Biolog Patrick Shih siger at vores planet til at starte med havde “en atmosfære hvor man ikke ville kunne trække vejret fordi der slet ikke var ilt, … og som mest af alt lignede et science fiction-landskab”. Tidsskriftet Astronomy skriver: “Ifølge nyere forskning har jorden måske været fyldt med vand og uden ret meget eller slet ingen landjord.”
Hvordan har vores atmosfære ændret sig gennem tiden?
Ordene i 1. Mosebog 1:3-5 indikerer at det ikke var muligt at se lyskilderne fra jorden dengang lyset begyndte at trænge igennem atmosfæren. Det var først på et senere tidspunkt at solen og månen kunne ses tydeligt. – 1. Mosebog 1:14-18.
Bibelen siger ikke at alt liv på jorden blev skabt på seks dage à 24 timer
Ifølge Smithsonian Environmental Research Center var det kun diffust lys der trængte igennem atmosfæren og nåede jorden. “Små dråber af metan i luften pakkede hele den tidlige jord ind i en tæt tåge. Senere lettede metantågen, og himlen blev blå.”
I hvilken rækkefølge opstod der liv på jorden?
I 1. Mosebog 1:20-27 kan vi se at fisk, fugle og landdyr blev til først, og til sidst mennesker. Forskere mener at de første fisk kom til langt før de første pattedyr, og at mennesker først opstod meget senere.
Bibelen siger ikke at en vis variation inden for de forskellige livsformer er umulig
Hvad siger Bibelen ikke?
Nogle mener at Bibelen ikke stemmer overens med moderne videnskab. Men den slags holdninger er ofte baseret på at man ikke har sat sig ind i hvad Bibelen virkelig siger.
Bibelen siger ikke at universet eller jorden blev til for kun 6.000 år siden. Den siger ganske enkelt at universet og jorden blev skabt “i begyndelsen”. (1. Mosebog 1:1) Og præcist hvornår det var, nævner den ikke noget om.
Bibelen siger ikke at alt liv på jorden blev skabt på seks dage à 24 timer. I Bibelen bliver ordet “dag” nogle gange brugt til at beskrive en periode af længere varighed. For eksempel siger den at skabelsen af jorden og alt liv på den i løbet af de seks skabelsesdage der er omtalt i 1. Mosebog, kapitel 1, fandt sted i den periode der kaldes “den dag Jehova * Gud frembragte jord og himmel”. (1. Mosebog 2:4) Hver af de seks dage hvor Gud gjorde jorden klar til liv og derefter skabte liv på den, henviser altså højst sandsynligt til en meget lang periode.
Bibelen siger ikke at en vis variation inden for de forskellige livsformer er umulig. Ifølge 1. Mosebog skabte Gud dyr “af enhver slags”. (1. Mosebog 1:24, 25) Ordet “slags” i Bibelen er ikke et videnskabeligt udtryk, men det henviser til en større inddeling af de forskellige livsformer. En enkelt “slags” kan derfor dække over mange arter eller varieteter. Den formulering åbner op for at der inden for en “slags” over tid kan forekomme ændringer inden for arter eller varieteter der lever i samme område eller miljø.
Hvad mener du?
De eksempler vi har været inde på, viser at Bibelen på en nøjagtig og enkel måde beskriver hvordan universet er begyndt, hvordan jorden oprindeligt så ud, og hvordan livet er opstået. Kunne det tænkes at Bibelen også identificerer den der har skabt det hele? I Encyclopædia Britannica står der: “At livet skulle være opstået som følge af en overnaturlig begivenhed, er ikke som sådan uforeneligt med nutidige videnskabelige opdagelser.” *