Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

STUDIEARTIKEL 34

Hvad kan du lære af Bibelens profetier?

Hvad kan du lære af Bibelens profetier?

“De der har indsigt, vil forstå.” – DAN. 12:10.

SANG NR. 98 Bibelen – inspireret af Gud

FORMÅL a

1. Hvad kan give os lyst til at studere Bibelens profetier?

 “JEG elsker at studere Bibelens profetier,” siger en ung bror der hedder Ben. Har du det ligesom ham? Eller synes du det er svært eller måske endda kedeligt at studere Bibelens profetier? Det kan være du ændrer mening når du finder ud af hvorfor Jehova har sørget for at profetierne er blevet en del af Bibelen.

2. Hvad vil vi se på i den her artikel?

2 I den her artikel vil vi både se på hvorfor det er vigtigt at studere profetierne, og på hvordan vi kan gøre det. Til sidst vil vi også se på to profetier i Daniels Bog og på hvilken forskel det kan gøre for os at forstå dem.

HVORFOR STUDERE BIBELENS PROFETIER?

3. Hvad må vi gøre for at kunne forstå Bibelens profetier?

3 Vi har brug for hjælp hvis vi skal kunne forstå profetierne. Det kan sammenlignes med det at skulle ud at rejse. Forestil dig at du skal til et sted hvor du aldrig har været før. Men du rejser sammen med en ven der kender området rigtig godt. Han ved nøjagtigt hvor I er, og hvor alle vejene fører hen. Du er helt sikkert glad for at han tog med dig på turen. Jehova er som den gode ven – han ved hvor på tiden vi befinder os, og hvad der ligger foran os. Så for at forstå Bibelens profetier må vi ydmygt bede Jehova om hjælp. – Dan. 2:28; 2. Pet. 1:19, 20.

Når vi studerer Bibelens profetier, vil det hjælpe os til at være forberedt på det der skal ske i fremtiden (Se paragraf 4)

4. Hvorfor sørgede Jehova for at Bibelen kom til at indeholde profetier? (Jeremias 29:11) (Se også billedet).

4 Alle forældre ønsker at deres børn får en god fremtid, og det ønsker Jehova også for sine børn. (Læs Jeremias 29:11). Men Jehova kan gøre noget som ingen andre forældre kan gøre. Han kan forudsige fremtiden. Han sørgede for at profetier om vigtige begivenheder blev nedskrevet i Bibelen så vi på forhånd kunne vide hvad der ville ske. (Esa. 46:10) Bibelens profetier er kærlige gaver som Jehova har givet os. Men hvordan kan du være sikker på at det Bibelen har forudsagt, vil gå i opfyldelse?

5. Hvad kan unge lære af det Max gjorde?

5 Mange unge i dag har meget lidt eller slet ingen respekt for Bibelen. Det de siger og gør, kan få unge der tjener Jehova, til at tvivle på om de har sandheden. Læg mærke til hvad en bror der hedder Max, fortæller: “Da jeg var teenager, begyndte jeg at tvivle på det mine forældre lærte mig, og på at Bibelen var Guds ord.” Hvordan reagerede hans forældre? Han siger: “Jeg vidste godt at de var bekymrede, men de tog det helt roligt.” Max’ forældre brugte Bibelen til at besvare hans spørgsmål. Men han gjorde også selv noget. “Jeg studerede Bibelens profetier og snakkede med de andre unge i menigheden om hvad jeg fandt ud af,” fortæller han. Hvad kom der ud af det? Max siger: “Alt det overbeviste mig om at Bibelen er fra Gud!”

6. Hvad skal man gøre hvis man ikke er helt overbevist om at man har sandheden, og hvorfor?

6 Hvis du ligesom Max begynder at tvivle på om det der står i Bibelen er sandt, skal du ikke være flov over det. Men det er vigtigt at du gør noget ved det. Tvivl er ligesom rust. Hvis man ikke fjerner den, kan den langsomt ødelægge noget der har stor værdi. Det første man må gøre for at fjerne noget der kan være som “rust” på ens tro, er at spørge sig selv: ‘Tror jeg på det Bibelen siger om fremtiden?’ Hvis du ikke er helt sikker, vil det være en god idé at studere bibelprofetier der allerede er gået i opfyldelse. Lad os se på hvordan du kan gøre det.

HVORDAN STUDERER MAN BIBELENS PROFETIER?

Når vi ligesom Daniel har det rigtige motiv og ydmygt og grundigt studerer Bibelens profetier, vil det styrke vores tillid til Jehova (Se paragraf 7)

7. Hvad kan vi lære af hvordan Daniel studerede profetier? (Daniel 12:10) (Se også billedet).

7 Vi kan lære meget af hvordan Daniel studerede profetier. Han gjorde det med det rigtige motiv, nemlig for at lære sandheden at kende. Daniel var også ydmyg. Han vidste at Jehova ville hjælpe ham med at forstå profetierne hvis han holdt sig nær til ham og adlød ham. (Dan. 2:27, 28; læs Daniel 12:10). Han viste at han var ydmyg, ved at bede Jehova om hjælp. (Dan. 2:18) Daniel var også grundig. Han undersøgte og studerede de inspirerede Skrifter der var tilgængelige for ham. (Jer. 25:11, 12; Dan. 9:2) Hvad kan du gøre for at efterligne Daniel?

8. Hvorfor overbeviser nogle sig selv om at Bibelens profetier ikke er sande, men hvad skal vi gøre?

8 Analysér dine motiver. Er grunden til at du studerer Bibelens profetier, at du gerne vil finde ud af hvad sandheden er? Hvis det er det, kan du være sikker på at Jehova vil hjælpe dig. (Joh. 4:23, 24; 14:16, 17) Det er ikke alle der har det rigtige motiv til at studere Bibelens profetier. Nogle gør det fordi de håber at finde beviser for at Bibelen ikke er inspireret af Gud. På den måde kan de finde undskyldninger for selv at bestemme hvad der er rigtigt og forkert, og ikke leve efter Bibelens normer. Det er altså vigtigt at vi har det rigtige motiv til at studere. Men der er også noget andet der er nødvendigt hvis vi skal kunne forstå Bibelens profetier.

9. Hvilken egenskab er det nødvendigt at have for at kunne forstå Bibelens profetier? Forklar.

9 Vær ydmyg. Jehova har lovet at hjælpe de ydmyge. (Jak. 4:6) Derfor må vi bede om hans hjælp til at forstå bibelprofetier. Hvis vi er ydmyge, vil vi også anerkende at det er den trofaste og kloge træl Jehova bruger til at give os åndelig mad til tiden. (Luk. 12:42) Jehova er ordenens Gud, og derfor er det logisk at det kun er gennem én kanal han hjælper os til at forstå sit ord. – 1. Kor. 14:33; Ef. 4:4-6.

10. Hvad kan du lære af det Esther gjorde?

10 Vær grundig. Find en profeti du synes er spændende, og start med den. Det var sådan en søster der hedder Esther, gjorde. Hun syntes at profetierne om Messias var spændende. “Da jeg var 15,” fortæller hun, “begyndte jeg at lede efter beviser for at profetierne faktisk var skrevet før Jesus blev født.” De ting hun læste om Dødehavsrullerne, overbeviste hende. Hun siger: “Nogle af dem var blevet skrevet før Jesus blev født, så de profetier de indeholdt, måtte være fra Gud.” Esther fortæller ærligt: “Jeg blev nødt til at læse tingene flere gange for at forstå det.” Men hun er glad for at hun gjorde det. Efter at Esther er gået i dybden med flere bibelprofetier, siger hun: “Nu står det helt klart for mig at Bibelen er sand.”

11. Hvorfor er det godt for os at blive overbevist om at Bibelen er sand?

11 Når vi ser hvordan nogle af profetierne i Guds ord allerede er gået i opfyldelse, giver det os en stærk tillid til Jehova og den måde han leder os på. Bibelens profetier hjælper os også til at holde vores håb levende så vi kan klare de problemer vi kommer ud for. Vi vil nu kort se på to profetier som Daniel nedskrev, der bliver opfyldt i dag. Når vi forstår dem, vil det hjælpe os til at træffe kloge valg.

FØDDERNE AF JERN OG LER – HVAD BETYDER PROFETIEN FOR DIG?

12. Hvad symboliserer fødderne der består af ‘jern der er blandet med blødt ler’? (Daniel 2:41-43)

12 Læs Daniel 2:41-43. I den drøm om en statue som Daniel tydede for kong Nebukadnesar, bestod fødderne af ‘jern der var blandet med blødt ler’. Når vi sammenholder den profeti med andre profetier i Daniels Bog og i Åbenbaringen, er det tydeligt at fødderne står for den britisk-amerikanske verdensmagt, den dominerende magt i dag. Om den verdensmagt siger Daniel: “Riget [vil] dels være stærkt og dels være svagt.” Hvad er det der vil gøre det svagt? At den almindelige befolkning, der er symboliseret ved det bløde ler, underminerer verdensmagtens evne til at handle med jernhård styrke. b

13. Hvilke vigtige ting forstår vi når vi ved hvad den her profeti betyder?

13 Daniels beskrivelse af statuen lærer os noget vigtigt, og det er særligt interessant at se nærmere på fødderne. For det første har den britisk-amerikanske verdensmagt vist sin styrke ved for eksempel at være med til at vinde Første og Anden Verdenskrig. Men verdensmagten er blevet svækket og vil fortsat blive svækket fordi befolkningen er splittet og gør oprør. For det andet vil den britisk-amerikanske verdensmagt være den sidste verdensmagt før Guds rige fjerner alle menneskeskabte regeringer. Selvom andre nationer prøver at udfordre den britisk-amerikanske verdensmagt, vil der ikke opstå nogen ny verdensmagt. Det ved vi fordi den sten der symboliserer Guds rige, vil knuse fødderne, altså den del af statuen der står for den britisk-amerikanske verdensmagt. – Dan. 2:34, 35, 44, 45.

14. Hvordan kan det at forstå profetien om fødderne af jern og ler hjælpe os til at træffe gode beslutninger?

14 Er du overbevist om at Daniels profeti om fødderne af jern og ler går i opfyldelse nu? Hvis du er det, vil det påvirke din måde at leve på. Du vil ikke bruge dit liv på at tjene en masse penge i en verden der alligevel snart vil blive ødelagt. (Luk. 12:16-21; 1. Joh. 2:15-17) Når du forstår profetien, vil du også forstå hvor vigtigt det er at forkynde og at lære andre om Jehova. (Matt. 6:33; 28:18-20) Efter at have studeret profetien så spørg dig selv: ‘Viser de beslutninger jeg tager, at jeg er overbevist om at Guds rige snart vil fjerne alle menneskeskabte regeringer?’

NORDENS OG SYDENS KONGE – HVAD BETYDER PROFETIEN FOR DIG?

15. Hvem er “Nordens konge” og “Sydens konge” i dag? (Daniel 11:40)

15 Læs Daniel 11:40. Daniel, kapitel 11, beskriver to konger, eller politiske magter, der kæmper mod hinanden for at blive den stærkeste magt i verden. Når vi sammenholder den profeti med andre bibelprofetier, finder vi ud af at “Nordens konge” er Rusland og dets allierede, og at “Sydens konge” er den britisk-amerikanske verdensmagt. c

Når vi ved at den modstand Nordens konge og Sydens konge udsætter os for, er en opfyldelse af Bibelens profetier, bliver vores tro stærkere, og vores bekymring bliver mindre (Se paragraf 16-18)

16. Hvordan behandler Nordens konge Guds folk?

16 Nordens konge udsætter Guds folk for voldsom forfølgelse i de områder han har magten over. Nogle Jehovas Vidner er blevet slået og sat i fængsel på grund af deres tro. Men det er ikke lykkedes Nordens konge at skræmme vores brødre og søstre. Tværtimod har det der er sket, gjort deres tro stærkere. Hvordan kan det være? Fordi de ved at Daniel har forudsagt at Guds folk ville blive forfulgt. d (Dan. 11:41) At vide det kan hjælpe os alle sammen til at have et stærkt håb og blive ved med at være trofaste mod Jehova.

17. Hvilke udfordringer er Jehovas tjenere under Sydens konges styre blevet udsat for?

17 Tidligere har Sydens konge også udsat Jehovas folk for direkte angreb. I første halvdel af det 20. århundrede blev mange af vores brødre for eksempel sat i fængsel på grund af deres kristne neutralitet, og af samme grund blev flere af Jehovas Vidners børn bortvist fra skolen. I de senere årtier er det mere underfundige trosprøver Jehovas folk er blevet udsat for i Sydens konges område. Under en valgkampagne kunne en kristen for eksempel komme til at foretrække et politisk parti eller en bestemt kandidat frem for andre. Han går måske ikke så vidt som til at stemme, men i sine tanker og i sit hjerte har han valgt side. At være politisk neutral handler altså ikke kun om hvad vi gør, men også om hvad vi tænker og føler. – Joh. 15:18, 19; 18:36.

18. Hvordan påvirker kampen mellem Nordens og Sydens konge os? (Se også billedet).

18 Mange der ikke tror på Bibelens profetier, bliver skræmte og bange når de ser hvordan Sydens konge ‘støder sammen med’ Nordens konge. (Dan. 11:40, fdn.) Begge konger har atomvåben nok til at kunne udslette alt liv på jorden. Men vi ved at Jehova aldrig vil tillade at det sker. (Esa. 45:18) Så kampen mellem Nordens konge og Sydens konge er ikke noget der skræmmer os. Tværtimod så styrker det vores tro. Det viser tydeligt at det snart er slut for den her verden.

BLIV VED MED AT VÆRE OPTAGET AF PROFETIERNE

19. Hvad kan vi være sikre på når det gælder bibelprofetier?

19 Vi ved ikke hvordan alle bibelprofetierne vil blive opfyldt. Daniel vidste ikke engang selv hvad alt det han skrev ned, betød. (Dan. 12:8, 9) Men bare fordi vi ikke forstår alle detaljerne i en profeti, betyder det ikke at den ikke vil gå i opfyldelse. Vi kan være helt sikre på at Jehova vil fortælle os nøjagtigt hvad vi har brug for at vide, på det helt rigtige tidspunkt, ligesom han gjorde i fortiden. – Amos 3:7.

20. Hvilke spændende bibelprofetier vil snart gå i opfyldelse, og hvad er det vigtigt vi bliver ved med at gøre?

20 Snart vil der blive sagt “fred og sikkerhed”. (1. Thess. 5:3) Derefter vil de politiske magter i verden vende sig mod falsk religion og udslette den. (Åb. 17:16, 17) Og så vil de angribe Guds folk. (Ezek. 38:18, 19) De begivenheder vil lede direkte frem til Harmagedon. (Åb. 16:14, 16) Vi kan være overbevist om at det er meget tæt på. Hvor er det kærligt af Jehova at han har givet os profetierne. Og vi kan vise vores taknemmelighed mod Jehova ved at bruge den tid der er tilbage, på at studere dem grundigt og fortælle andre om dem.

SANG NR. 95 Lyset vokser!

a Uanset hvor slem situationen i verden bliver, ved vi at der venter os en lys fremtid. Det kan vi blive helt overbevist om når vi studerer Bibelens profetier. I denne artikel vil vi se på nogle specifikke grunde til at dykke ned i det Bibelen forudsiger. Vi vil også kort se på to af de profetier Daniel nedskrev, og finde ud af hvordan det kan påvirke os personligt at forstå dem.

b Se artiklen “Jehova åbenbarer hvad ‘der snart skal ske’”, par. 7-9, i Vagttårnet for 15. juni 2012.

c Se artiklen “Hvem er ‘Nordens konge’ i dag?”, par. 3-4, i Vagttårnet for maj 2020.

d Se artiklen “Hvem er ‘Nordens konge’ i dag?”, par. 7-9, i Vagttårnet for maj 2020.