Find glæde mens du venter tålmodigt på Jehova
GLÆDER du dig til den tid hvor Jehova vil fjerne al ondskab og gøre alting nyt? (Åb. 21:1-5) Det gør du uden tvivl! Men det er ikke altid nemt at vente tålmodigt på Jehova, især ikke når vi møder modgang og vanskeligheder. Der står ligefrem i Bibelen at “hjertet bliver sygt af at vente længe”. – Ordsp. 13:12.
Men Jehova forventer at vi venter tålmodigt på at han griber ind til sin fastsatte tid. Hvorfor gør han det? Hvad kan hjælpe os til at finde glæde mens vi venter?
HVORFOR FORVENTER JEHOVA AT VI VENTER TÅLMODIGT?
I Bibelen står der: “Jehova venter tålmodigt på at vise jer sin godhed, og han vil rejse sig for at vise jer barmhjertighed, for Jehova er en retfærdig Gud. Lykkelige er alle de der bliver ved med at vente ivrigt på ham.” (Esa. 30:18) De her ord af Esajas var oprindeligt rettet til de stædige jøder. (Esa. 30:1) Men blandt jøderne var der også nogle der var trofaste, og de ord gav dem håb. Og de kan også give os håb i dag.
Vi må altså vente tålmodigt fordi Jehova venter tålmodigt. Han har en fastsat tid for hvornår han vil fjerne den her onde verden, og han venter tålmodigt på at den dag og time skal komme. (Matt. 24:36) Til den tid vil det stå fuldstændigt klart at Djævelens anklager mod Jehova og dem der tjener ham, er falske. Jehova vil fjerne Satan og dem der er på hans side, men han vil “vise [os] barmhjertighed”.
Indtil da kan vi ikke forvente at Jehova fjerner vores prøver, men han forsikrer os om at vi kan være glade mens vi venter. Som Esajas skrev, kan vi være lykkelige mens vi bliver ved med at vente på at Jehova vil vise os sin godhed. (Esa. 30:18) a Hvordan kan vi opnå den glæde? Lad os se på fire ting der kan hjælpe os.
HVORDAN VI KAN VÆRE GLADE MENS VI VENTER
Fokusér på det positive. Kong David havde oplevet meget ondt i sit liv. (Sl. 37:35) Alligevel skrev han: “Vær stille over for Jehova, og vent tålmodigt på ham. Bliv ikke vred hvis det lykkes for en mand at gennemføre sine onde planer.” (Sl. 37:7) David fulgte selv det råd ved at fokusere på det håb han havde. Han var også god til at lægge mærke til alle de velsignelser Jehova gav ham. (Sl. 40:5) Hvis vi fokuserer på de positive ting ved vores situation uden at lade os opsluge af alt det dårlige der sker omkring os, vil vi også have lettere ved at vente på Jehova.
Udnyt enhver mulighed for at prise Jehova. Den der skrev Salme 71, sandsynligvis David, sagde til Jehova: “Jeg vil blive ved med at vente; jeg vil prise dig mere og mere.” (Sl. 71:14) Hvordan lovpriste han Jehova? Det gjorde han ved at fortælle andre om ham og synge lovsange til ham. (Sl. 71:16, 23) Ligesom David kan vi finde glæde mens vi venter på Jehova. Vi kan prise ham gennem vores forkyndelse, det vi taler om, og vores sange. Næste gang du synger en af Rigets sange, så prøv at lægge mærke til det opmuntrende budskab.
Lad dine brødre og søstre opmuntre dig. David kom ud for mange svære ting i sit liv, men han sagde: “I den store menighed vil jeg lovprise Jehova.” (Sl. 26:12) Vi kan blive opmuntret af vores brødre og søstre, ikke kun ved møderne og i forkyndelsen, men også når vi hygger os sammen privat. – Rom. 1:11, 12.
Styrk dit håb. I Salme 62:5 står der: “Jeg venter stille på Gud, for det er ham der giver mig håb.” Det er meget vigtigt at have et stærkt håb, især hvis man har ventet længere tid på enden end man troede man skulle. Vi må være overbevist om at Jehovas løfter vil gå i opfyldelse, uanset hvor længe vi skal vente på dem. Vi kan styrke vores håb ved at studere Guds ord – profetierne, hvordan de forskellige bøger hænger sammen, og de ting Jehova fortæller om sig selv. (Sl. 1:2, 3) Vi må også blive ved med at “bede med hellig ånd” for at bevare et godt forhold til Jehova mens vi venter på at hans løfte om evigt liv skal gå i opfyldelse. – Jud. 20, 21.
Ligesom kong David kan vi have tillid til at Jehovas øje hviler på dem der venter på ham, og at han viser dem sin loyale kærlighed. (Sl. 33:18, 22) Bliv ved med at vente tålmodigt på Jehova ved at fokusere på de positive ting i dit liv, ved at prise ham, ved at lade dine brødre og søstre opmuntre dig og ved at holde dit håb stærkt.
a På grundsproget kan det udtryk der er oversat med “bliver ved med at vente ivrigt”, også betyde “længes efter eller håbe på at noget skal ske”, og det viser at det er normalt for os at vi længes efter at Jehova skal gribe ind.