Hvordan du kan være en sand ven
HAR du nogensinde følt at du stod helt alene med dine problemer? Vi lever i “kritiske tider som er vanskelige at klare”, og det kan godt gøre os nedtrykte og få os til at føle os ensomme. (2. Tim. 3:1) Men vi behøver ikke at klare livets udfordringer alene. Bibelen understreger hvor godt det er at have sande venner, for de kan “hjælpe i svære tider”. – Ordsp. 17:17.
HVORDAN SANDE VENNER KAN HJÆLPE
Paulus’ rejsefæller og medarbejdere var også hans gode venner. (Kol. 4:7-11) Da Paulus var fængslet i Rom, hjalp de ham med ting han ikke selv kunne gøre. For eksempel kom Epafroditus med nogle ting Paulus havde brug for, som brødrene og søstrene i Filippi havde sendt med ham. (Flp. 4:18) Og Tykikos overbragte breve til forskellige menigheder som Paulus havde skrevet. (Kol. 4:7; se studienote). Fordi Paulus’ venner støttede og hjalp ham, kunne han fortsætte sin tjeneste selv i de perioder han var i husarrest eller fængslet. Hvordan kan du være en sand ven?
Der er mange eksempler i dag der viser hvor vigtigt det er at være en sand ven. For eksempel var der en søster der gjorde en stor forskel for Elisabet, der er pioner i Spanien. Da Elisabets mor blev diagnosticeret med uhelbredelig kræft, begyndte søsteren at sende Elisabet beskeder med opmuntrende bibelvers. Elisabet fortæller: “De beskeder gav mig styrke til at klare mig igennem de hårde dage fordi jeg ikke følte mig ensom.” – Ordsp. 18:24.
Vi kan styrke vores venskab med vores brødre og søstre ved at hjælpe dem til at være med i menighedens aktiviteter. Kunne du for eksempel tilbyde at hente en ældre bror eller søster til møderne eller at tage ham eller hende med ud i forkyndelsen? Hvis du gør det, vil I helt sikkert opmuntre hinanden. (Rom. 1:12) Men der er nogle af vores kære trosfæller der desværre er bundet til hjemmet. Hvordan kan vi være en sand ven for dem?
VÆR EN SAND VEN FOR DEM DER ER BUNDET TIL HJEMMET
Nogle af vores brødre og søstre har helbredsproblemer eller andre omstændigheder der forhindrer dem i at overvære møderne i rigssalen. Sådan var det for eksempel for David der havde fået lymfekræft. I over seks måneder fik han kemoterapi, og i al den tid overværede han og hans hustru, Lidia, møderne hjemmefra.
Hvad gjorde vennerne i menigheden for at støtte og hjælpe dem? Efter hvert møde var der nogle af dem der var i rigssalen, der snakkede med David og Lidia via videokonference. Og når David og Lidia havde givet et svar, fik de altid
opmuntrende beskeder fra deres brødre og søstre. Alt det her gjorde at David og Lidia følte sig elsket og som en del af menigheden.Kan vi gøre noget for at forkynde sammen med dem der er bundet til hjemmet? Det behøver ikke at kræve ret meget af os, men det vil betyde meget for dem og vise at vi ikke har glemt dem. (Ordsp. 3:27) Kunne vi planlægge at bruge tid sammen med dem på at skrive breve eller forkynde via telefonen? Det kan også være at de har mulighed for at overvære samlingerne via videokonference. Det var noget David og Lidia var meget glade for. David siger: “Bare det at være sammen med tjenestegruppen til en lille bibelsk drøftelse og en bøn gav os et enormt boost.” Hvis vi har et bibelstudie, kan vi måske indimellem aftale at studere hjemme hos den der er bundet til hjemmet, hvis omstændighederne tillader det.
Når vi samarbejder med vores kære brødre og søstre der er bundet til hjemmet, og lærer dem og deres smukke egenskaber bedre at kende, får vi et nærmere forhold til dem. Når du for eksempel ser hvor dygtige de er til at bruge Bibelen og nå hjertet hos dem de forkynder for, vil du helt sikkert få endnu varmere følelser for dem. Ved at gøre de her ting vil du måske få mange nye venner. – 2. Kor. 6:13.
På et tidspunkt hvor Paulus stod i en svær situation, besøgte hans ven Titus ham og trøstede ham. Beretningen i 2. Korinther 7:5-7 minder os om at vi ikke kun kan trøste andre med det vi siger, men også ved at være sammen med dem og gøre hvad vi kan for at hjælpe dem. – 1. Joh. 3:18.
VÆR EN SAND VEN I PERIODER MED FORFØLGELSE
Vi kan lære meget af vores trosfæller i Rusland. De er virkelig gode til at støtte hinanden. Det oplevede Sergej og hans hustru, Tatjana. Efter at deres hjem var blevet ransaget af politiet, blev de taget med til afhøring. Sergej fortæller: “[Tatjana] kom hjem igen før mig, og med det samme var der en modig søster der kom forbi. Flere af vennerne kom og hjalp os med at rydde op i lejligheden efter ransagningen.”
Sergej fortæller videre: “Jeg har altid godt kunne lide Ordsprogene 17:17, hvor der står: ‘En sand ven viser kærlighed til hver en tid; han er en bror som er født til at hjælpe i svære tider.’ De ord har fået endnu større betydning for mig i den her tid med forfølgelse, hvor jeg har fået større behov for andres hjælp. Jehova har sørget for venner som modigt støtter mig.” a
Vi har brug for venner i de svære tider vi lever i. Og vi får endnu mere brug for dem under den store trængsel. Så lad os gøre alt hvad vi kan nu, for at være sande venner for hinanden. – 1. Pet. 4:7, 8.
a Se artiklen “Jehova har sørget for venner som modigt støtter mig” på jw.org.