I FORBINDELSE med at Abraham gjorde sig klar til at bringe et brændoffer på et afsidesliggende sted, siges der i 1 Mosebog 22:6 at han “tog ... brændet til brændofferet og lagde det på sin søn Isak og tog ilden og slagterkniven i hånden, og så gik de to sammen”.

I Bibelen siges der ikke noget om hvordan man tændte bål i oldtiden. I forbindelse med ovennævnte beretning har en bibelforsker givet udtryk for den holdning at en flamme “næppe har kunnet holdes i live på hele den lange rejse” som Abraham og Isak foretog. Hvis det er tilfældet, må det der hentydes til i beretningen, være det udstyr der skulle bruges for at tænde ild.

Andre påpeger dog at det ikke var nogen let opgave at tænde ild på Bibelens tid. Det var nemmere for folk at tage lidt gløder fra et bål der allerede var i gang, måske hos naboen, frem for selv at skulle tænde ild. Af den grund mener en del forskere at den ‘ild’ Abraham medbragte, bestod af et kar – måske en krukke der hang i en kæde – som indeholdt brændende kul eller gløder fra den foregående aftens bål. (Es. 30:14) Med gløder og optændingsmateriale ville det ikke være noget problem at tænde et bål i løbet af rejsen.