Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

LIVSBERETNING

Jeg har bare gjort det jeg skulle

Jeg har bare gjort det jeg skulle

I MERE end 30 år var Donald Ridley med til at varetage Jehovas Vidners juridiske interesser. Han spillede en afgørende rolle i forbindelse med at få stadfæstet patienters ret til at afvise blodprodukter. Hans arbejde førte til adskillige sejre i højesteret. Don, som hans venner kaldte ham, var kendt for at være flittig, ydmyg og selvopofrende.

I 2019 fik Don konstateret en sjælden og uhelbredelig neurologisk sygdom. Han fik det hurtigt dårligere og døde desværre den 16. august 2019. Her er hans historie.

Jeg blev født i 1954 i Saint Paul, Minnesota, USA. Min familie var romerskkatolsk og hørte til middelklassen, og jeg var nummer to i en børneflok på fem. Jeg gik i en katolsk skole og var også messedreng. Men alligevel vidste jeg ikke ret meget om Bibelen. Jeg var overbevist om at der måtte være en Gud der havde skabt alting, men jeg mistede efterhånden al tiltro til kirken.

LÆRER SANDHEDEN AT KENDE

En dag mens jeg var i gang med det første år af jurastudiet på William Mitchell College of Law, bankede Jehovas Vidner på min dør. Jeg var i fuld gang med at ordne vasketøj, så ægteparret tilbød venligt at komme tilbage på et andet tidspunkt. Da de besøgte mig igen, stillede jeg dem to spørgsmål: “Hvorfor er det så svært for ordentlige mennesker at få succes i verden?” og “Hvad skal man gøre for at blive lykkelig?” Jeg tog imod bogen Sandheden der fører til evigt liv og Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter, der havde et iøjnefaldende, grønt omslag. Samtidig sagde jeg ja tak til at studere Bibelen sammen med dem. Studiet åbnede virkelig mine øjne. Jeg var meget optaget af det Bibelen sagde om Guds rige – at det er lige den regering vi mennesker har brug for, og at Riget vil regere over jorden. Jeg kunne se at menneskers styre var en total fiasko og havde fyldt verden med sorg og smerte, uretfærdighed og store problemer.

I begyndelsen af 1982 indviede jeg mig til Jehova, og senere på året blev jeg døbt ved stævnet “Sandheden om Guds rige”, der blev afholdt i et kulturhus i Saint Paul. Ugen efter var jeg tilbage i kulturhuset for at tage min afsluttende juraeksamen. I begyndelsen af oktober fik jeg besked om at jeg havde bestået, og jeg fik min advokatbestalling.

Ved det stævne hvor jeg blev døbt, mødte jeg Mike Richardson, der var på Betel i Brooklyn, og han fortalte mig at man havde oprettet en juridisk afdeling på Hovedkontoret. Jeg tænkte på det den etiopiske eunuk sagde i Apostlenes Gerninger 8:36, og spurgte mig selv: ‘Hvad forhindrer mig i at tilbyde min hjælp i den juridiske afdeling?’ Og så søgte jeg på Betel.

Mine forældre var mildest talt ikke glade for at jeg var blevet et af Jehovas Vidner. Far spurgte hvad det ville gøre for min karriere som advokat at arbejde for Vagttårnet. Jeg forklarede ham så at der var tale om frivilligt arbejde, og at jeg ville få 75 dollars om måneden, hvilket var det bidrag betelitter modtog dengang.

Efter at jeg havde opfyldt de forpligtelser jeg havde på mit verdslige arbejde, begyndte jeg i 1984 at tjene på Betel i Brooklyn. Jeg fik til opgave at arbejde i Den Juridiske Afdeling, og timingen kunne ikke have været bedre.

RENOVERINGEN AF STANLEY THEATER

Stanley Theater som det så ud dengang Jehovas Vidner købte det

I november 1983 købte Jehovas Vidner Stanley Theater i Jersey City, og i forbindelse med istandsættelsen søgte organisationen om tilladelse til at renovere de elektriske installationer og rørsystemet i bygningen. Da brødrene mødtes med de lokale myndigheder, forklarede de at det var tanken at bruge Stanley Theater som en stævnehal for Jehovas Vidner. Det viste sig at være et problem. Ifølge lokalplanen skulle en bygning til religiøse formål ligge i et boligkvarter, men Stanley Theater lå i et forretningsområde i midtbyen. Af den grund ville myndighederne ikke give os tilladelse til at udføre arbejdet. Brødrene gjorde indsigelse mod beslutningen, men blev afvist.

I løbet af den første uge jeg var på Betel, lagde organisationen sag an ved distriktsdomstolen fordi myndighederne havde nægtet os de nødvendige tilladelser. Lige inden jeg kom på Betel, havde jeg i to år arbejdet ved distriktsdomstolen i Saint Paul, så jeg var ret godt kendt med hvordan sådan en sag foregik. En af vores advokater påpegede at Stanley Theater var blevet brugt til flere forskellige offentlige begivenheder, lige fra filmforevisninger til rockkoncerter. Hvorfor skulle det så være ulovligt at afholde et religiøst arrangement? Distriktsdomstolen vurderede sagen, nåede frem til at Jersey City havde krænket religionsfriheden, og pålagde myndighederne at give os de nødvendige tilladelser. Sådan begyndte jeg at få indblik i hvordan Jehova velsignede organisationens juridiske arbejde, og jeg var lykkelig for at få lov til at være en del af det.

Brødrene gik i gang med det enorme renoveringsprojekt, og den 8. september 1985, mindre end et år efter at arbejdet var begyndt, blev der holdt afslutningshøjtidelighed for den 79. gileadklasse i den nye stævnehal i Jersey City. Jeg betragtede det som et stort privilegium at være med til at fremme Rigets interesser som en del af Den Juridiske Afdeling på Betel, og arbejdet dér fyldte mig med en meget større tilfredshed end den jeg havde oplevet i mit verdslige arbejde som advokat. Det skulle vise sig at Jehova havde mange flere spændende opgaver klar til mig.

FORSVARER RETTEN TIL LÆGEBEHANDLING UDEN BRUG AF BLOD

I 1980’erne var det ikke ualmindeligt at man på hospitaler tilsidesatte et voksent Jehovas Vidnes ønske om at blive behandlet uden brug af blodprodukter. Hvis der var tale om en gravid kvinde, var situationen endnu vanskeligere, for dommerne mente ofte at hun ikke havde nogen juridisk ret til at fravælge en transfusion. De brugte den begrundelse at hvis man ikke gav en transfusion, ville et nyfødt barn måske miste sin mor.

Lad mig give et eksempel. Den 29. december 1988 fødte søster Denise Nicoleau en dreng men led derefter et alvorligt blodtab. Hendes blodprocent faldt til under 5,0, og lægen bad om hendes samtykke til en blodtransfusion. Det afviste vores søster. Næste morgen anmodede hospitalet om at få en dommerkendelse der gav personalet lov til at give vores søster det de betragtede som nødvendige blodtransfusioner. Uden at have afholdt en høring og uden at have informeret søster Nicoleau eller hendes mand gav dommeren hospitalet lov til at give transfusioner.

Fredag den 30. december gav hospitalspersonalet søster Nicoleau en blodtransfusion på trods af at hendes mand og andre familiemedlemmer der var ved hendes side, protesterede imod det. Om aftenen blev flere familiemedlemmer og nogle ældste anholdt fordi de angiveligt havde dannet en menneskemur omkring søster Nicoleau for at forhindre transfusionerne. Dagen efter rapporterede nyhedsmedierne i New York City og på Long Island om anholdelserne.

Sammen med Philip Brumley da vi var yngre

Mandag morgen talte jeg med retspræsidenten, Milton Mollen. Jeg beskrev sagens omstændigheder og påpegede at dommeren havde givet tilladelse til blodtransfusion uden at have afholdt en høring. Dommer Mollen bad mig om at komme hen til sit kontor om aftenen for at drøfte sagens kendsgerninger og den relevante lovgivning. Philip Brumley, tilsynsmanden for Den Juridiske Afdeling på Betel, tog med mig hen for at mødes med dommer Mollen. Hospitalets advokat var også inviteret med til mødet. På et tidspunkt blev diskussionen noget ophedet, og bror Brumley viste mig diskret sin notesblok, hvor han havde skrevet “Ro på”. Det var virkelig et godt råd, for i mit forsøg på at gendrive advokatens argumenter var jeg efterhånden blevet noget ophidset.

Fra venstre mod højre: Richard Moake, Gregory Olds, Paul Polidoro, Philip Brumley, mig og Mario Moreno – de advokater der var med til at fremlægge vores forsvar ved USA’s højesteret i sagen Watchtower v. Village of Stratton. – Se Vågn op! for 8. januar 2003

Efter at mødet havde varet en times tid, informerede dommer Mollen os om at sagen ville være den første på dagsordenen næste morgen. Da vi var på vej ud af kontoret, sagde han at der ventede hospitalets advokat en hård dag. Åbenbart ville advokaten få meget svært ved at overbevise dommeren. Jeg følte at dommerens kommentar var Jehovas måde at forsikre os om at vi havde en stærk sag. Tanken om at Jehova brugte os til at gennemføre sin vilje, fyldte mig med taknemmelighed og ydmyghed.

Vi arbejdede til ud på natten for at forberede vores bevisførelse til næste dag. Domhuset ligger ikke ret langt fra Betel, så de fleste af os der arbejdede i vores lille juridiske afdeling, gik derhen. Efter at et dommerpanel på fire havde lyttet til vores argumenter, annullerede de tilladelsen til at give blodtransfusion. Retten dømte til fordel for søster Nicoleau og slog fast at den gængse praksis med at udstede en dommerkendelse uden at have lyttet til patienten var en krænkelse af forfatningssikrede rettigheder.

New Yorks højeste domstol stadfæstede søster Nicoleaus ret til at blive behandlet uden brug af blod. Det var den første af fire sager vedrørende blodtransfusion som jeg har haft det privilegium at være med til at føre ved de højeste domstole i forskellige delstater. (Se boksen “ Sager vundet ved højesteret”). Sammen med andre af organisationens jurister har jeg også hjulpet til i sager vedrørende forældremyndighed, skilsmisse, fast ejendom og byggetilladelser.

ÆGTESKAB OG FAMILIE

Sammen med min kone, Dawn

Da jeg mødte Dawn, som jeg senere blev gift med, var hun fraskilt, forsørgede sine tre børn og var samtidig pioner. Dawn havde haft et vanskeligt liv, og jeg var dybt imponeret over at hun tjente Jehova så stålsat. I 1992 overværede vi begge stævnet “Lysbærere” i New York, og ved den lejlighed spurgte jeg hende om vi skulle lære hinanden lidt bedre at kende. Et år senere blev vi gift, men jeg fortsatte med at arbejde for Betel. At have en kone der er åndeligsindet og fyldt med godt humør, er virkelig en gave fra Jehova. Dawn har ‘gengældt mig med godt’ hver eneste dag vi har haft sammen. – Ordsp. 31:12.

Børnene var 11, 13 og 16 år gamle da vi blev gift. Jeg ville gerne være en god far for dem, så jeg læste og fulgte omhyggeligt alle de råd jeg kunne finde i vores publikationer om at være stedfar. Der har da været nogle udfordringer gennem årene, men jeg glæder mig over at børnene kom til at betragte mig som en ven de kunne betro sig til, og som en kærlig far. Vores hjem var altid åbent for vores børns venner, og vi frydede os over at have huset fuldt af energiske teenagere.

I 2013 flyttede Dawn og jeg til Wisconsin for at tage os af vores aldrende forældre. Men til min store overraskelse var det ikke afslutningen på min beteltjeneste. Jeg fik lov til at fortsætte med at hjælpe organisationen med juridiske sager.

EN PLUDSELIG FORANDRING

I september 2018 begyndte jeg at lægge mærke til at jeg ofte måtte rømme mig. Jeg blev undersøgt af min læge, men han kunne ikke finde frem til hvad der var årsag til problemet. En anden læge foreslog at jeg opsøgte en neurolog. Det gjorde jeg, og i januar 2019 fik jeg stillet en foreløbig diagnose – jeg havde en sjælden neurologisk sygdom kaldet progressiv supranukleær parese (PSP).

Tre dage senere, da jeg var ude at stå på skøjter, faldt jeg og brækkede mit højre håndled. Jeg har stået på skøjter hele mit liv – for mig var det lige så let som at gå – så jeg vidste at det var tegn på at min motorik var begyndt at svigte. Min sygdom har desværre udviklet sig meget hurtigere end jeg havde forventet, og den har påvirket min evne til at synke, tale og bevæge mig.

Jeg betragter det som et stort privilegium at jeg har kunnet bruge min erfaring som advokat til at have en lille andel i at fremme Rigets interesser. Jeg er også glad for at jeg har kunnet skrive mange artikler til fagtidsskrifter og holde indlæg ved lægeseminarer rundt omkring på jorden for at forsvare vores ret som Jehovas Vidner til at vælge lægebehandling uden brug af blod. Men med en lille omskrivning af ordene i Lukas 17:10 vil jeg sige om mig selv: ‘Jeg er kun en træl og fortjener ikke at blive rost. Jeg har kun gjort det jeg skulle.’