“HEJ! Hvordan går det?”

Du har sikkert ofte sagt noget i den stil når du har hilst på en anden, måske ledsaget af et håndtryk eller et kram. Skik og brug kan variere fra sted til sted, men formålet med at hilse på andre er i bund og grund det samme overalt. Faktisk kan det at man ikke hilser eller ikke reagerer på en hilsen, blive opfattet som ukærligt eller som et udtryk for dårlige manerer.

For nogle er det imidlertid en overvindelse at hilse på andre. De er måske generte eller kæmper med lavt selvværd. Eller det kan være de synes det er svært at skulle hilse på nogen med en anden race, kultur eller social status. Men selv en kort hilsen kan have en meget positiv virkning.

Tænk over følgende spørgsmål: Hvad godt kan man udrette ved at hilse på en anden? Hvad siger Bibelen om hilsner?

Da apostlen Peter hjalp Cornelius til som den første uomskårne ikkejøde at blive en del af den kristne menighed, sagde han at Gud “ikke gør forskel på nogen”. (Ap.G. 10:34) Senere skrev han at Gud “ønsker at alle skal nå at angre og vende om”. (2. Pet. 3:9) Disse vers bruger vi ofte i forbindelse med dem vi møder i forkyndelsen. Men Peter gav også denne opfordring: “Vis alle slags mennesker ære, elsk hele brodersamfundet.” (1. Pet. 2:17) Vi bør altså hilse på andre uanset deres hudfarve, kultur og baggrund. Det er blandt andet sådan vi viser dem ære og kærlighed.

Apostlen Paulus tilskyndede de kristne: “Tag ... godt imod hinanden ligesom Kristus også har taget imod jer.” (Rom. 15:7) Han nævnte ved en lejlighed at nogle brødre havde været “en styrkende hjælp” for ham. I dag, hvor Satan fører intens krig mod Guds folk, er der endnu større behov for at vi styrker vores trosfæller. – Kol. 4:11, fdn.; Åb. 12:12, 17.

I Bibelen kan vi se eksempler på at en hilsen kan udrette meget mere end bare at få andre til at føle sig velkomne.

Da tiden var inde til at Guds Søns liv skulle overføres til Marias livmoder, sendte Jehova en engel til hende. “Vær hilset, du som er højt værdsat,” sagde englen og fortsatte: “Jehova er med dig.” Maria blev foruroliget og forstod ikke hvorfor der pludselig var en engel der talte til hende. Det lagde englen mærke til og sagde: “Vær ikke bange, Maria, for du har Guds godkendelse.” Derefter forklarede han at det var Guds vilje at hun skulle føde Messias. Englens ord beroligede Maria, og hun sagde: “Se! Jeg er Jehovas tjener! Lad det gå mig som du har sagt.” – Luk. 1:26-38.

Selvom det var et stort privilegium at være budbringer for Jehova, anså englen det ikke for under sin værdighed at skulle henvende sig til et ufuldkomment menneske. Lagde du i øvrigt mærke til at han indledte sin samtale med Maria med en hilsen? Hvad kan vi lære af det? Vi må også være klar til at hilse på andre og opmuntre dem. Med blot nogle få ord kan vi styrke andre og forsikre dem om at de er en dyrebar del af Jehovas folk.

Paulus lærte mange at kende i menighederne rundt omkring i Lilleasien og Europa, og hans breve indeholder en hel del personlige hilsner til forskellige brødre og søstre. Det ser vi blandt andet i  Romerbrevet, kapitel 16. Her nævner han for eksempel Føbe, som han kalder “vores søster”, og giver menigheden opfordringen: “Tag imod hende som en trosfælle i Herren på en måde der er de hellige værdig, og giv hende al den hjælp hun har brug for.” Han sender også hilsner til Priska og Akvila, “som ikke kun jeg men også alle nationernes menigheder siger tak”. Desuden sender han hilsner til nogle der er nærmest ukendte for os i dag – blandt andet “min kære Epainetos” og “Tryfæna og Tryfosa, kvinder som er flittige i tjenesten for Herren”. Ja, Paulus betragtede det som vigtigt at sende hilsner til sine trosfæller. – Rom. 16:1-16.

Forestil dig hvor glade de må være blevet over at høre at de havde en plads i Paulus’ hjerte. Hvor må hans hilsner have styrket deres kærlighed til Paulus og hinanden! Hans ord må også have virket opmuntrende på de andre i menigheden og tilskyndet dem til at bevare en stærk tro. Hilsner der er et udtryk for oprigtig interesse og værdsættelse, er med til at styrke venskaber og forene Jehovas folk.

På Paulus’ rejse fra Puteoli til Rom kom nogle af de lokale brødre og søstre ham i møde for at hilse på ham. Da han fik øje på dem, “takkede han Gud og fik nyt mod”. (Ap.G. 28:13-15) Nogle gange er vi måske kun i stand til at hilse på andre ved at smile eller vinke til dem. Men selv det kan virke opmuntrende, måske på en der er ked af det.

Disciplen Jakob måtte på et tidspunkt give alvorlig vejledning. Nogle af de kristne var utro mod Gud ved at være venner med verden. (Jak. 4:4) Men læg mærke til hvordan Jakob indledte sit brev:

“Fra Jakob, en træl for Gud og Herren Jesus Kristus, til de 12 stammer der er spredt rundt omkring: Vær hilset!” (Jak. 1:1) Jakob viste med sin hilsen at de var ligeværdige i Guds øjne, hvilket helt sikkert har gjort det lettere for modtagerne af brevet at tage imod hans råd. Ja, en respektfuld indledende hilsen kan gøre det lettere at drøfte et alvorligt emne.

Hvis en hilsen skal virke efter hensigten, må den – uanset hvor kort den er – være oprigtig og et udtryk for ægte kærlighed. Den kan sagtens have stor effekt selvom den tilsyneladende går ubemærket hen. (Matt. 22:39) En søster i Irland trådte ind i rigssalen lige som mødet skulle til at starte. Da hun hastede ind på sin plads, vendte en bror sig om, smilte til hende og sagde: “Hej. Hvor er det godt at se dig.” Søsteren satte sig bare ned.

Nogle uger senere kom søsteren hen til broren og fortalte at hun i en periode havde haft problemer i familien. “Jeg var så ked af det den aften at jeg var lige ved ikke at tage til møde,” sagde hun. “Jeg kan ikke huske ret meget andet fra mødet end at du hilste på mig. Det fik mig virkelig til at føle mig velkommen. Tusind tak.”

Broren var slet ikke klar over hvor stor virkning hans korte hilsen havde haft. “Da hun fortalte mig hvor meget de få ord havde betydet for hende, blev jeg så glad for at jeg havde hilst på hende,” siger han. “Jeg blev selv helt opmuntret af det.”

Salomon skrev: “Kast dit brød ud på vandet, for du vil finde det igen efter mange dage.” (Præd. 11:1) Når vi sørger for at hilse på andre, ikke mindst vores brødre og søstre, er det til opmuntring både for dem og os. Vi må aldrig undervurdere virkningen af en hilsen!