Vidste du det?
Hvilke skatter skulle folk betale på Jesus’ tid?
ISRAELITTERNE var vant til at give økonomisk støtte til den sande tilbedelse. Men for de jøder der levede på Jesus’ tid, var det at betale skat blevet både kompliceret og en stor byrde.
Alle voksne jødiske mænd skulle hvert år betale en halv sekel (to drakmer) til helligdommen for at understøtte tilbedelsen der foregik der. I det første århundrede blev pengene brugt til driften af det tempel Herodes havde bygget. Engang spurgte nogle jøder Peter om hvilken holdning Jesus havde til den skat. Jesus forklarede at der ikke var noget galt i at betale den, og sørgede for at Peter fik penge til det. – Matt. 17:24-27.
Guds folk dengang skulle også betale tiende, altså en tiendedel af deres afgrøder og indkomst. (3. Mos. 27:30-32; 4. Mos. 18:26-28) De religiøse ledere gik meget op i at man omhyggeligt betalte tiende, og gav en tiendedel af deres “mynte og dild og kommen”. Jesus afslørede hvor hykleriske de skriftlærde og farisæerne var, men han kritiserede ikke ordningen med at give en tiendedel. – Matt. 23:23.
På Jesus’ tid skulle jøderne også betale en hel del skatter til romerne, der var ved magten. For eksempel blev man pålagt at betale en skat hvis man ejede et stykke jord. Man kunne betale med enten penge eller afgrøder, og skatten er blevet anslået til at være på mellem 20 og 25 procent. Alle jøder skulle også betale kopskat. Farisæerne forsøgte at skabe problemer for Jesus ved at spørge ham om hvad han mente om denne skat. Jesus forklarede hvad den rigtige holdning var, ved at sige: “Giv kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.” – Matt. 22:15-22.
Man skulle også betale en afgift på varer som man importerede eller eksporterede. Den afgift blev opkrævet i havne, ved broer og vejkryds eller ved indgangen til byer og markeder.
Den skattebyrde der var pålagt jøderne under det romerske styre, var meget tung. Om den tid hvor Jesus var på jorden, og hvor kejser Tiberius regerede, skriver den romerske historiker Tacitus: “Syrien og Judæa var tvunget i knæ af de byrder der var pålagt dem, og bad om at få lettet skatterne.”
Noget der gjorde det endnu hårdere for jøderne, var den måde skatterne blev opkrævet på. Retten til at inddrive skatter og afgifter blev udbudt i licitation. De der bød højest og fik rettighederne, skabte profit ved at indkræve mere end nødvendigt, og de personer som de ansatte til at inddrive skatterne, gjorde det samme. Zakæus lader til at have haft myndighed over skatteopkræverne i et bestemt område. (Luk. 19:1, 2) Forståeligt nok brød folk sig ikke om denne ordning, og de afskyede de personer der stod for at inddrive skatterne.