DER var ikke meget der forandrede sig i de år jeg gik i skole. Faktisk var de børn jeg gik i første klasse med, de samme som jeg gik ud af skolen med. I vores lille by kendte de fleste hinanden.

Liberty var omgivet af små gårde, og folk dyrkede hovedsageligt majs. Da jeg kom til verden, arbejdede min far for en af de lokale farmere. Som teenager fik jeg lov til at køre traktor og lærte også andre grundlæggende ting inden for landbrug.

Min far var ikke længere ung da jeg blev født. Han var 56, og min mor 35. Men han var stadig en slank, sund og stærk mand, der var glad for hårdt arbejde og også lærte alle os børn at sætte pris på det. Det var ikke meget han tjente, men han sørgede altid for at vi havde tag over hovedet, tøj på kroppen og mad på bordet – og han var der altid for os. Min far blev 93 år, og min mor døde som 86-årig. Ingen af dem tjente Jehova. En af mine brødre er dog med i sandheden og har tjent trofast som ældste siden ordningen trådte i kraft i starten af 1970’erne.

Min mor var meget religiøs og tog os med i baptistkirken hver søndag. Da jeg var 12, hørte jeg for første gang om treenigheden. Undrende spurgte jeg min mor: “Hvordan kan Jesus være Sønnen og Faren på samme tid?” Jeg husker at hun svarede: “Det er et mysterium, min dreng. Det er ikke meningen vi skal forstå det.” Jeg forstod det i hvert fald ikke! Men da jeg var 14, blev jeg alligevel døbt i en flod – hvor jeg skulle under vandet tre gange i treenighedens navn.

I high school havde jeg en ven der var bokser, og som fik mig overtalt til også at prøve boksning. Så jeg begyndte at træne og tilmeldte mig turneringen Golden Gloves. Jeg var ikke ret god, så efter nogle få kampe opgav jeg det igen. Senere blev jeg indkaldt til militæret og udstationeret i Tyskland. Mens jeg gjorde tjeneste der, blev jeg sendt på officersskole fordi man mente at jeg havde gode lederevner. Mine overordnede ville gerne have mig til at gøre karriere i militæret. Men det var ikke noget for mig, så da jeg i 1956 havde aftjent min toårige værnepligt, forlod jeg militæret. Der gik dog ikke længe før jeg kom med i en helt anden slags hær.

Indtil da havde jeg lært at være lidt af en machomand. Min opfattelse af hvordan en rigtig mand skulle være, var for en stor del påvirket af hvad jeg så på film og i samfundet omkring mig. I mine øjne var mænd der forkyndte Bibelens budskab, ikke særligt mandige. Men så lærte jeg nogle ting der ændrede mit liv. En dag hvor jeg kørte gennem byen i min røde cabriolet, vinkede to unge piger mig ind til siden. Jeg kendte dem godt – deres storebror var gift med min storesøster. Nå, men de to piger var altså Jehovas Vidner. Jeg havde tidligere fået Vagttårnet og Vågn op! af dem, men som regel var Vagttårnet lidt for tungt for mig. Denne gang inviterede pigerne mig imidlertid til et menighedsbogstudie. Det var et lille møde hvor man studerede og drøftede Bibelen sammen, og det blev holdt i deres hjem. Jeg sagde at jeg nok skulle tænke over det. “Lover du det?” spurgte de mig med et stort smil. “Ja, det lover jeg,” sagde jeg.

Jeg fortrød hurtigt hvad jeg havde sagt, men jeg følte heller ikke rigtig at jeg bare kunne blive væk. Så om aftenen tog jeg hen til mødet. Det der gjorde størst indtryk på mig, var børnene. Jeg kunne slet ikke fatte at de vidste så meget om Bibelen! Selvom jeg havde været med min mor i kirke søndag efter søndag, vidste jeg nærmest ingenting om hvad der stod i den. Men det skulle der laves om på nu, så jeg sagde ja tak til et bibelstudie. Meget hurtigt lærte jeg at Guds navn er Jehova. Da jeg nogle år tidligere havde spurgt min mor om hvad Jehovas Vidner var for nogle, svarede hun: “Åh, de tilbeder en eller anden gammel mand der hedder Jehova.” Men nu blev mine øjne åbnet!

Jeg gjorde hurtigt fremskridt, for jeg vidste at det var sandheden jeg havde fundet. Mindre end ni måneder efter at jeg første gang var til møde, blev jeg døbt – det var i marts 1957. Min indstilling og hele mit livssyn ændrede sig. Jeg er glad for at jeg lærte hvad Bibelen siger om mandighed. Jesus var en fuldkommen mand. Han havde en styrke og  kraft som ville have fået enhver machomand til at blegne i sammenligning. Alligevel begyndte han aldrig at slås med nogen, men “lod sig mishandle”, præcis som det var forudsagt. (Esa. 53:2, 7) Jeg lærte at en ægte discipel af Jesus “skal være mild over for alle”. – 2. Tim. 2:24.

Det følgende år, altså i 1958, begyndte jeg som pioner. Men der gik ikke længe før jeg måtte holde en lille pause. Jeg havde nemlig besluttet at gifte mig med Gloria – en af de to piger der havde inviteret mig med til bogstudiet dengang. Det er en beslutning jeg aldrig har fortrudt! Gloria var en sand juvel, og det er hun stadig i dag. For mig er hun som den kostbareste ædelsten, og jeg er så lykkelig for at vi blev gift. Nu vil hun fortælle lidt om sig selv:

“Jeg er ud af en børneflok på 17. Min mor var et trofast Jehovas Vidne, men døde da jeg var 14 år. Omkring det tidspunkt begyndte min far at studere Bibelen. Efter min mors død lavede min far en aftale med skoleinspektøren om at jeg og min storesøster, som var i gang med sit sidste år i high school, kunne skiftes til at gå i skole hver anden dag. På den måde var en af os altid hjemme og kunne passe vores mindre søskende og have maden klar når far kom hjem fra arbejde. Den ordning varede indtil min søster gik ud af high school. To familier i menigheden studerede med os, og 11 af os børn blev med tiden døbt. Jeg kunne godt lide forkyndelsen, selvom jeg altid har kæmpet med generthed. Det er noget Sam har hjulpet mig med at tackle gennem årene.”

Gloria og jeg blev gift i februar 1959 og nød at kunne være i pionertjenesten sammen. I juli måned samme år ansøgte vi om at komme på Betel, for vi drømte om at komme til at tjene på Hovedkontoret. Vi var til samtale hos en rar bror ved navn Simon Kraker, som fortalte os at Betel ikke tog ægtepar ind på det tidspunkt. Det svækkede ikke vores ønske om at komme på Betel – men der skulle gå lang tid før ønsket blev opfyldt!

I stedet skrev vi til Hovedkontoret og bad om at blive sendt et sted hen hvor der var større behov. Som svar fik vi én mulighed: byen Pine Bluff i Arkansas. Dengang var der to menigheder i Pine Bluff – en for hvide og en for “farvede”, eller sorte. Vi blev sendt til den sidstnævnte, som kun bestod af 14 forkyndere.

Du undrer dig måske over hvorfor der var raceadskillelse blandt Jehovas Vidner. Men svaret er kort sagt at der ikke rigtig var noget valg dengang. Der var love som forhindrede at folk af forskellig race var sammen, og desuden var der en reel risiko for at blive udsat for vold. Mange steder var der god grund til at frygte at rigssalen ville blive brændt ned hvis man holdt fælles møder, for lignende ting var set før. Hvis sorte forkyndte fra hus til hus i et distrikt hvor der boede hvide, ville de blive anholdt – og højst sandsynligt gennemtævet. Så for at forkyndelsesarbejdet kunne blive udført, overholdt vi lovene og håbede på at tingene ville ændre sig til det bedre.

Forkyndelsen havde sine udfordringer. Når vi gik i et distrikt hvor der boede sorte, kom vi nogle gange til at banke på hos nogle hvide. Så måtte vi hurtigt afgøre om vi kort skulle fremholde vores budskab eller blot undskylde fejlen og skynde os videre. Ja, sådan var forholdene nogle steder.

Som pionerer var vi selvfølgelig også nødt til at tjene nogle penge for at kunne leve. De fleste af vores jobs gav tre dollars om dagen. Gloria havde nogle steder hvor hun gjorde rent for private. Et af stederne fik jeg lov til at hjælpe hende så jobbet kun tog den halve tid. Her fik vi også frokost – en færdigret, som vi spiste inden vi tog videre. Hver uge havde Gloria også et job hvor hun ordnede en families strygetøj. Imens tog jeg mig af haven, pudsede vinduerne og klarede andet forefaldende arbejde. Hos én hvid familie deltes vi om vinduespudsningen – Gloria pudsede indvendigt, og jeg udvendigt. Det tog hele dagen, så her fik vi også frokost. Gloria spiste inde i huset, dog ikke sammen med familien, og jeg spiste ude i garagen, men det gjorde mig ikke så meget, for det var rigtig god mad. Familien var flink nok; de var bare låst fast i samfundets måde at gøre tingene på og  præget af den almindelige tankegang. Jeg kan også huske engang hvor vi holdt ind ved en tankstation. Efter at have fyldt benzin på bilen spurgte jeg tankpasseren om Gloria måtte låne toilettet. Manden stirrede bare koldt på mig og sagde: “Det er låst.”

Det var helt anderledes med brødrene og søstrene. Dem havde vi det skønt sammen med, og vi elskede tjenesten. Da vi kom til Pine Bluff, boede vi til at begynde med hos den bror der var menighedstjener. Hans kone var ikke med i sandheden, men Gloria begyndte at studere med hende. Samtidig begyndte jeg at studere med parrets datter og svigersøn. Det endte med at både mor og datter indviede sig til Jehova og blev døbt.

I menigheden der bestod af hvide brødre og søstre, havde vi også gode venner. De inviterede os hjem, men vi var nødt til at besøge dem i ly af mørket. Ku Klux Klan, en organisation der er gennemsyret af racisme og vold, var meget aktiv dengang. Jeg kan huske at jeg en mørk aften så en mand sidde helt åbenlyst på sin veranda iført den hvide kappe og hætte som medlemmerne af Ku Klux Klan var kendt for. Den slags ting afholdt dog ikke brødrene fra at vise kærlighed. En sommer hvor vi manglede penge for at kunne komme til stævne, købte en bror vores bil så vi kunne komme afsted. Omkring en måned senere kom vi en dag hjem fra tjenesten, helt udmattede efter at have gået rundt i den brændende hede fra det ene besøg til det andet og ledt bibelstudier. Og sikke en overraskelse vi fik – dér, foran huset, stod vores bil! I forruden lå der en seddel hvorpå der stod: “Her har I jeres bil igen som en gave fra mig. Jeres bror.”

Der var også en anden episode der gjorde dybt indtryk på mig. I 1962 blev jeg indbudt til at overvære Rigets Tjenesteskole i South Lansing, New York. Det var en hel måneds oplæring for de brødre der førte an i menighederne, kredsene og områderne. Da jeg modtog invitationen, havde jeg imidlertid ikke noget arbejde, og vi kæmpede for at få økonomien til at hænge sammen. Jeg havde dog været til jobsamtale hos et telefonselskab i Pine Bluff. Hvis jeg fik jobbet, ville jeg være den første sorte mand i firmaet. Kort efter fik jeg besked om at de havde besluttet at ansætte mig. Hvad skulle jeg gøre? Jeg havde alligevel ikke råd til at tage til New York, så jeg overvejede alvorligt at sige ja til jobbet og takke nej til invitationen om at komme på skolen. Faktisk skulle jeg lige til at skrive til Betel og sige at jeg ikke kunne komme, da der skete noget som jeg aldrig vil glemme.

En søster fra vores menighed, hvis mand ikke var med i sandheden, bankede på hos os en morgen og gav mig en kuvert. Den var fuld af penge! Hun og nogle af hendes børn var i flere uger stået meget tidligt op om morgenen for at tage ud på  bomuldsmarkerne og luge ukrudt – kun for at tjene penge til at jeg kunne komme til New York! Hun sagde: “Tag på skole og lær så meget du overhovedet kan, og kom så tilbage og undervis os!” Jeg spurgte telefonselskabet om jeg kunne få lov at starte fem uger senere end planlagt. Svaret var et rungende nej! Men det gjorde ikke noget, for jeg havde truffet min beslutning. Hvor er jeg glad for at jeg ikke tog det job!

Nu vil Gloria fortælle lidt om hvordan hun oplevede vores tid i Pine Bluff: “Jeg elskede det distrikt! Jeg havde mellem 15 og 20 bibelstudier. Vi gik fra hus til hus om formiddagen og ledte bibelstudier resten af dagen – nogle gange helt til klokken 11 om aftenen. Forkyndelsen var en ren fornøjelse, og jeg var med glæde fortsat som pioner dér. Faktisk må jeg indrømme at jeg ikke var meget for det da vi fik til opgave at være i kredstjenesten. Men Jehova havde andre planer.” Det må man sige han havde.

Mens vi var pionerer i Pine Bluff, ansøgte vi om at blive specialpionerer. Vi var fulde af forhåbninger, for vi vidste at vores områdetilsynsmand gerne ville have os til at hjælpe til som specialpionerer i en menighed nede i Texas. Det syntes vi lød spændende. Så vi ventede og ventede på at få et svar, men der var aldrig noget i postkassen. En dag kom der dog endelig et brev – vi skulle i rejsetjenesten! Det var i januar 1965. Bror Leon Weaver, der nu er koordinator for Afdelingskontorets Udvalg i USA, begyndte i kredstjenesten samtidig med os.

Jeg var ret nervøs over at skulle være kredstilsynsmand. Et års tid tidligere havde områdetilsynsmanden, der hed James A. Thompson, kigget på mine kvalifikationer. På en kærlig måde havde han peget på nogle områder hvor jeg kunne gøre fremskridt, og nævnt nogle specifikke egenskaber og færdigheder som en god kredstilsynsmand skal have. Jeg havde ikke været i kredstjenesten ret lang tid før det gik op for mig hvor meget jeg havde brug for at arbejde på de ting han havde nævnt. Bror Thompson var den første områdetilsynsmand jeg arbejdede sammen med efter min udnævnelse, og jeg lærte virkelig meget af denne trofaste og åndeligsindede bror.

Dengang fik man kun en sparsom oplæring når man skulle begynde i kredstjenesten. Jeg var med en kredstilsynsmand i en uge mens han besøgte en menighed, og så fulgte han mig den næste uge, hvor jeg besøgte en anden menighed. Han kom med gode råd og forslag til forbedringer. Men efter det var vi overladt til os selv. Jeg kan huske at  jeg sagde til Gloria: “Behøver han virkelig at forlade os allerede?” Men med tiden lærte jeg noget vigtigt: Der vil altid være dygtige brødre som kan hjælpe dig – hvis du er villig til at tage imod deres hjælp. Jeg er stadig meget taknemmelig for den hjælp jeg fik fra erfarne brødre som J.R. Brown, der dengang var rejsende tilsynsmand, og Fred Rusk, der var på Betel.

Racisme var meget udbredt på den tid. Engang hvor vi besøgte en by i Tennessee, gik Ku Klux Klan i optog gennem gaderne. En anden gang, hvor vores tjenestegruppe holdt pause på en fastfoodrestaurant, gik jeg ud på toilettet. Jeg lagde mærke til at en hvid mand med et barsk udseende og højreekstremistiske tatoveringer rejste sig og fulgte efter mig. Men en hvid bror, der var meget større end både mig og den tatoverede mand, så det og gik også derud. “Er alt som det skal være herinde, bror Herd?” spurgte han. Manden forsvandt lige så hurtigt som han var kommet derind. Gennem årene er det gået op for mig at racisme ikke handler så meget om farven, men mere om arven – den synd vi alle har arvet fra Adam. Jeg har også lært at en bror er en bror, uanset hudfarve, og at han er villig til at dø for dig.

Vi var i rejsetjenesten i 33 år, hvoraf de sidste 21 var i områdetjenesten. Det var nogle dejlige år fyldt med velsignelser og trosstyrkende oplevelser. Men der var endnu en velsignelse på vej. I august 1997 blev vores store drøm opfyldt. Vi blev indbudt til at tjene på Betel i USA – 38 år efter at vi første gang havde ansøgt! Måneden efter begyndte vi på Betel. Jeg antog at vi bare skulle hjælpe til i en kort periode, men sådan gik det ikke.

Til at begynde med arbejdede jeg i Tjenesteafdelingen. Det lærte jeg meget af. Brødrene i den afdeling behandler mange følsomme og komplekse spørgsmål fra ældsteråd og kredstilsynsmænd rundt omkring i landet. Jeg satte stor pris på brødrenes tålmodighed og hjælpsomhed under min oplæring. Hvis jeg fik til opgave at arbejde i afdelingen igen i dag, tror jeg dog stadig at jeg ville føle mig som en nybegynder.

Gloria og jeg elsker livet på Betel. Vi har altid været morgenmennesker, og det kan være lidt af en fordel her. Efter at have været på Betel i et års tid begyndte jeg som hjælper for Det Styrende Råds Tjenesteudvalg. I 1999 blev jeg udnævnt som medlem af Det Styrende Råd. Den opgave har lært mig meget, men den vigtigste erfaring jeg har gjort mig, er at det er Jesus Kristus – ikke noget menneske – der er hoved for den kristne menighed. Det står helt klart for mig.

Når jeg ser tilbage på mit liv, føler jeg mig lidt som profeten Amos. Denne jævne hyrde udførte simpelt arbejde med at prikke morbærfigner – frugt som kun de fattige spiste. Men Jehova lagde mærke til Amos og udnævnte ham til profet, en opgave der virkelig må have beriget ham åndeligt. (Amos 7:14, 15, fdn.) Jehova lagde også mærke til mig, en søn af en fattig landarbejder i Liberty i Indiana, og overøste mig med velsignelser – mange flere end jeg kan tælle! (Ordsp. 10:22) Jeg voksede op under fattige kår, men i dag er mit liv rigt på åndelige velsignelser i en grad jeg aldrig havde kunnet forestille mig!