Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Er du i gang med at hjælpe dit barn frem til dåb?

Er du i gang med at hjælpe dit barn frem til dåb?

“Hvorfor tøver du? Rejs dig, bliv døbt.” – APG. 22:16.

SANGE: 51, 135

1. Hvad vil forældre gerne sikre sig inden deres barn bliver døbt?

“I MÅNEDSVIS blev jeg ved at fortælle far og mor at jeg ønskede at blive døbt, og de snakkede ofte med mig om det. De ønskede at vide hvor alvorligt jeg mente det. Den 31. december 1934 fandt denne mindeværdige begivenhed i mit liv sted.” Sådan beskrev en søster ved navn Blossom Brandt sine forældres reaktion da hun som barn gav udtryk for at hun gerne ville døbes. Kristne forældre i dag er også interesseret i at hjælpe deres børn til at træffe kloge beslutninger. Hvis dåben udskydes unødigt, kan det skade deres barn åndeligt. (Jak. 4:17) Men forældre ønsker samtidig at sikre sig at deres barn er klar til at bære det ansvar der følger med at være Kristus’ discipel, inden barnet bliver døbt.

2. (a) Hvad har nogle kredstilsynsmænd udtrykt bekymring over? (b) Hvad vil vi se på i denne artikel?

2 Nogle kredstilsynsmænd har givet udtryk for bekymring fordi de møder en del unge sidst i teenageårene og først i tyverne der ikke er døbt selvom de har kendt sandheden hele deres liv. Mange af disse unge kommer til møderne, er med i forkyndelsen og betragter sig selv som Jehovas Vidner. Men af en eller anden grund har de ikke indviet sig til Jehova og ladet sig døbe. Hvad kan være grunden? I nogle tilfælde er det forældrene der har opfordret dem til at vente med at blive døbt. Vi vil nu se på fire ting der har afholdt nogle forældre fra at hjælpe deres barn frem til dåb.

ER DET FOR TIDLIGT?

3. Hvad var Blossoms forældre interesseret i at finde ud af?

3 Blossoms forældre var bekymret for om deres datter var gammel nok til at forstå hvad det indebærer at blive døbt, og hvor alvorlig en beslutning det er. Hvordan kan forældre vide om deres barn er modent nok til at indvi sig til Jehova?

4. Hvad kan forældre lære af Jesus’ befaling i Mattæus 28:19, 20?

4 Læs Mattæus 28:19, 20. Som det kom frem i forrige artikel, angiver Bibelen ikke nogen bestemt alder for hvornår man bør blive døbt. Men det vil være godt for forældre at tænke nærmere over hvad det vil sige at gøre en person til Jesus’ discipel. Det græske ord der er oversat med ‘gøre disciple’ i Mattæus 28:19, indeholder tanken om at undervise med det formål at gøre folk til disciple. En discipel er en der bliver undervist i og forstår Jesus’ lære og er besluttet på at leve efter den. Forældre bør altså undervise deres børn lige fra de er små, med det formål at hjælpe dem til at blive døbte disciple af Kristus. Det er klart at et spædbarn ikke kan leve op til kravene for at blive døbt. Bibelen viser dog at selv relativt små børn kan være i stand til at forstå og vise værdsættelse af sandheden.

5, 6. (a) Hvad kan vi udlede om Timoteus’ dåb ud fra Bibelens beskrivelse af ham? (b) Hvad må forældre være opmærksomme på når de hjælper deres børn?

Timoteus er et godt eksempel på en der valgte at tjene Jehova i en ung alder. Apostlen Paulus skrev at Timoteus var blevet undervist ud fra Guds ord lige “fra den spæde barndom”. Timoteus voksede op i en religiøst delt husstand, men hans mor og mormor havde som jøder givet ham forståelse af Skrifterne. Det resulterede i at han selv fik kærlighed til Guds ord og udviklede en stærk tro. (2 Tim. 1:5; 3:14, 15) Da Timoteus var i slutningen af teenageårene eller begyndelsen af tyverne, var han blevet en discipel af Kristus der allerede havde kvalificeret sig til at få særlige opgaver i menigheden. – Apg. 16:1-3.

6 Børn er selvfølgelig forskellige og bliver ikke nødvendigvis mentalt og følelsesmæssigt modne i samme tempo eller i samme alder. Nogle børn har en rimelig modenhed i en ung alder og giver måske tidligt udtryk for at de gerne vil døbes. Andre er måske ikke klar til at blive døbt før de er blevet lidt ældre. Kloge forældre vil derfor ikke presse deres børn til at blive døbt. De vil derimod støtte hvert enkelt barn så det kan gøre åndelige fremskridt i et tempo der passer til barnet. Forældre vil opleve stor glæde når de ser at deres børn træffer kloge beslutninger. (Læs Ordsprogene 27:11). De må imidlertid altid huske hvad målet er – at deres børn skal blive disciple af Kristus. Et andet spørgsmål forældre kan stille sig selv i den forbindelse, er: ‘Har mit barn kundskab nok til at kunne indvi sig til Gud og blive døbt?’

HAR MIT BARN NOK KUNDSKAB?

7. Skal man have en detaljeret forståelse af Bibelens lære for at kunne blive døbt? Forklar.

7 Forældre ønsker selvfølgelig at give deres børn kundskab om sandheden så deres indvielse kan hvile på et solidt fundament. Men det betyder ikke at et barn skal kende alle detaljer i Bibelens lære for at kunne indvi sig til Gud og blive døbt. Alle der bliver døbt, skal fortsætte med at vokse i nøjagtig kundskab. (Læs Kolossenserne 1:9, 10). Så hvor meget viden skal man have før dåben?

8, 9. Hvad kan vi lære af beretningen om Paulus og fangevogteren?

8 Forældre i dag kan lære noget af hvad en familie i det første århundrede gjorde. (Apg. 16:25-33) Da Paulus var på sin anden missionsrejse, omkring år 50, besøgte han byen Filippi sammen med Silas. Her blev de arresteret og smidt i fængsel på falske anklager. Om natten kom der et voldsomt jordskælv der åbnede alle fængslets døre. Fangevogteren gik ud fra at fangerne var stukket af, og skulle lige til at begå selvmord, men Paulus fik ham heldigvis stoppet. Nu fik Paulus og Silas mulighed for at forkynde for fangevogteren og hans familie. De fik så stor værdsættelse af det de lærte om Jesus, at de straks lod sig døbe. Hvad lærer det os?

9 Fangevogteren har måske, sådan som det var praksis, været en pensioneret romersk soldat, og han var ikke kendt med Skrifterne. Så for at kunne blive kristen måtte han lære om de grundlæggende sandheder i Guds ord, forstå hvad det indebærer at være en tjener for Gud, og være besluttet på at adlyde Jesus’ bud. Som vi kan se af beretningen, fik han inden for ganske kort tid viden og værdsættelse nok til at han lod sig døbe. Efter dåben fortsatte han uden tvivl med at øge sin kundskab. Med det i tanke, hvad kan I så som forældre gøre hvis jeres barn giver udtryk for at det elsker Jehova, ønsker at adlyde ham og gerne vil døbes? Det kan meget vel være at I beslutter at jeres barn kan tale med de ældste og finde ud af om det lever op til kravene for at blive døbt. * Ligesom alle andre døbte kristne vil han eller hun kunne fortsætte med at vokse i kundskab om Jehova hele livet, ja, for evigt. – Rom. 11:33, 34.

ER DET BEDST AT MIT BARN TAGER EN UDDANNELSE FØRST?

10, 11. (a) Hvilken holdning har nogle forældre? (b) Hvad bør forældre lægge størst vægt på?

10 Nogle forældre er nået frem til at det vil være bedst for deres barn at vente med at blive døbt til han eller hun har fået en god uddannelse og sikret sig et job. Deres holdning er helt sikkert velment, men vil den virkelig hjælpe deres barn til at få ægte succes? Og endnu vigtigere: Harmonerer den med det Bibelen siger? Hvad anbefaler Jehova? – Læs Prædikeren 12:1.

11 Det er vigtigt at huske at denne verden og de ting der er i den, er i opposition til Jehova og hans vilje. (Jak. 4:7, 8; 1 Joh. 2:15-17; 5:19) Et nært forhold til Jehova er den bedste beskyttelse mod Satan og hans verden og den ugudelige tankegang der er så udbredt i den. Hvis forældre lægger for stor vægt på uddannelse og job, risikerer de at gøre deres barn desorienteret, og det er bestemt ikke til barnets bedste. Ingen kærlige kristne forældre ønsker at deres barns opfattelse af succes skal formes af verden. Det eneste der fører til virkelig glæde og succes, er at sætte Jehova på førstepladsen i sit liv. – Læs Salme 1:2, 3.

HVAD NU HVIS MIT BARN BEGÅR EN ALVORLIG SYND?

12. Hvorfor har nogle forældre ment at det var bedst for deres barn at vente med at blive døbt?

12 En mor forklarer hvorfor hun prøvede at få sin datter til at vente med at blive døbt: “Jeg skammer mig over at sige det, men hovedårsagen var ordningen med udelukkelse.” Ligesom denne søster føler nogle forældre at det vil være bedre at deres børn venter med at blive døbt til de er blevet ældre og der ikke er så stor risiko for at de kommer til at gøre noget ufornuftigt. (1 Mos. 8:21; Ordsp. 22:15) Måske tænker de: ‘Så længe mit barn ikke er døbt, kan det ikke blive udelukket.’ Men hvad er der galt med det ræsonnement? – Jak. 1:22.

13. Slipper man for at stå til ansvar over for Jehova hvis man ikke er døbt? Forklar.

13 Selvfølgelig ønsker forældre ikke at deres barn skal blive døbt før han eller hun er moden nok til at kunne vie sit liv til Jehova. Men det er en fejl at tro at et barn ikke skal stå til ansvar over for Jehova bare fordi det ikke er døbt. Hvorfor? Det er ikke selve dåben der er afgørende. Når først et barn ved hvad der er rigtigt og forkert i Jehovas øjne, vil det skulle stå til ansvar over for ham. (Læs Jakob 4:17). Kloge forældre vil ikke forsøge at få deres barn til at udskyde at blive døbt. I stedet vil de lige fra barnet er lille, hjælpe det til at få kærlighed til Jehovas ophøjede normer, både gennem undervisning og ved deres eget gode eksempel. (Luk. 6:40) Ægte kærlighed til Jehova og hans normer er den bedste beskyttelse, for det vil give et barn lyst til at holde sig til Jehovas retfærdige vej. – Es. 35:8.

ANDRE KAN HJÆLPE

14. Hvordan kan de ældste støtte forældre?

14 De ældste i menigheden kan støtte op om forældrenes indsats ved at tale positivt om det at have åndelige mål. En søster har fortalt om hvor stor indflydelse det fik på hendes liv at tale med bror Charles T. Russell da hun var bare seks år gammel. “Han brugte et kvarter på at tale med mig om mine åndelige mål,” forklarede hun. Senere blev søsteren pioner og var det i mere end 70 år! Ja, positive ord og opmuntring kan have langvarig effekt. (Ordsp. 25:11) Ældste kan også inddrage familier når der skal laves noget i rigssalen, og give børnene opgaver der svarer til deres alder og evner.

15. Hvordan kan andre i menigheden opmuntre børn og unge?

15 Alle i menigheden kan hjælpe ved på en passende måde at vise børn og unge interesse. For eksempel kan de lægge mærke til tegn på at børnene gør åndelige fremskridt. Er der et barn der har svaret med sine egne ord eller været med i en opgave ved midtugemødet? Er der et barn der har klaret en trosprøve eller forkyndt i skolen? Så sørg for at give ros! Måske kunne du have som mål at tale med et barn eller en ung ved hvert møde og vise interesse for vedkommende. Din opmærksomhed kan hjælpe dem til at føle sig som en del af “den store menighed”. – Sl. 35:18.

HJÆLP DIT BARN FREM TIL DÅB

16, 17. (a) Hvorfor er det vigtigt at blive døbt? (b) Hvilken glæde håber alle forældre at komme til at opleve? (Se indledningsbilledet).

16 Et af de største privilegier forældre har, er at opdrage deres børn så de kommer til at tjene Jehova. (Ef. 6:4; Sl. 127:3) I modsætning til børnene i fortidens Israel bliver børn af kristne forældre ikke født ind i et folk der er indviet til Gud. Og kærlighed til Jehova og sandheden er ikke noget man bare arver fra sine forældre. Derfor må forældre lige fra barnet bliver født, have som mål at gøre deres barn til en discipel, at hjælpe det til at blive en indviet og døbt tjener for Jehova. Findes der noget vigtigere end det? Når alt kommer til alt, er det den enkeltes indvielse, dåb og trofaste tjeneste for Gud der vil gøre det muligt at blive frelst under den kommende store trængsel. – Matt. 24:13.

Forældre bør have som mål at hjælpe deres barn til at blive en discipel (Se paragraf 16, 17)

17 Da Blossom Brandt som barn gav udtryk for at hun gerne ville døbes, sørgede hendes forældre for at sikre sig at hun var klar til at tage dette skridt, der ville blive det vigtigste i hendes liv. Så snart de var sikre på det, støttede de op om hendes beslutning. Aftenen før Blossoms dåb gjorde hendes far noget meget smukt. Hun fortæller: “Han bad os alle knæle ned, og derefter bad han en bøn. Han fortalte Jehova hvor lykkelig han var for at hans lille pige havde besluttet at vie sit liv til ham.” Mere end 60 år senere skrev Blossom: “Den aften glemmer jeg aldrig.” Vi ønsker inderligt at alle I forældre vil komme til at opleve den helt særlige glæde og tilfredshed det giver at se sine børn blive indviede, døbte tjenere for Jehova!

^ par. 9 Forældre kan sammen med deres børn gennemgå oplysningerne i Unge spørger – Svar der duer, bind 2, s. 304-310. Se også “Spørgsmålskassen” i Tjenesten for Riget for april 2011, s. 2.