JEG er født i 1923 i Hemsworth, en by i Yorkshire, England. Jeg havde en storebror der hed Bob. Da jeg var omkring ni år, fik vores far, der ikke kunne udstå religiøst hykleri, nogle bøger der afslørede falsk religion. Det han læste, gjorde et dybt indtryk på ham. Få år efter fik vi besøg af Bob Atkinson, der spillede en grammofonplade med et af bror Rutherfords foredrag. Vi blev klar over at budskabet var fra den samme gruppe som havde udgivet bøgerne. Mine forældre foreslog at bror Atkinson spiste sammen med os hver aften og besvarede de mange bibelske spørgsmål vi havde. Vi blev indbudt til at overvære møderne i en brors hjem nogle kilometer væk. Det gjorde vi så, og der blev oprettet en lille menighed i Hemsworth. Snart åbnede vi vores hjem for zonetjenere (nu kaldet kredstilsynsmænd) og inviterede pionerer der boede i nærheden, til spisning. Samværet med dem gjorde et stort indtryk på mig.

Vi var i gang med at etablere en forretning, men far sagde til min bror: “Hvis du gerne vil være pioner, opgiver vi bare forretningen.” Det var Bob med på, og i en alder af 21 rejste han hjemmefra for at blive pioner. To år senere, da jeg var 16, blev jeg udnævnt som pioner. Bortset fra weekenden gik jeg for det meste alene i forkyndelsen og brugte et vidnesbyrdskort og en grammofon. Jehova velsignede mig imidlertid med et bibelstudium med en kvinde der gjorde store fremskridt. Mange i hendes familie tog med tiden imod sandheden. Året efter blev jeg udnævnt som specialpioner sammen med Mary Henshall. Vi blev sendt til et ledigt distrikt i Cheshire amt.

Det var nu midt i Anden Verdenskrig, og kvinder blev pålagt at gøre en indsats for at støtte krigen. Som heltidstjenere forventede vi, der var specialpionerer, at blive fritaget ligesom præsterne. Men domstolen havde en anden mening, så jeg fik en fængselsstraf på 31 dage. Året efter, da jeg fyldte 19, blev jeg indregistreret som  samvittighedsnægter. Jeg blev to gange stillet for en domstol, men blev frikendt. Under hele dette forløb vidste jeg at den hellige ånd hjalp mig, og at Jehova holdt fast i min hånd, og det gjorde mig stærk. – Es. 41:10, 13.

Arthur Matthews og jeg mødtes i 1946. Han havde netop afsonet en tremåneders fængselsstraf fordi han af samvittighedsgrunde nægtede militærtjeneste, og nu sluttede han sig til sin bror Dennis, der var specialpioner i Hemsworth. Deres far havde lært dem om Jehova fra de var børn, og de var blevet døbt som teenagere. Kort efter blev Dennis bedt om at tjene i Irland og efterlod Arthur uden makker. Mine forældre var imponeret over denne unge, flittige pioner, så de inviterede Arthur til at bo hos dem. Når jeg kom hjem på besøg, tilbød Arthur og jeg at tage opvasken efter maden. Med tiden begyndte vi at skrive sammen. I 1948 blev Arthur igen idømt tre måneders fængsel. Vi blev gift i januar 1949 og havde det mål at forblive i heltidstjenesten så længe som muligt. Med Jehovas velsignelse og stor sparsommelighed klarede vi det; blandt andet brugte vi vores ferie på at tjene penge ved at plukke frugt.

Godt et år senere blev vi bedt om at tage til Nordirland, først til Armagh og så til Newry, begge hovedsageligt katolske byer. Den spændte situation i området gjorde at vi måtte være meget forsigtige og påpasselige når vi talte med folk. Møderne blev holdt i en bror og søsters hjem der lå cirka 16 kilometer fra det sted vi boede. Der var som regel otte til stede. Når vi blev tilbudt at blive natten over, sov vi på gulvet, og næste dag fik vi et solidt morgenmåltid. Jeg glæder mig over at der nu er mange Jehovas Vidner i det område.

Min bror og hans kone, Lottie, var allerede specialpionerer i Nordirland, og i 1952 overværede vi alle fire et områdestævne i Belfast. En bror var så venlig at give os logi. Bror Pryce Hughes, der dengang var landstjener i Storbritannien, boede der også. En aften drøftede vi frigivelsen af brochuren God’s Way Is Love, fremstillet specielt til Irland. Bror Hughes talte om hvor vanskeligt det var at nå katolikker i Den Irske Republik. Brødre blev smidt ud af deres hjem og udsat for pøbeloverfald anstiftet af præsterne. “Vi har brug for ægtepar med biler der kan deltage i en særlig kampagne med at uddele brochuren i hele landet,” sagde Pryce Hughes. * Vores umiddelbare reaktion var: “Det vil vi gerne være med til!” Det var de ord artiklen indledte med.

 I Dublin var der et sted hvor pionerer altid kunne bo. Det var hos Ma Rutland, en søster der havde været trofast i mange år. Efter et stop der og efter at vi havde solgt nogle af vores ejendele, klemte vi fire os sammen på Bobs motorcykel med sidevogn og tog afsted for at finde en bil. Vi fandt en passende brugt bil og bad sælgeren om at levere den, for ingen af os kunne køre. Om aftenen sad Arthur på sengekanten og bevægede armene som om han skiftede gear. Næste morgen mens han forsøgte at køre bilen ud af garagen, kom en missionær forbi. Det var Mildred Willett (der senere blev gift med John Barr), og hun kunne køre bil! Det var lige hvad vi havde brug for, og med lidt mere øvelse var vi parate til at tage afsted.

Det næste vi havde brug for, var tag over hovedet. Vi var blevet frarådet at bo i campingvogn, for modstandere kunne finde på at sætte ild til den, så vi ledte efter et sted at bo, men forgæves. Den nat sov vi fire i bilen. Det eneste vi fandt næste dag, var en lille hjemmelavet campingvogn med to små køjesenge. Det blev vores hjem. Til vores overraskelse havde vi ingen problemer med at få lov til at stille campingvognen hos venlige landmænd. Vi gennemarbejdede et distrikt der lå 16 til 24 kilometer væk fra det sted vi havde sat campingvognen. Når vi så havde flyttet den, vendte vi tilbage og forkyndte for folk i det område hvor vi før havde camperet.

Vi besøgte alle hjem i den sydøstlige del af republikken uden de store vanskeligheder, afsatte mere end 20.000 brochurer og sendte navnene på de interesserede til Afdelingskontoret i Storbritannien. Hvor er det skønt at der nu er flere hundrede Vidner i det område!

Senere blev vi sendt til den sydlige del af London. Efter nogle få uger blev Arthur ringet op af Afdelingskontoret i Storbritannien og bedt om at begynde i kredstjenesten allerede næste dag. Efter en uges oplæring rejste vi til vores kreds i Skotland. Arthur fik ikke ekstra tid til at udarbejde sine foredrag, men hans villighed til at klare udfordringer i Jehovas tjeneste var til stor opmuntring for mig. Vi var meget glade for at virke i kredstjenesten. Vi havde været i ledigt distrikt i nogle år, og nu var det en vidunderlig velsignelse at være blandt så mange brødre og søstre.

Da Arthur i 1962 blev indbudt til at overvære Gileadskolens timåneders kursus, måtte vi træffe en stor beslutning. Vi blev enige om at selvom jeg ikke skulle med, var det rigtigt af Arthur at tage imod dette privilegium. Det betød at jeg ville være uden makker, så jeg blev sendt tilbage til Hemsworth som specialpioner. Et år senere vendte Arthur tilbage, og derefter kom vi i områdetjenesten. Vi skulle rejse i Skotland, det nordlige England og Nordirland.

I 1964 fik Arthur en ny opgave som landstjener i Den Irske Republik. Vi havde virkelig nydt rejsetjenesten, så i begyndelsen var jeg bekymret over det nye der skulle ske. Når jeg ser tilbage, er jeg dog taknemmelig for at have haft det privilegium at tjene på Betel. Jeg er overbevist om at hvis man tager imod en opgave, selv når man inderst inde ikke har lyst til det, vil man altid blive velsignet af Jehova. Mine dage gik med kontorarbejde, pakning af litteratur, madlavning og rengøring. Nogle gange var vi også i områdetjenesten og var sammen med brødre fra hele landet. At vi oplevede alt dette og desuden så dem vi studerede med, gøre fremskridt, knyttede os nært til vores åndelige familie i Irland. Hvilken velsignelse!

Det første internationale stævne i Irland blev holdt i Dublin i 1965. * Trods stærk modstand fra alle sider blev stævnet en stor succes. Der var 3.948 til stede, og 65 blev døbt. Alle der havde stillet logi til rådighed for de 3.500 delegerede fra mange lande, fik et takkebrev, og logiværterne roste de delegeredes opførsel. Det var virkelig et vendepunkt for Irland.

I 1966 blev den nordlige og sydlige del af Irland forenet under Afdelingskontoret i Dublin – en skarp modsætning til de politiske og religiøse splittelser på øen. Det var rørende at se så mange katolikker tage imod sandheden og tjene sammen med brødre og søstre der førhen var protestanter.

I 2011 ændrede vores liv sig fuldstændigt da afdelingskontoret i henholdsvis Storbritannien og Irland blev slået sammen, og vi blev flyttet til Betel i London. Nyheden kom på et tidspunkt da jeg var begyndt at blive bekymret over Arthurs helbred. Han havde fået stillet diagnosen Parkinsons sygdom. Den 20. maj 2015 døde min livsledsager gennem 66 år.

De sidste par år har jeg haft hjertesorg og været nedtrykt og trist til mode. Før i tiden var Arthur der altid for mig. Hvor jeg savner ham! Men når man er i den situation, kommer man nærmere til Jehova. Det har også varmet mig om hjertet at mærke hvor højt Arthur var elsket. Jeg har fået breve fra venner i Irland, Storbritannien og endda fra USA. Disse breve og den opmuntring jeg har fået fra Arthurs bror Dennis, hans kone, Mavis, og mine niecer Ruth og Judy, har hjulpet mig mere end ord kan udtrykke.

Et bibelvers der har styrket mig, er Esajas 30:18. Der står: “Jehova [nærer] forventning om at vise jer sin gunst, og derfor vil han rejse sig for at vise jer barmhjertighed. For Jehova er den retfærdige doms Gud. Lykkelige er alle der nærer forventning til ham.” Det har virkelig trøstet mig at vide at Jehova tålmodigt venter på at gøre alting godt og at give os spændende opgaver i den nye verden.

Når jeg tænker tilbage, kan jeg se hvordan Jehova har ledet og velsignet arbejdet i Irland. Jeg føler mig privilegeret over at have haft en lille andel i den åndelige vækst. Der er ingen tvivl om at det altid fører til velsignelser at tage imod opgaver fra Jehova.