Vidste du det?
Hvordan kunne disciplen Stefanus forholde sig så roligt da han blev udsat for forfølgelse?
STEFANUS stod over for en forsamling af fjendtligsindede mænd. Som medlemmer af Sanhedrinet, den højeste domstol i Israel, var disse 71 dommere blandt de mest magtfulde mænd i nationen. De var blevet kaldt sammen af ypperstepræsten Kajfas, som også havde været leder af rådet da Jesus nogle måneder tidligere var blevet dømt til døden. (Matt. 26:57, 59; Ap.G. 6:8-12) Mens de førte det ene falske vidne frem efter det andet, lagde de mærke til noget højst usædvanligt ved Stefanus: “Hans ansigt var som en engels ansigt.” – Ap.G. 6:13-15.
Hvordan kunne Stefanus være så rolig og fattet i en så kritisk situation? Inden han blev ført frem for Sanhedrinet, havde han været fuldt optaget af tjenesten for Jehova, ledet af den hellige ånd. (Ap.G. 6:3-7) Under retssagen var det den samme stærke ånd der virkede i ham og hjalp ham både som en trøster og påminder. (Joh. 14:16, fdn.) Mens Stefanus modigt fremførte sit forsvar, som er nedskrevet i Apostlenes Gerninger, kapitel 7, mindede den hellige ånd ham om mere end 20 passager i De Hebraiske Skrifter. (Joh. 14:26) Og hans tro blev yderligere styrket da han fik et syn af Jesus stående ved Guds højre hånd. – Ap.G. 7:54-56, 59, 60.
En dag vil vi måske også møde trusler og forfølgelse. (Joh. 15:20) Men ved at læse og studere Bibelen regelmæssigt og være aktive i tjenesten giver vi Jehovas hellige ånd mulighed for at virke i os. Og så vil vi også få styrke til at udholde modstand samtidig med at vi bevarer vores indre fred. – 1. Pet. 4:12-14.