Har du styr på tiden?
HVAD gør du når du gerne vil vide hvad klokken er? Du kigger sikkert på et ur. Hvis nu en anden spørger dig hvad klokken er, hvordan svarer du så? Der er forskellige måder at sige hvad tid på dagen det er.
Lad os sige at der er gået halvanden time siden klokken var 12. Så vil du måske svare at klokken er “halv to”. Eller det kan være at du vil sige “13.30”. Nogle steder i verden er det normalt at omtale samme tidspunkt som “1.30”.
Men har du nogensinde tænkt over hvordan folk på Bibelens tid angav et tidspunkt? Der var flere måder. I De Hebraiske Skrifter bruges der tidsangivelser som “morgen”, “middag” og “aften”. (1. Mos. 8:11; 19:27; 43:16; 1. Kong. 18:26) Nogle gange bruges der imidlertid mere præcise udtryk.
På Bibelens tid var det almindeligt at man havde vagtposter, eller vægtere, især om natten. Israelitterne inddelte natten i tre perioder, som de kaldte nattevagter. (Kla. 2:19) I Dommerne 7:19 nævnes “den midterste nattevagt”. Men på Jesus’ tid var jøderne begyndt at inddele natten i fire perioder, sådan som grækerne og romerne gjorde.
I evangelierne refereres der flere gange til disse nattevagter. Der siges for eksempel at det var “i den fjerde nattevagt” at Jesus kom gående ud på vandet til sine disciple der befandt sig i en båd. (Matt. 14:25) Og i en illustration sagde Jesus: “Hvis husejeren havde vidst i hvilken nattevagt tyven kom, ville han have holdt sig vågen og ikke tilladt tyven at bryde ind i hans hus.” – Matt. 24:43.
Jesus omtalte alle fire nattevagter da han gav disciplene opfordringen: “Hold jer derfor vågne – for I ved ikke hvornår husets herre kommer, om det er sent på dagen eller ved midnat eller før daggry eller tidligt om morgenen.” (Mark. 13:35, fdn.) “Sent på dagen” var den første vagt, og den strakte sig fra solnedgang til omkring klokken 21. Den anden nattevagtsperiode, kaldet “midnat”, begyndte omkring klokken 21 og endte klokken 24. Den tredje vagt, der blev kaldt “før daggry” eller “når hanen galer”, varede fra midnat til omkring klokken 3. Det var sandsynligvis i denne vagt at en hane galede den nat hvor Jesus var blevet arresteret. (Mark. 14:72) Den fjerde nattevagt, kaldet “tidligt om morgenen”, begyndte omkring klokken 3 og sluttede ved solopgang.
Så selvom folk på Bibelens tid ikke havde de ure vi kender i dag, havde de et system der satte dem i stand til at angive tidspunkter.