MIN far, Arthur, elskede Gud og ønskede derfor i en ung alder at blive metodistpræst. Da han læste noget af Bibelstudenternes litteratur og begyndte at bruge tid sammen med dem, kom han imidlertid på andre tanker. I 1914, da han var 17 år gammel, blev han døbt. På det tidspunkt var Første Verdenskrig i fuld gang, og han blev indkaldt til militærtjeneste. Fordi han ikke ville være soldat, blev han idømt ti måneders fængsel, som han afsonede i Kingston i Ontario, Canada. Efter at far blev løsladt, begyndte han som kolportør, eller pioner.

I 1926 giftede far sig med Hazel Wilkinson, hvis mor havde fundet sandheden i 1908. Jeg blev født den 24. april 1931 og var nummer to i en børneflok på fire. Det vigtigste for vores familie var tjenesten for Jehova, og min fars dybe respekt for Bibelen smittede af på os børn og gjorde at vi livet igennem havde en stor værdsættelse af Guds ord. Vi var regelmæssigt i hus til hus-forkyndelsen sammen som familie. – Apg. 20:20.

I 1939 udbrød Anden Verdenskrig, og året efter blev Jehovas Vidners aktiviteter forbudt i Canada. På skolerne holdt man patriotiske ceremonier hvor man blandt andet skulle gøre honnør for flaget og synge nationalsangen. Min storesøster, Dorothy, og jeg fik lov til at forlade klasseværelset mens det stod på. Så det kom noget bag på mig da min lærer en dag forsøgte at ydmyge mig ved at kalde mig en kujon. Efter skole overfaldt nogle af mine klassekammerater mig og slog mig i  gulvet. Men denne hændelse styrkede mig faktisk bare i min beslutning om at “adlyde Gud som ... hersker mere end mennesker”. – Apg. 5:29.

I juli 1942, da jeg var 11, blev jeg døbt i en vandtank på en gård. Jeg elskede at bruge skoleferierne på at være feriepioner, eller hjælpepioner. Et år tog jeg med tre brødre til det nordlige Ontario for at forkynde for de skovhuggere der arbejdede i området.

Den 1. maj 1949 begyndte jeg som pioner. Omkring den tid var der et byggeri i gang på Afdelingskontoret i Canada, og jeg blev indbudt til at hjælpe til. Den 1. december blev jeg medlem af betelfamilien. Jeg fik til opgave at arbejde i trykkeriet og lærte at betjene trykkemaskinen. I flere uger var jeg på natholdet, hvor vi arbejdede med at trykke en folder der handlede om forfølgelsen af Jehovas folk i Canada.

Senere, da jeg arbejdede i Tjenesteafdelingen, havde jeg nogle samtaler med pionerer der besøgte afdelingskontoret inden de skulle videre til Quebec, hvor vores arbejde dengang mødte hård modstand. En af dem var Mary Zazula fra Edmonton i Alberta. Hun og hendes storebror, Joe, var blevet smidt ud hjemmefra af deres stærkt religiøse forældre fordi de ikke ville holde op med at studere Bibelen med Jehovas Vidner. I juni 1951 var hun og Joe blevet døbt, og et halvt år senere begyndte de som pionerer. Marys åndelighed gjorde stort indtryk på mig. Jeg sagde til mig selv: ‘Medmindre der dukker et eller andet negativt op, er hun vist pigen jeg skal giftes med.’ Ni måneder senere, den 30. januar 1954, blev vi gift. En uge efter brylluppet blev vi indbudt til at virke i rejsetjenesten. Vi modtog oplæring, og i de næste to år rejste vi i en kreds i det nordlige Ontario.

På grund af stor fremgang i det globale forkyndelsesarbejde opstod der et behov for flere missionærer. Vi tænkte at hvis vi kunne klare Canadas bidende kulde om vinteren og invasionen af myg om sommeren, ville vi kunne klare en hvilken som helst opgave. I juli 1956 dimitterede vi fra Gileadskolens 27. klasse, og i november ankom vi til vores nye distrikt – Brasilien.

I Brasilien tog vi fat på at lære portugisisk. Efter at vi havde lært nogle enkle hilsner og en kort bladpræsentation, fik vi lov til at begynde i forkyndelsen. Hvis en beboer viste interesse, var det en god idé at læse bibelvers der beskrev hvor dejligt det ville blive at leve under Guds riges styre. Den allerførste dag vi var i forkyndelsen, var der en kvinde der lyttede meget opmærksomt til det  vi sagde, så jeg læste Åbenbaringen 21:3, 4 for hende – og så besvimede jeg! Min krop havde ikke vænnet sig til det varme, fugtige klima, og faktisk blev varmen ved med at være et problem for mig.

Vores tildelte distrikt var byen Campos, hvor der i dag er 15 menigheder. Dengang vi ankom til byen, var der kun en lille isoleret gruppe og et missionærhjem, hvor der boede fire søstre: Esther Tracy, Ramona Bauer, Luiza Schwarz og Lorraine Brookes (nu Wallen). I missionærhjemmet fik jeg til opgave at hjælpe med vasketøjet og skaffe brænde til madlavningen. En mandag aften efter vagttårnsstudiet fik vi pludselig en uventet gæst. Mary havde lagt sig på sofaen for at hvile sig lidt mens vi talte om hvordan dagen var gået. Da hun løftede sit hoved fra sofapuden, krøb en slange ud! Der var stor ståhej indtil jeg fik slået den ihjel.

Da vi havde lært portugisisk i et år, blev jeg udnævnt som kredstilsynsmand. Vi tjente i landområder hvor vi måtte klare os uden elektricitet, sove på måtter og komme omkring ved hjælp af hest og hestevogn. Engang rejste vi med tog op til en by i bjergene for at forkynde i ledigt distrikt. Der lejede vi et værelse på et pensionat. Afdelingskontoret sendte 800 blade som vi kunne bruge i forkyndelsen, så vi måtte tage adskillige ture frem og tilbage mellem posthuset og vores logi for at hente kasserne med blade.

I 1962 blev Rigets Tjenesteskole holdt i hele Brasilien for brødre og missionærsøstre. I et halvt år havde jeg til opgave at undervise på skolen rundt omkring i landet – men uden at Mary var med. Skolen blev afholdt i byerne Manaus, Belém, Fortaleza, Recife og Salvador. I Manaus var jeg med til at organisere et stævne i byens berømte operahus. Men på grund af voldsomme regnskyl blev det meste af vores drikkevand forurenet, og vi havde ikke noget ordentligt område hvor vi kunne bespise brødrene; det var dengang der blev serveret mad ved stævnerne. Jeg kontaktede militæret, og en venlig officer sørgede for drikkevand under hele stævnet og gav en gruppe soldater til opgave at rejse to store telte som vi kunne bruge til køkken og bespisning.

Mens jeg var afsted, forkyndte Mary i et forretningsområde med erhvervsdrivende fra Portugal der kun var interesseret i penge. Det var umuligt at få en samtale om Bibelen, så på et tidspunkt sagde hun til nogle venner: “Portugal er det sidste sted på jorden jeg vil bo!” Kort efter blev vi indbudt til at tjene i ... Portugal! På det tidspunkt var forkyndelsesarbejdet underlagt forbud der, men vi sagde ja til opgaven, selvom Mary lige skulle vænne sig til tanken.

I august 1964 ankom vi til Portugals hovedstad, Lissabon. Vores brødre og søstre blev hårdt forfulgt af det hemmelige politi (PIDE), så det var mest fornuftigt at vi ikke tog kontakt til de lokale Jehovas Vidner. Mens vi ventede på at få opholdstilladelse, boede vi på et pensionat, og efter at vi havde fået vores visum, lejede vi en lejlighed. I januar 1965 kunne vi endelig tage kontakt til afdelingskontoret. Det var virkelig en fantastisk følelse at være til vores første møde i fem måneder!

Politiet foretog dagligt ransagninger af brødrenes hjem. Rigssale blev hele tiden lukket, så møderne blev holdt i private hjem. Hundredvis af brødre og søstre blev taget med på politistationen for at blive afhørt. Nogle blev udsat for hård behandling i et forsøg på at få dem til at afsløre navnene på dem der førte an i menigheden. Derfor gjorde brødrene det til en vane kun at omtale hinanden ved fornavn, som for eksempel José og Paulo, i stedet for at bruge efternavnene. Så det gjorde vi også.

Vores vigtigste opgave var at sikre at brødrene fik åndelig føde. Mary fremstillede stencils af studieartikler og forskellige publikationer så de nemt kunne duplikeres.

I juni 1966 var der en bemærkelsesværdig retssag i Lissabon. Alle 49 forkyndere i Feijó Menighed var blevet stillet for retten for at have overværet et ulovligt møde i et privat hjem. Jeg hjalp dem med at forberede sig til retssagen og krydsforhøret ved at spille anklager. Vi vidste på forhånd at vi ville tabe sagen, men var også klar over at der ville blive aflagt et stort vidnesbyrd. Vores advokat, der ikke var Jehovas Vidne, afsluttede sit forsvar ved at citere Gamaliel fra det første århundrede. (Apg. 5:33-39) Alle 49 brødre og søstre blev idømt fængselsstraffe og afsonede mellem 45 dage og fem en halv måned. Medierne dækkede retssagen, og til vores store glæde tog vores modige advokat imod et bibelstudium. Han begyndte også at komme til møderne inden sin død.

I december 1966 blev jeg udnævnt til landstjener, og i denne nye opgave brugte jeg meget tid på juridiske anliggender. Vi gjorde alt hvad vi kunne, for at bevise at Jehovas Vidner skulle have ret til frit at udøve deres tro. (Fil. 1:7) Den 18. december 1974 opnåede vi endelig juridisk anerkendelse. I den forbindelse kom Nathan Knorr og Frederick Franz fra Hovedkontoret til Portugal for at deltage i et historisk møde i Porto og Lissabon med i alt 46.870 tilstedeværende.

 Jehova havde også sørget for at der var fremgang i forkyndelsen på flere af de øer hvor der bliver talt portugisisk, blandt andet på Azorerne, Kap Verde, Madeira og São Tomé og Príncipe. Det medførte et behov for et større afdelingskontor. Den 23. april 1988 blev de nye bygninger indviet, og Milton Henschel holdt indvielsestalen for de 45.522 begejstrede tilhørere. Det varmede vores hjerte at 20 brødre og søstre der tidligere havde været missionærer i Portugal, også var til stede ved denne historiske begivenhed.

I årenes løb har vi lært meget af erfarne og trofaste brødre. Engang var jeg for eksempel med Theodore Jaracz som assistent i forbindelse med et zonetilsynsmandsbesøg. Det afdelingskontor vi besøgte, stod i en meget alvorlig situation, og brødrene i Afdelingskontorets Udvalg havde gjort alt hvad der stod i deres magt, for at løse problemet. Bror Jaracz opmuntrede dem med disse ord: “Nu er det tid til at lade den hellige ånd gøre sit arbejde.” Jeg vil heller aldrig glemme hvad bror Franz sagde for mange år siden da Mary og jeg var sammen med ham og nogle få andre i Brooklyn. Da han blev spurgt om han ikke ville runde aftenen af med at give et godt råd baseret på sine mange år i tjenesten for Jehova, sagde han: “Mit råd er: Hold dig til Jehovas synlige organisation i tykt og tyndt. Det er den eneste organisation der gør det arbejde Jesus gav sine disciple besked på at gøre – at forkynde den gode nyhed om Guds rige.”

Min kone og jeg har oplevet stor glæde ved at følge dette råd. Vi har dejlige minder fra de mange zonetilsynsmandsbesøg rundt omkring i verden. Disse besøg gav os mulighed for at forsikre både unge og ældre om at Jehova værdsatte det arbejde de gjorde for ham, og vi opfordrede dem altid til at holde ud i deres særlige tjeneste.

Årene er fløjet afsted, og vi er nu begge i firserne. Mary kæmper desværre med mange helbredsproblemer. (2 Kor. 12:9) De forskellige prøvelser vi har oplevet, har været med til at lutre vores tro og styrket os i vores beslutning om at forblive loyale. Når vi ser tilbage på vores liv, kan vi af hele vores hjerte sige at Jehova har vist os ufortjent godhed på mange, mange måder. *