Bønnens kraft
Bønnens kraft
Solen er ved at gå ned over Nakors by i Mellemøsten. En syrisk mand ved navn Eliezer ankommer med sin karavane på ti kameler til en brønd uden for byen. Eliezer er uden tvivl træt og tørstig, men det er slet ikke hans egne behov der optager ham. Han er kommet fra et fremmed land for at finde en hustru til sin herres søn. Hustruen skal tilmed være en af hans herres slægtninge. Hvordan skal han løse denne vanskelige opgave?
ELIEZER tror på bønnens kraft. Med en bemærkelsesværdig tro — som den man finder hos et tillidsfuldt barn — kommer han frem med sin ydmyge anmodning: „Jehova, min herre Abrahams Gud, lad det dog indtræffe for mig i dag og vis min herre Abraham loyal hengivenhed. Her står jeg ved en vandkilde, og døtrene af byens mænd kommer ud for at trække vand op. Det der må ske er at den unge kvinde som jeg siger til: ’Jeg beder dig, sænk din vandkrukke, så jeg kan drikke,’ og som dertil siger: ’Drik, og jeg vil også vande dine kameler,’ hende er det du bestemmer for din tjener, for Isak; og lad mig heraf vide at du har vist min herre loyal hengivenhed.“ — 1 Mosebog 24:12-14.
Eliezers tillid til bønnens kraft bliver belønnet. Den allerførste kvinde der kommer til brønden, viser sig at være et barnebarn af Abrahams broder. Hendes navn er Rebekka, og hun er ugift, ærbar og meget smuk. Hun er bemærkelsesværdig fordi hun ikke alene sørger for at Eliezer får noget at drikke, men også venligt tilbyder at trække vand op til alle hans kameler. Da Rebekka og hendes nærmeste har holdt familieråd, giver hun villigt sit samtykke til at tage med Eliezer til et fremmed land og blive gift med Abrahams søn Isak. Det var et enestående og klart svar på Eliezers bøn i en tid hvor Gud ved enkelte lejligheder greb mirakuløst ind.
Vi kan lære meget af Eliezers bøn. Den var et udtryk for hans enestående tro, ydmyghed og uselviske interesse for andres behov. Den demonstrerede også hans villighed til at acceptere den måde hvorpå Jehova griber ind i menneskenes anliggender. Han var uden tvivl klar over at Jehova nærede særlig hengivenhed for Abraham, og han kendte også Jehovas løfte om at han ville velsigne hele menneskeheden gennem Abraham. (1 Mosebog 12:3) Derfor indledte Eliezer sin bøn med ordene: „Jehova, min herre Abrahams Gud.“
Jesus Kristus, som var en efterkommer af Abraham, var det afkom som skulle blive til velsignelse for alle der vælger at adlyde Gud. (1 Mosebog 22:18) Hvis vi ønsker at Gud skal besvare de bønner vi beder, må vi også ydmygt vise at vi anerkender den måde Gud beskæftiger sig med mennesker på gennem sin søn. Jesus Kristus sagde: „Hvis I forbliver i samhørighed med mig, og mine udtalelser forbliver i jer, kan I bede om hvad I vil, og det vil ske for jer.“ — Johannes 15:7.
En Kristi discipel som erfarede sandheden i disse ord af Jesus, var apostelen Paulus. Hans tro på bønnens kraft var ikke forgæves. Han tilskyndede alle sine medkristne til at gøre deres anmodninger kendt for Gud i bøn og erklærede: „Alt har jeg styrke til ved ham som giver mig kraft.“ (Filipperne 4:6, 7, 13) Betød det at alt hvad Paulus anmodede Gud om, blev efterkommet? Lad os se.
Ikke alle anmodninger bliver efterkommet
Mens Paulus udførte sin uselviske tjeneste, døjede han med hvad han kaldte „en torn i kødet“. (2 Korinther 12:7) Der kan have været tale om den mentale eller følelsesmæssige belastning som modstandere og „falske brødre“ påførte ham. (2 Korinther 11:26; Galaterne 2:4) Det kunne også være en fysisk gene, muligvis en kronisk øjenlidelse. (Galaterne 4:15) Hvordan det end forholdt sig, var Paulus hæmmet af denne „torn i kødet“. „I den anledning har jeg tre gange indtrængende bedt Herren om at den måtte vige fra mig,“ skrev han. Paulus’ anmodning blev imidlertid afslået. Han fik at vide at de åndelige goder han allerede havde modtaget fra Gud, såsom kraft til at udholde prøvelser, var nok. Gud sagde endvidere: „Min kraft gøres fuldkommen i svaghed.“ — 2 Korinther 12:8, 9.
Hvad kan vi lære af eksemplerne med Eliezer og Paulus? Jehova lytter til de bønner der bedes af enhver som ydmygt prøver at tjene ham. Men det er ikke ensbetydende med at han altid efterkommer deres anmodninger, for Gud ser forholdene i et større og mere langsigtet perspektiv. Han ved bedre end vi selv hvad der er bedst for os. Frem for alt handler han altid i harmoni med sin erklærede hensigt, som er nedskrevet i Bibelen.
En tid med åndelig helbredelse
Gud har lovet at han vil helbrede menneskenes fysiske, mentale og følelsesmæssige skavanker under sin søns tusindårige herredømme over jorden. (Åbenbaringen 20:1-3; 21:3-5) Oprigtige kristne ser fremtiden i møde med fuld tillid til at Gud har magt til at gøre dette til virkelighed. De beder Gud om at give dem kraft og styrke til at udholde prøvelser, uden at de forventer at blive mirakuløst helbredt nu. (Salme 55:22) Når de rammes af sygdom, kan de også bede om Guds ledelse til at få den bedste medicinske behandling inden for rammerne af deres formåen.
Nogle trossamfund opfordrer de syge til at bede om at blive helbredt nu, idet de henviser til at Jesus og hans apostle kunne helbrede mirakuløst. Men deres mirakler tjente en bestemt hensigt. De tjente som vidnesbyrd om at Jesus Kristus var den sande Messias, og at det ikke længere var den jødiske nation, men den nye kristne menighed som havde Guds gunst. På den tid var de mirakuløse gaver nødvendige for at styrke den nyoprettede kristne menigheds tro. Da menigheden kunne stå på egne ben og havde fået solidt fodfæste, blev de mirakuløse gaver „afskaffet“. — 1 Korinther 13:8, 11.
På dette vigtige tidspunkt i historien leder Jehova Gud sine tjenere i det vigtigere arbejde at sørge for åndelig helbredelse. Mens tiden endnu er til det, er det bydende nødvendigt at folk følger tilskyndelsen: „Søg Jehova mens han kan findes. Kald på ham mens han er nær. Lad den ugudelige forlade sin vej, og den ondskabsfulde sine tanker; og lad ham vende om til Jehova, som vil forbarme sig over ham, ja til vor Gud, for han vil tilgive i rigt mål.“ — Esajas 55:6, 7.
Denne åndelige helbredelse af syndere der ændrer sind, foregår gennem forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige. (Mattæus 24:14) Ved at give sine tjenere kraft til at udføre dette livreddende arbejde har Jehova Gud hjulpet millioner af mennesker fra alle nationer til at angre deres synder og komme ind i et godkendt forhold til ham inden afslutningen på denne ugudelige verden. Alle der oprigtigt beder om åndelig helbredelse, og alle der beder om hjælp til at udføre dette helbredende arbejde, vil ganske afgjort få deres bønner besvaret.
[Kildeangivelse på side 3]
Eliezer og Rebekka/The Doré Bible Illustrations/Dover Publications