Beskedenhed — en egenskab der fremmer freden

Hvor ville det være skønt hvis alle var beskedne. Folk ville ikke være så krævende, der ville være færre skænderier i familien, konkurrencen i forretningsverdenen ville ikke være så hård, og nationerne ville være mindre krigeriske. Kunne du tænke dig at leve i en sådan verden?

JEHOVA GUDS sande tjenere forbereder sig til livet i hans lovede nye verden, hvor beskedenhed overalt vil blive betragtet som en styrke og en dyd, ikke som en svaghed. (2 Peter 3:13) Eftersom Jehova kræver at hans tjenere er beskedne, arbejder de allerede nu på at tilegne sig denne egenskab. Profeten Mika skrev: „Han har fortalt dig, o menneske, hvad der er godt. Og hvad kræver Jehova af dig andet end at du øver ret og elsker loyal hengivenhed og vandrer beskedent med din Gud?“ — Mika 6:8.

Beskedenhed viser sig på forskellige måder. Den kan for eksempel give sig udslag i mindreværdsfølelse og manglende selvtillid, eller i at man ikke praler med sine evner, præstationer og ejendele. Ifølge et opslagsværk kan beskedenhed også betyde ’mådeholdenhed; nøjsomhed’. En der er beskeden, overskrider ikke grænserne for god  opførsel. Han erkender at der er grænser for hvad han bør påtage sig og er i stand til at gøre. Han ved at der er ting han ikke har ret til. Man føler sig tiltrukket af beskedne mennesker. „Intet er mere tiltalende end ægte beskedenhed,“ skrev den engelske poet Joseph Addison.

Beskedenhed er ikke noget ufuldkomne mennesker er født med. Vi må gøre en indsats for at udvikle denne egenskab. Som en tilskyndelse til os indeholder Bibelen flere beretninger som belyser de forskellige aspekter af egenskaben beskedenhed.

To beskedne konger

David, som var ung da han blev udnævnt til at være Israels fremtidige konge, var en af Jehovas mest loyale tjenere. Kong Saul, som var den regerende konge, udsatte David for et stort pres ved at tvinge ham til at leve som flygtning og prøve at slå ham ihjel. — 1 Samuel 16:1, 11-13; 19:9, 10; 26:2, 3.

Selv under sådanne forhold erkendte David at der var grænser for hvad han burde gøre for at beskytte sit liv. Ved en lejlighed hvor de befandt sig i ørkenen, tillod David ikke Abisjaj at gøre den sovende kong Saul noget. David sagde: „Af respekt for Jehova kunne det aldrig falde mig ind at række min hånd ud mod Jehovas salvede.“ (1 Samuel 26:8-11) David vidste at det ikke var hans opgave at fjerne Saul fra tronen. Ved denne lejlighed viste han således beskedenhed ved at holde sig inden for rammerne af en korrekt opførsel. På samme måde er Guds tjenere i dag klar over at der, set med Jehovas øjne, er ting de simpelt hen ikke må gøre, selv om der står menneskeliv på spil. — Apostelgerninger 15:28, 29; 21:25.

Kong Davids søn Salomon viste også at han var beskeden som ung, selv om det var på en lidt anden måde. Da Salomon kom på tronen, følte han sig ikke kompetent til at bære det tunge ansvar som konge. I en bøn til Jehova sagde han: „Jehova min Gud, [du har] gjort din tjener til konge i stedet for min fader David, og jeg er kun en lille dreng. Jeg ved ikke hvordan man går ud og ind.“ Salomon var tydeligvis klar over at han ikke var dygtig nok, og at han ikke havde tilstrækkelig erfaring. Dengang var han hverken indbildsk eller selvoptaget, men beskeden. Salomon bad Jehova om dømmekraft, og hans bøn blev opfyldt. — 1 Kongebog 3:4-12.

Messias og hans forløber

Mere end 1000 år efter kong Salomons tid var Johannes Døber i færd med at berede vejen for Messias. Som forløber for den Salvede opfyldte Johannes en bibelprofeti. Han kunne have pralet af dette privilegium. Han kunne også have forsøgt at opnå ære fordi han var en kødelig slægtning af Messias. Men Johannes fortalte andre at han end ikke var værdig til at løse remmen på de sandaler Jesus gik med. Og da Jesus kom for at blive døbt i Jordanfloden, sagde Johannes: „Det er mig der trænger til at blive døbt af dig, og så kommer du til mig?“ Det viser at Johannes ikke var den pralende type. Han var beskeden. — Mattæus 3:14; Malakias 4:5, 6; Lukas 1:13-17; Johannes 1:26, 27.

Efter at Jesus var blevet døbt, begyndte han at bruge al sin tid på arbejdet med at forkynde den gode nyhed om Guds rige. Selv om Jesus var fuldkommen, sagde han: „Jeg kan slet intet gøre af mig selv . . . jeg søger ikke min egen vilje, men hans vilje som har sendt mig.“ Jesus prøvede ikke at opnå ære fra mennesker. Han gav Jehova æren for alt hvad han gjorde. (Johannes 5:30, 41-44) Hans beskedenhed var et fuldkomment eksempel på denne egenskab.

Det fremgår altså tydeligt at loyale tjenere for Jehova — såsom David, Salomon og Johannes Døber, ja selv det fuldkomne menneske Jesus Kristus — viste beskedenhed. De var ikke pralende, indbildske eller stolte, og de holdt sig inden for rammerne af det tilladelige. Deres eksempler er tilstrækkelige som argument for at nutidens tjenere for Jehova bør opdyrke og vise beskedenhed. Men der er flere grunde til det.

I den turbulente periode af menneskehedens historie vi lever i, er beskedenhed en meget værdifuld egenskab hos sande kristne. Den gør det muligt for os at have fred med Jehova Gud, med vore medmennesker og med os selv.

 Fred med Jehova Gud

Det er kun muligt at have fred med Gud hvis vi holder os inden for de rammer han sætter for sand tilbedelse. Vore første forældre, Adam og Eva, overskred de grænser Jehova havde sat for dem, og de var de første der blev ofre for manglende beskedenhed. De satte deres gode forhold til Jehova, deres hjem, deres fremtid og deres liv over styr. (1 Mosebog 3:1-5, 16-19) Det var en høj pris de betalte.

Vi bør tage ved lære af den fejltagelse Adam og Eva begik. Den sande tilbedelse sætter nogle grænser for hvordan vi kan opføre os. Bibelen siger for eksempel at „hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd der bruges til unaturlige formål, eller mænd som ligger hos mænd, eller tyve eller havesyge eller drankere eller spottere eller udsugere skal arve Guds rige“. (1 Korinther 6:9, 10) Jehova sætter i sin visdom disse grænser for os til vores eget bedste, og vi handler klogt ved at holde os inden for dem. (Esajas 48:17, 18) Ordsprogene 11:2 siger: „Hos de beskedne er der visdom.“

Hvad nu hvis et trossamfund hævder at man kan overskride disse grænser og fortsat have fred med Gud? Så er det et forsøg på at vildlede os. Beskedenhed hjælper os derimod til at opdyrke et nært forhold til Jehova Gud.

Fred med vore medmennesker

Beskedenhed fremmer også et fredeligt forhold til andre. Hvis forældre sætter et godt eksempel ved at være tilfredse med det nødvendige og prioritere de åndelige gøremål højest, er der større sandsynlighed for at deres børn vil få den samme holdning til tingene. Børnene vil have nemmere ved at være tilfredse selv om de måske ikke altid får det de ønsker sig. Det vil hjælpe dem til at være beskedne og gøre familielivet mere fredfyldt.

De der fører tilsyn i menigheden, må gøre sig særlig umage for at være beskedne og undgå at misbruge deres myndighed. Kristne får følgende påbud: „Gå ikke ud over det der står skrevet.“ (1 Korinther 4:6) Menighedens ældste er klar over at de ikke må prøve at påtvinge andre deres personlige mening. De bruger i stedet Guds ord som grundlag for at tilskynde andre til at følge den rette kurs når det gælder opførsel, påklædning, soignering og adspredelse. (2 Timoteus 3:14-17)  Når menighedens medlemmer ser at de ældste holder sig inden for de grænser Bibelen sætter, fremmer det respekten for de ældste, og det bidrager til en varm, kærlig og fredelig ånd i menigheden.

Fred med sig selv

Lever man beskedent, bliver man belønnet med en indre fred. Den der er beskeden, har ikke store ambitioner. Det betyder ikke at han ikke har sat sig nogle personlige mål. Måske er det hans ønske at opnå større tjenesteprivilegier, men han venter på Jehova og tilskriver ham æren for de forrettigheder han modtager af den art. Han betragter dem ikke som et resultat af noget han udelukkende selv har præsteret. På den måde får den beskedne et nærmere forhold til Jehova, „fredens Gud“. — Filipperne 4:9.

Nogle gange føler vi måske at vi bliver overset af andre. Men er det ikke bedre at blive overset fordi man er beskeden, end ubeskedent at tiltrække sig andres opmærksomhed? De der er beskedne, har ikke nogen altoverskyggende ambitioner. De har derfor fred med sig selv, og det er gavnligt for deres velbefindende, både fysisk og mentalt.

Opdyrk og bevar beskedenhed

Adam og Eva undlod at vise beskedenhed — et træk de gav i arv til deres børn. Hvordan kan vi undgå at begå den samme fejl som vore første forældre? Hvordan kan vi udvikle den gode egenskab beskedenhed?

Allerførst vil det være en hjælp for os at få en nøjagtig forståelse af vores stilling i forhold til Jehova, universets Skaber. Hvad har vi præsteret som nogen sinde vil kunne sammenlignes med det Gud har udrettet? Jehova stillede sin trofaste tjener Job spørgsmålet: „Hvor var du da jeg grundlagde jorden? Fortæl, hvis du kender til forstand.“ (Job 38:4) Job kunne ikke besvare spørgsmålet. Er vi ikke underlagt de samme begrænsninger som ham når det gælder kundskab, evner og erfaring? Er det ikke gavnligt for os at erkende vore begrænsninger?

Bibelen siger: „Jehovas er jorden og det som fylder den, den frugtbare jord og de som bor derpå.“ Det omfatter „hver levende skabning i skoven, dyrene på de tusind bjerge“. Jehova kan med rette sige: „Sølvet er mit, og guldet er mit.“ (Salme 24:1; 50:10; Haggaj 2:8) Hvilke ejendele som vi kan fremvise, kan sammenlignes med det Jehova ejer? Selv verdens rigeste mand har ikke noget at prale af i forhold til Gud. Det er derfor klogt at følge apostelen Paulus’ inspirerede råd til de kristne i Rom: „Ved den ufortjente godhed der er skænket mig siger jeg nemlig til enhver iblandt jer at han ikke skal tænke højere om sig selv end han bør tænke.“ — Romerne 12:3.

Som Jehovas tjenere der ønsker at opøve egenskaben beskedenhed, bør vi bede Jehova om at give os åndens frugter — kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed og selvbeherskelse. (Lukas 11:13; Galaterne 5:22, 23) Af hvilken grund? Fordi hver eneste af disse egenskaber vil gøre det lettere for os at være beskedne. Kærlighed til vore medmennesker vil for eksempel hjælpe os til at bekæmpe en tendens til at prale eller at være indbildske. Selvbeherskelse vil få os til at stoppe op og tænke os om før vi optræder ubeskedent.

Vi må være agtpågivende. Vi har hele tiden behov for at være på vagt over for de faldgruber som manglende beskedenhed indebærer. To af de konger som vi omtalte tidligere, var ikke altid beskedne. Kong David iværksatte overilet en folketælling i Israel, hvilket var i modstrid med Jehovas vilje. Kong Salomon blev ubeskeden i en sådan grad at han begyndte at dyrke falske guder. — 2 Samuel 24:1-10; 1 Kongebog 11:1-13.

Så længe denne gudløse tingenes tilstand består, vil det kræve konstant årvågenhed at bevare egenskaben beskedenhed. Men det er anstrengelserne værd. I Guds nye verden vil der kun være beskedne mennesker. De vil betragte beskedenhed som en styrke, ikke som en svaghed. Hvor vil det være skønt når alle, både enkeltpersoner og familier, bliver velsignet med den fred det medfører at opføre sig beskedent.

[Illustration på side 23]

Jesus gav beskedent Jehova æren for alt hvad han gjorde